fredag den 9. juni 2023

Louisekage

 

Jeg så en anbefaling på denne newzealandske kage, og tænkte, at det var en kage som mine drenge ville synes godt om, og den blev da også en stor succes herhjemme. 

Kagen er inspireret af denne Kage dog lidt sukkerreduceret.  

Kagen kan sagtens laves med andre slags marmelade. 

Louisekage 9 stykker:

100 g. godt øko. smør (ikke blandingsprodukt) stuetempereret

1/2 dl. sukker

1 spsk. vaniljesukker

2 æggeblommer 

1 tsk. bagepulver 

1 nip fint salt

3 dl. mel

Mellemlag: 100 g. hindbærmarmelade 

Topping

2 æggehvider

3/4 dl. sukker + 1 spsk. vaniljesukker 

2,5 dl. kokosmel

1 nip fint salt

Fremgangsmåde

Smør, sukker, salt og vaniljesukker røres sammen. Æggeblommer røres i og mel og bagepulver tilsættes. Du skal bare trykke dejen sammen, der skal ikke arbejdes meget med den. 

Læg bagepapir i en lille form på 20 x 20 cm., og tryk dejen ud i formen, i et jævnt lag. 

Bag bunden ved 170 grader i 15 min. 

Imens bunden bager, laver du marengs; æggehviderne piskes stive og sukker, salt & vaniljesukker blandes og hældes gradvist i imens der piskes godt, til du får en fast og blank marengs. Vend kokosmelet i. 

Bunden tages ud af ovnen efter de 15 min. og med det samme smøres hindbærsyltetøj over og marengsmassen fordeles over syltetøjet. 

Stil kagen tilbage i ovnen og giv den 20 minutter mere. 

Afkøl let og nyd! 

Opbevar kagen køligt i lukket beholder. 




Ingen kommentarer:

Send en kommentar