torsdag den 28. marts 2013

Dajm


Disse dajm har været på to-do-listen i flere måneder.
De er ikke lige så knasende i karamellen som den originale dajm, men de smager rigtig dejligt.
Til overtræk har jeg brugt den - efter min mening - bedste mælkechokolade der findes, nemlig "Toms Rød Guldbarre"

Ca. 18 stk. dajm:

1 dl. piskefløde
12 g. sukker
3/4 dl. lys sirup
40 g. smuttede og meget finthakkede mandler

4 rød guldbarre a 45 g. til overtræk










Varm fløde, sukker og sirup i en gryde. Kog det op, skru derefter ned for varmen og lad det småsimre i ca. en halv time eller indtil massen er 120-130 grader. Brug et stegetermometer eller bolchetermometer.
Har du ikke et termometer, kan du se om karamellen er færdig, ved at lave en kulgeprøve: dryp lidt karamel ned i koldt vand, hvis massen holder formen og stivner, er den færdig.

Tag gryden fra varmen og tilsæt mandlerne, rør godt rundt og hæld massen ud på et stykke bagepapir.

Når massen er afkølet, kan du klippe dine karameller ud i den størrelse du ønsker.
Overtræk eller pensl karamelstykkerne med smeltet chokolade.
Sæt dem på køl indtil de skal spises.


Bløde gulerodsboller



Disse boller er mine egne selvkomponerede gulerodsboller, som vi ofte får i weekenden.
Jeg er ikke god til at sove længe, så jeg står typisk op ved 7 tiden og bager boller, imens min mand og søn sover.
I dagens anledning har jeg vejet ingredienserne af, så jeg kan dele opskriften med jer.
Jeg bruger faktisk sjældent opskrift når jeg bager boller, det eneste som er præcist, er mængden af vand, den er altid 3 dl. for med den mængde får man 1 plade boller.

Dagene efter boller er bagt, kan de opbevares i køleskabet og lunes på brødrister når de skal spises, så bliver de næsten som nybagte igen.

Ps. du kan evt. erstatte 1-2 dl. af melet med groft mel.


Bløde gulerodsboller 12 store:

3 dl. lunkent vand (bland 2 dl. koldt med 1 dl. kogende)
1/2 pakke øko. gær (25 g.)
3 gulerødder, revet (ca. 300 g.)
1 håndfuld solsikkekerner (ca. 75 g.)
3 tsk. sukker
1 tsk. groft salt
5 spsk. rapsolie
3 dl. havregryn
ca. 7 dl. sigtet speltmel (eller hvedemel) ca. 475 g. 

Sammenpisket æg til pensling.

Fremgangsmåde:
Opløs gær, havregryn, sukker og salt i det lunkne vand.

Tilsæt, olie, gulerødder og solsikkekerner. (Tip: varm evt. gulerødderne i microovnen i 1/2 minut, så køler de ikke gæren ned)

Tilsæt melet lidt ad gangen, måske skal der bruges lidt mindre eller lidt mere, dejen skal være for klistret til at du kan ælte den med fingrene, men ikke så lind så den flyder ud på en bageplade.
Ælt den godt, jeg bruger røremaskine.

Lad den hæve i ca. 30 min.
Sæt bollerne på en bageplade med en gaffel, eller med meget mel på fingrene.
Lad dem hæve til dobbelt størrelse.

Pensl. evt. med sammenpisket æg.

Bages ved 220 grader i ca. 15 min. eller indtil de er gyldne.

onsdag den 27. marts 2013

Mandelpaneret victoriabars med broccoli, forårsløg og asparges


Aftenens menü skulle egentlig have været skindstegt sandart -efter en opskrift fra Løgismoses facebookside, men fiskehandleren havde desværre ikke sandart i dag.
Ej heller Netto kunne levere et par af de øvrige ingredienser, så det endte med ovenstående ret, som jeg freestylede af de ingredienser jeg havde indkøbt.

Mandelpaneret victoriabars, 2 pers.:

400 g. victoriabarsfilet
1 kop mandler, blendet til groft mel
1 æg (til panering)
Olie eller smør til stegning

Grønt:
1 bundt grønne asparges
1 bundt forårsløg
1/2 bundt broccoli
1 bundt dild

Sauce:
1 skalotteløg, finthakket (eller 2 spsk. hakket alm. løg)
1 spsk. smør
2 dl. fiskefond (eller 2 dl. vand + fisketerning)
1 dl. hvidvin
1 dl. fløde
lidt friskpresset citron

Tilbehør: evt. små smørristede kartofler - men retten kan sagtens stå alene.

Rens grøntsagerne og skær dem i mundrette stykker.













Hak dilden fint.

Damp grøntsagerne (bortset fra dild) i saltet vand i 1 minut. Skyl dem straks i en si med koldt vand og stil dem til side.

Sauce: smelt smørret i en gryde og klar løget. Hæld hvidvinen på og lad det reducere til 1/3.
Hæld fond på og lad det simre i 5 min. Tilsæt nu fløden, kog det godt igennem og smag til med salt, peber og evt. citronsaft.

Skær victoriafileterne i ca. 8-10 cm. stykker. Paner dem i æg og mandelmel og steg dem i olie eller smør i et par minutter på hver side. Læg dem på køkkenrulle.

Hæld grøntsagerne i saucen sammen med dilden, varm det igennem i 1 minut og anret med fisken, sauce og grøntsager samt evt. små smørristede kartofler.

tirsdag den 26. marts 2013

Srilankansk kylling


Denne kyllingeret er absolut en af favoritterne her i huset.
Vi fik den serveret hos min barndomsveninde Anette for flere år tilbage, og den er blevet lavet adskillige gange siden.
Retten stammer fra en bog som Connex busselskab i Aalborg har udgivet, hvor hver af deres over 20 ansatte nationaliteter har givet et bud på deres yndlingsret fra hjemlandet.
Denne ret er et bidrag fra Rooban fra Sri Lanka.

Srilankansk kylling til 2 voksne og 2 børn:

1 fersk kylling, parteret i 6 stykker
2 store løg, hakkede
4 fed hvidløg, revet
2 tsk. friskrevet ingefær
1 lille dåse koncentreret tomatpuré
1 tsk. gurkemeje
1 rød chili skåret i skiver (med kerner hvis retten skal være medium spicy)
3 tsk. stødt koriander
1 tsk. stødt spidskommen
1 kanelstang
1 dåse kokosmælk (ikke light)
salt

Gulerodssalat:
4 store gulerødder, revet
1 lille rødløg, hakket
1/2 æble i små tern
1/2 grøn peberfrugt i små tern
1 håndfuld persille, finthakket
1 tsk. friskrevet ingefær
3/4 dl. skyr eller andet surmælksprodukt
salt

Tilbehør:
Fuldkorns basmatiris

Brun kyllingestykkerne i lidt olie i en gryde, tag dem op.

Brun løg, ingefær, hvidløg og krydderier - men ikke ved for høj varme!

Læg kyllingestykkerne tilbage i gryden og tilsæt tomatpuré og kokosmælk. Læg låg på, og lad kyllingen simre for svag varme under låg i ca. 45 minutter.

Kog imens risene

Gulerodssalat:
Bland alle delene og smag til med lidt salt.

søndag den 24. marts 2013

Kajkager med jordbærmousse


Vores treårige søn elsker kajkager. Og efter at have købt adskillige kajkager hos forskellige bagere, må vi bare konstatere at 9 ud af 10 er af virkelig ringe kvalitet. 

Sidste kajkage, købt hos bageren i Rosengårdcentret var den hidtil mest vamle vi til dato har smagt. Smørcremen var så syntetisk, at den ikke kunne smelte i munden. Efter den oplevelse besluttede vi os for at lave vores egne kajkager, med mousse i stedet for smørcreme, og sådan blev disse til.

Vi har gjort arbejdsgangen lidt kortere, ved at købe færdige lagkagebunde, Vil du gøre det endnu nemmere for dig selv, kan du bruge en mousse i pulverform. Min mand synes at det er den bedste kage han til dato har smagt, men vurdér selv ;-)

Jeg vil ikke anbefale at du bruger frugtfarve til den grønne marcipan, køb i stedet en grøn pastafarve. Frugtfarven vil gøre marcipanen alt for våd og dermed svær at arbejde med.
Til tungerne kan du godt bruge rød frugtfarve, da det er en lille mængde du skal bruge. Juster blot med lidt flormelis.

Kajkager, ca. 15 stk.
3 lagkagebunde, choko- eller lyse 
1 glas jorsbærsyltetøj uden store bær (evt. Cremet jordbærmarmelade fra Den Gamle Fabrik)
500 g. marcipan + 40 g. til tunger
rød frugtfarve og grøn pastafarve

Evt. 200 g. mørk chokolade til at dyppe kagernes bund i.

Hjemmelavet jordbæmousse:
550 g. jordbær (gerne fra frost)
1 dl. sukker
1 spsk. vaniljesukker
5 blade husblas
2,5 dl. piskefløde
60 g. hakket mørk chokolade

Fremgangsmåde mousse:
Jordbær koges op i 10 min. Tilsæt sukker og vaniljesukker.
Blend jordbærrene.

Opblød husblas i koldt vand i 5 min. Læg husblas og det vand som følger med over i den varme jordbærgrød. Rør rundt indtil husblassen er helt opløst.
Køl grøden lidt af. ca. til den er håndvarm/lun.

Pisk fløden til blødt skum. Tag lidt af fløden og rør i jordbærgrøden, så den langsomt tempererers. Fortsæt sådan med at tilføje mere flødeskum, indtil det hele er rørt sammen med grøden. Rør den hakkede chokolade i til sidst.

Stil moussen på køl, men undlad at dække den til. (hvis du har stærk lugtende madvarer i dit køleskab, skal du fjerne dem, så moussen ikke tager smag af det) 
Moussen afkøles i mindst 4 timer, men gerne natten over. 

Samling af kagerne:
Brug en udstikker på ca. 5 cm. i diameter til at stikke 30 små bunde af lagkagebundene.
Har du ikke en udstikker, så brug et glas


Læg to små bunde sammen med 1 spsk. jordbærmarmelade imellem.

Hæld moussen i en sprøjtepose og klip et 3 cm. hul i hjørnet.
Sprøjt toppe på hver bund


Marcipanen til tungerne blandes med lidt rød pastafarve/frugtfarve og æltes godt sammen. Form 15 små tunger.

Resten af marcipanen ælter du grøn pastafarve i. Prøv dig lidt frem, til den rigtige grønne farve fremkommer. Tilføj lidt flormelis, så bliver marcipanen meget nemmere at rulle ud og arbejde med.

Læg et stykke bagepapir på bordet læg en håndfuld marcipan derpå og læg et stykke husholdningsfilm over. Rul marcipanen tyndt ud.



Smør lidt mousse på kanten af bunden. Læg marcipanen over kagen og pres den ind til kanterne. Skær overskydende marcipan af og genbrug det til næste udruldning.


Fortsæt sådan.
Når du er færdig skærer du et snit i hver frø, som en mund. Tungen sættes ind her i den form du vælger at lave.

Sådan ser den ud indvendig: (her er brugt vaniljemousse, derfor den lyse farve)


Pynt med øjne af glasur og en lille chokoladeperle eller lignende.


Kagernes bund kan med fordel dyppes i smeltet mørk chokolade, det gør jeg nogle gange, det holder lidt bedre på kagen og smager skønt!

Her har jeg lavet er XL kajkage til min venindes søns barnedåb. Kagen er lavet med chokoladelagkagebunde og smurt op med jordbærmousse, proppet med 70 % hakket chokolade. Bundene er strintet med jordbær-vaniljesirup. Øjnene er lavet af fondant og chokoladeknapper fra callebaut. Nederst er kagen pyntet med smeltet 70 % chokolade.

Følg mig på facebook og få opdateringer ved nye indlæg.

Bolognaise




Denne bolognaise smagte jeg hos min barndomsveninde Anette og hendes mand Steen for et par år siden. Retten var egentlig lavet til børnene, vi voksne fik en srilankansk kyllingeret, men flere af os voksne stjal lidt af børneretten, som smagte vildt godt. Børnene var også helt vilde med bolognaisen, til trods for at den faktisk på ingen måde er mild, men derimod kraftig og smagfuld.

Bolognaise til 6 pers.;


800 g. hakket oksekød
150 g. hakket røget svine- eller kalvemørbrad i små tern (bacon kan også bruges)
3 løg, hakkede
3 fed hvidløg, hakkede
4 revne gulerødder
1 lille stykke revet knoldselleri
8 tomater i tern (eller 2 dåser hk. tomater)
1 lille dåse koncentreret tomatpuré 
5 dl. rødvin
2 dl. piskefløde
1 tsk. revet muskatnød
1 spsk. oregano
1/2 tsk. cayennepeber
2 laurbærblade
salt

Tilbehør:
Fuldkorns spaghetti og grøn salat med mormordressing og tranebær
Revet parmesan

Fremgangsmåde:
Svits mørbraden i lidt olie, tilsæt løg og hvidløg og lad det svitse med et par minutter.
Tilsæt oksekødet og svits det godt.
Tilsæt tomater, selleri og gulerødder, dernæst tomatpuré, rødvin og krydderier.
Læg låg på gryden og lad retten simre i mindst 1 time (men gerne 3-4 timer) ved svag varme under låg. 
Hold øje med at retten ikke koger tør, tilsæt så lidt rødvin eller vand.
Til allersidst tilsættes fløden.
Smag til med salt og servér med spaghetti og en grøn salat.



fredag den 22. marts 2013

Andebryst med linsesalat


Vi har fået denne skønne ret til aften. Linsesalaten er kold og er vendt i en honningvinaigrette. Et dejligt match til den sprødstegte and.


Andebryst med linsesalat 2 pers.;

2 andebryster

Linsesalat:
1 dl. grønne linser eller belugalinser
1 persillerod i bittesmå tern
2 gulerødder i små tern
1 økologisk æble i små tern
1 lille rødløg i små tern (eller 1 bananskalotteløg)
1 lille bundt bredbladet persille, godt skyllet og finthakket

Marinade:
5 spsk. god olivenolie
2 spsk. flydende honning
2 spsk. æbleeddike
1 spsk. dijonsennep
salt & peber

Pak andebrysterne ud og læg dem på køkkenbordet imens du klargør grøntsagerne.

Kog linserne i 15 min. Skyl dem i en sigte med koldt vand.
Bland grøntsager, persille og linser i en skål.

Pisk marinaden sammen og hæld den over grøntsager og linser.

Skær nogle tværgående snit i andebrysternes skind. Krydr med salt og peber.
Læg dem med skindsiden nedad på en varm pande og rist dem i 7-9 minutter.
Vend dem og giv dem ca. 8 minutter på den anden side.
Pak dem i folie og lad dem trække i 5 minutter. 

Anret linsesalaten på en tallerken. Skær andebrysterne i skiver (De skal være svagt rosa i midten) og læg dem på linserne. Drys med flagesalt og peber.