Vores dessert nytårsaften var denne virkelig lækre chokolademousse inspireret af en Claus Meyer opskrift. Moussen er let og virker på ingen måde vammel, som chokolademousser ellers godt kan.
Jeg har reduceret lidt i sukker, samt tilføjet vanilje og det er en af de bedste desserter jeg længe har smagt. Den ryger direkte ind i kataloget over yndlingsdesserter!
Det er vigtigt at bruge en god chokolade for et godt resultat. Jeg har brugt callebaut 57,7%
Man kan godt gå lidt højere op i cacaoprocent, men 70% er for højt, synes jeg.
Alt kan laves dagen før desserten skal serveres. Blot vent med at anrette til den skal spises.
Chokolademousse til 4 pers:
100 g. god chokolade, evt. callebaut 57,7%
1 spsk. vaniljesukker
4 æggeblommer (sturtempererede)
35 g. sukker
2,5 dl. piskefløde (temperer kartonen 1 time på køkkenbordet før brug)
Karamelliserede kakaobønner:
40 g. kakaobønner (groft knuste)
20 g. sukker
1 spsk. vand
1 spsk. smør
Råsyltede vilde blåbær:
200 g. vilde blåbær (Rema 1000 har på frost)
6 spsk. sukker
1 tsk. vaniljesukker
Fremgangsmåde:
Chokoladen smeltes over vandbad, i chokolade smelter eller forsigtigt i små intervaller i microovnen. Rør vaniljesukker i.
Pisk æggeblommerne med sukkeret til massen er lys og skummende. Hæld langsomt den smeltede chokolade i, i en tynd stråle, imens du med en dejskraber vender det forsigtigt i æggemassen.
Pisk fløden til blødt skum. Vend forsigtigt, men grundigt flødeskummet i chokoladecremen. Sæt film over og sæt på køl, hvor det skal sætte sig i mindst 3 timer.
Blåbærrene tages ud af fryseren og hældes i en dyb tallerken. Drys sukker og vaniljesukker over og lad dem tø op ved stuetemperatur. Når de er tøet op, smages der til og tilsættes evt. lidt mere sukker.
Karamelliserede kakaobønner: sukker og vand smeltes i en lille gryde, til 118 grader, brug et sukkerthermometer. Tag gryden fra varmen og tilsæt kakaobønnerne. Rør rundt til de alle er dækket af sukkermassen og sæt dem tilbage på den middelvarme kogeplade. Tilsæt smør og karamelliser videre i ca. 1 minut imens du rører konstant. Tag dem straks fra varmen og bred dem ud på bagepapir.
Når desserten skal serveres, sættes en spiseske i et glas med varmt vand. Lav ‘æg’ af moussen som lægges i en dyb tallerken. Drys med kakaobønner og server de råsyltede blåbær til.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar