Hvis nachos skal være en hovedret, skal den bestå af mere end chips, salsa & ost.
Min 16 årige teenager har flere gange efterspurgt nachos som aftensmad. Det har været noget som ham og hans far har lavet, på aftener hvor jeg ikke har været hjemme.
Nu tænkte jeg, at jeg ville tilsætte lidt flere nærende ingredienser til retten, så den kan komme i kategorien aftensmad.
Det smagte rigtig dejligt og mættede godt. Og der var kun brok over de sorte oliven😉
Jeg bruger salsa fra Netto (se fotos forneden, det er klart den bedste)
Nachos med bønner & kylling til 4 personer:
4 kyllingebrystfileter
1 æg
4 dl. pankorasp
1 dåse sorte bønner, drænet
250 g. tortillachips med ostesmag
1 glas salsa medium styrke
150 g. revet cheddarost
1 håndfuld sorte oliven
1/2 glas jalapeños
Topping:
1 rødløg i tynde skiver
2 avocadoer, i store tern
1 håndfuld frisk koriander
1 glas salsa hot
Cremefraiche
Fremgangsmåde:
Kyllingebrystfileterne vendes i sammenpisket æg og rasp og steges sprøde i smør & olivenolie, på en pande. Skær dem i skiver på 1 cm.
Chipsene bredes ud i et ovnfast fad.
De sorte bønner fordeles over og derpå kylling, salsa & jalapeńos. Drys osten øverst og gratinér i en 210 grader varm ovn (varmluft) i 15 min.
Tag fadet ud af ovnen og top med lidt salsa, cremefraiche, rødløg, avocado, oliven & frisk koriander. Server resten af salsaen og cremefraichen til.


Ingen kommentarer:
Send en kommentar