tirsdag den 15. juni 2021

Spaghetti alla Puttanesca

 

Endnu en simpel og god italiensk klassiker har ramt bloggen. Vi gør os en del i kødfri retter herhjemme så jeg tester hele det italienske pasta-repetoire i øjeblikket. 

Jeg prøver at være tro mod retterne og lave dem så autentisk som muligt. Italienske pastaretter er jo simple og Italienerne slipper godt fra det, fordi de bruger gode råvarer. 

Du kan godt lave retten med friske tomater. Men kun hvis du kan finde små tomater med virkelig god og sød smag (såfremt, skal du bruge 300 g.) men ellers brug dåsetomater, som jeg har gjort. De er jo høstet solmodne.  

Lad dig ikke skræmme af, at der skal ansjoser i. Det smager ikke af det, det lover jeg. De bidrager med god smag til saucen, så udelad dem ikke. 

Spaghetti alla Puttanesca til 2 pers.:

200 g. tørret spaghetti af god kvalitet

6 ansjoser (gerne i olivenolie hvis du kan finde det)

2 fed hvidløg

2 spsk. kapers

65 g. sorte oliven af god kvalitet (evt. kalamata) 

1 dåse hakkede tomater

2 spsk. friskhakket persille

Lidt chiliflager 

God jomfru olivenolie 

1 lille tsk. sukker

10 g. godt øko. smør (ikke blandingsprodukt)

Fremgangsmåde: 

Kog spaghettien efter pakkens anvisning, men træk 2 minutter fra kogetiden. Hæld spaghettien i en sigte og brus den over med koldt vand. Sæt den til side. 

Varm lidt olivenolie i en dyb pande. Lad ansjoserne smelte i panden. Tilsæt presset hvidløg. Skru ned for varmen, så hvidløget ikke bliver brunt, så bliver det bittert og uspiseligt.

Hak kapers fint og tilsæt dem panden. 

Udsten oliven og hak dem. Tilsæt også dem til panden.

Blend de hakkede tomater og tilsæt dem til panden sammen med persille. Lad saucen simre i 5 min. 

Tilsæt sukker, chili masser af friskkværnet peber og lad simre i yderligere et par minutter. Tilsæt spaghettien og varm det godt igennem. 

Tag panden fra varmen, tilsæt smør og vend det hurtigt rundt. Smag om der skal lidt salt i. Det plejer ikke at være nødvendigt, da ansjoser, oliven og kapers er salte. 

Server i dybe tallerkener med persilledrys på toppen. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar