søndag den 9. oktober 2016

Pasta med kantareller og kalvemørbrad i flødesauce


Forleden fik vi denne lækre pastaret i luksusudgaven, med kantareller og kalvemørbrad. 
Egentlig var det slet ikke meningen at der skulle kød i retten, men jeg havde en lille rest kalvemørbrad i fryseren, fra en gæstemiddag sidste weekend, så den kom til at gøre retten dejligt selskab. 
En nem og super lækker pastaret, som kan frembringes på kort tid, så den er også velegnet som gæsteret. 


Pasta med kantareller og kalvemørbrad i flødesauce, til 2 personer:

250 g. frisk pasta
200 g. kantareller
150 g. kalvemørbrad
1/2 dl. hvid portvin
3/4 dl. kalvefond
1 spsk. paprika
2 fed hvidløg i skiver
2 dl. piskefløde
saft fra 1/2 citron
persille til drys

Skær kalvemørbraden i tynde skiver.

Rens svampene. Hvis du kan, så børst jorden af med en lille stiv børste, skyl dem kun hvis det er nødvendigt.

Steg kødet på en meget varm pande i smør i et par minutter -max 2 min.! tag det straks af og lad det hvile imens du steger kantareller.

Steg kantareller og hvidløg på den samme pande i smør i et par minutter, læg dem ved kødet.

Hæld hvid portvin på panden og lad det reducere til lidt under det halve. Tilsæt kalvefond, paprika og fløde og kog saucen sammen i 5-7 minutter, imens du koger pastaen.

Anret pastaen i dybe tallerkener.

Hæld kantareller og kød i saucen, og varm igennem i 1 min. Smag til med salt, peber og citronsaft og hæld straks den varme sauce over pastaen.
Drys med friskhakket persille, server straks, evt. med en grøn salat med vinaigrette.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar