Den består af en mørdejsbund - jeg har brugt den fra pæretærten som også er her på bloggen og fyldet er karamel lavet på kondenseret mælk, samt masser af ristede hasselnødder og hvid og mørk chokolade på toppen - whats not to like ?
Jeg har reduceret sukkermængden i karamellen til det halve, er nemlig ikke til alt for sød konfekt.
Hvis man kan lide snickerskage vil denne også være et hit !
Til en springform eller tilsvarende firkantet form
Mørdejsbund:
150 g. mel
75 g. mandelmel (blend mandlerne fint)
100 g. koldt smør
50 g. flormelis
1 æg
Karamelmasse:
1 dåse kondenseret mælk
50 g. lys muscovadosukker (det havde jeg ikke, så brugte farin, men alm. sukker eller rørsukker kan bruges)
100 g. smør
75 g. ristede hasselnøddekerner
Ristes i ovnen i ca. 8-10 min. ved 200 g. (hold øje med dem, ovne varmer forskelligt)
Nuldres fri for de mørke hinder i et viskestykke, hakkes rimelig fint.
Chokolade til pynt:
50 g. hvid smeltet chokolade
50 g. mørk smeltet chokolade
Skær smørret i mindre stykker og smuldr det i melet. Tilsæt flormelis og derpå æg.
Ælt det hele sammen. Form en klump af dejen, svøb den i husholdningsfilm og læg den evt. i køleskabet i 30 min.
Dejen er meget blød, så det er nemmest, bare at presse den ud i formen med hænderne og med hjælp fra filmen.
Sådan ser den ud når den er presset ud i formen.
Bag den nederst i en 175 grader varm ovn i ca. 20 min. Hold øje med at den ikke bliver mørk.
Hæld kondenseret mælk, smør og sukker i en gryde, og varm det langsomt op. Lad det stå og simre ved svag varme, indtil konsistensen er som tyk og flydende karamel. Du kan lave en prøve, ved at hælde en lille klat i et glas koldt vand, hvis den holder på formen, er karamellen klar.
Hæld den varme karamel over den bagte mørdejsbund og drys hakkede nødder ovenpå
Sådan ser den ud, nu er den klar til at komme på køl.
Tag den ud efter et par timer og pynt med streger af mørk og hvid chokolade.
Skæres ud i små firkanter.
Og nu ville den normale kagespiser skrive, at kagen skal spises i små stykker og ikke for mange ad gangen, for så bliver det vammelt. Den stopklods har jeg dog ikke hvad angår kage, desværre :-)
God fornøjelse !
Ingen kommentarer:
Send en kommentar