lørdag den 21. juni 2014

Indisk oksecurry med kokos


For et halvt års tid siden, købte vi en hel oksefilet i Kvickly, som blev skåret til steaks og frosset ned i portioner. Bøfferne viste sig at være enormt seje og kedelige i smagen, så i går tog jeg de sidste 4 pakker op af fryseren, og havde egentlig planlagt, at de skulle bruges til stifado.

Men i formiddags ombestemte jeg mig. Efter et kursus i thaimad hos Nadia fra foodfanatic i maj måned, har jeg længe haft lyst til at lave min egen currypasta, efter at have smagt Nadias thai-version, som simpelthen bare slår færdigkøbt pasta med flere længder.
Nadias currypasta var grøn, jeg har forsøgt at lave en rød til denne ret.
Jeg ved dog ikke så meget om thaimad endnu, så jeg har i dag lavet en indisk version, og resultatet blev rigtig godt synes både min mand og jeg. Saucen er spicy, men ikke djævlestærk.

Krydderierne kan købes hos etniske købmænd, jeg køber mine hos Bazar Fyn i Odense, hos Saigon Marked på Nyborgvej i Odense, eller hos Dan Viet, Torvegade i Odense.

Retten er lidt tidskrævende, men den er det hele værd.


Indisk oksecurry med kokos til 4 pers.:

1 kg. oksefilet- eller tykkam i tern
1 spsk. stødt spidskommen
1 spsk. stødt koriander
3 spsk. rød currypasta (se opskrift nedenfor)
4 spsk. fiskesauce
1 dåse hakkede tomater
1 dåse kokosmælk (ikke light!)
80 g. usaltede cashewnødder, hakket fint
1 stort (eller 2 mindre) rødløg i både
4 mellemstore gulerødder, skåret i mønter
1 spsk. brun farin

Rød currypasta:

2 store røde chili, skåret i skiver, incl. kerner
2 tsk. rejepasta
1 mellemstort løg, hakket groft
3 cm. galangarod (fås på frost hos etniske købmænd)
2 stilke citrongræs, skåret i meget fine skiver, som hvis du ville skære løgringe meget fint (kun det hvide skal bruges)
3 fed hvidløg, hakket groft
3 nelliker
1 spsk. hel koriander (korianderfrø)
1 spsk. stødt spidskommen
1 spsk. kardemomme
1 tsk. sorte peberkorn
(her er dobbelt portion af hvad du skal bruge i retten, resten fryser du bare ned)

Tilbehør:
Basmatiris og en grøn salat.

Start med currypastaen; varm en gryde op til middelvarme og tørrist nelliker, peberkorn, korianderfrø, spidskommen og kardemomme. Når det dufter godt og brunt, hælder du det hele op i en morter og støder det til pulver.

Finthakket citrongræs, hvidløg, chili, løg og galangarod blendes i en blender eller minihakker.
Tilsæt rejepasta og de ristede stødte krydderier og blend til en fin glat masse. Stil pastaen tilside.



Skær kødet i tern på ca. 2 x 2 cm. Skær eventuelt fedt fra.

Varm lidt olie i en rummelig gryde. Steg 3 spsk. currypasta i et par minutter i olien. Tilsæt kødet og svits det godt. Tilsæt fiskesauce, stødt koriander og spidskommen, og lad det simre i et par minutter yderligere.

Hæld de hakkede tomater i en sigte og si tomatjuicen fra (den skal ikke bruges). Hæld tomatstykkerne i gryden, sammen med kokosmælk, farin og kaffir limeblade. Læg låg på og lad retten simre ved svag varme i 5 kvarter.
Tilsæt hakkede cashewnødder, gulerødder og rødløg. Lad retten simre videre i 15 minutter.
Smag til med salt.

Velbekomme!



Her er en kokosmælk af god kvalitet, som kan købes hos etniske købmænd. Den lille bøtte med gul etiket er rejepasta. Det lugter stærkt som fiskefoder til akvariefisk, så sørg for at låget er skruet godt på, når du efterfølgende opbevarer det på køl.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar