tirsdag den 20. juni 2017

Pestosnurrer


Disse lækre pestosnurrer opstod forleden, da vi tændte grillen for første gang i år og grillede grillspyd og lavede kartoffelsalat af nye danske kartofler. Indbegrebet af sommer.

Jeg bagte snurrerne midt på dagen og da vi fik dem om aftenen var de stadig lækre og bløde. De efterfølgende dage, har de ligget i køleskabet og har fået en tur på brødristeren når de skulle spises, og så var de som nybagte igen.

Gør dig selv en tjeneste at lave hjemmelavet pesto til snurrerne, det smager TUSIND gange bedre end købepesto på glas, som indeholder olie af tvivlsom kvalitet, samt solsikkekerner og basilikum som smager af tørret hø!

Pestosnurrer 12 stk.

3 dl. vand
25 g. øko. gær
10 g. salt
50 g. blødt smør
1 æg
50 g. rugmel
550 g. sigtet speltmel (kan erstattes af hvedemel)

fyld: 
150 g.  hjemmelavet pesto

1 æg til pensling

Fremgangsmåde:
Bland 1 dl. kogt vand med 2 dl. koldt

Opløs gær og salt i det "lillefingervarme" vand.

Tilsæt rugmel og smør og derpå ægget.

Tilsæt speltmel og ælt dejen et par minutter på maskine eller i hånden.
Dejen er til den våde side, men sådan skal den være.

Lad dejen hæve i 30 min.

Hæld godt med mel ud på køkkenbordet. Ælt dejen igennem og tilføj mel til den kan arbejdes med, uden at klistre til bordet.

Rul dejen ud til et rektangel på 30 x 40 cm.
Smør pesto på den ene halvdel af dejen, på den lange led.
Fold den anden halvdel over pestoen.

Skær 12 lige store strimler af dejen på den korte led.
Hver af de tolv strimler du nu har, snittes næsten igennem på den lange led, men skal lige hænge sammen foroven.
Sno de to strimler om hinanden og vikl dem sammen til en fin knude. Fortsæt sådan med de resterende.
Lad snurrerne efterhæve på en bageplade i 1 times tid.

Tænd ovnen på 220 grader. Pensl snurrerne med sammenpisket æg og bag dem i ca. 15 min. eller indtil de er gyldne og fine.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar