søndag den 29. november 2020

Butterchicken🧡 (Murkh Makhani)

 

Vi har været på en lang gåtur ved Lillebælt i dag, med glögg medbragt i thermokanden og honningkagesnitter. Vi var godt kolde efter turen, så det var dejlig belejligt, at komme hjem til en forberedt butterchicken, at varme sig på. 

Butterchicken er en af mine yndlings indiske retter. Den bedste jeg nogensinde har fået, er hos Abdul på restaurant Paprika i Nørregade i Odense. 

Retten findes i uendelige variationer. Den jeg har lavet i dag, er lidt stærk, cremet og med rigtig smør, det hører sig altså til i en BUTTER-chicken. Jeg har ligeledes tilføjet cashewsmør, det giver en cremet og sød nøddeagtig smag til sovsen. 

Det kræver lidt forberedelse at lave butterchicken, for kyllingestykkerne skal marinere nogle timer (og gerne natten over) for at trække smag inden sovsen laves. 

Ingredienslisten kan måske godt afskrække nogen for at lave retten, men det kræver altså lidt forskellige krydderier, for at få den optimale og gode smag, så udelad ikke noget. Håber du vil kaste dig ud i det alligevel, så lover jeg stor velsmag til gengæld! God fornøjelse. 

Butterchicken til 4 pers.: 

4 store kyllingebrystfileter

Marinade:

2 dl. 9% creme fraiche

1 stykke ingefær på størrelse med en valnød

2 fed hvidløg

2 spsk. garam masala 

1 spsk. gurkemeje

1 spsk. stødt spidskommen

1/2 tsk. cayenne peber 

2 spsk. tomatpuré

1 spsk. salt 

2 spsk. olivenolie

Sovs:

2 spsk. ghee eller jordnøddeolie 

1 stort løg

1 stk. ingefær på størrelse med en valnød

2 fed hvidløg

1 dl. cashewnødder (opblødt i vand)

2 spsk. tomatpuré 

2 spsk. garam masala

1 spsk. stødt spidskommen

1 spsk. stødt koriander

10 kardemommekapsler

1 laurbærblad 

1/2 tsk. cayennepeber 

1 ds. flåede tomater 

4 spsk. piskefløde

40 g. koldt godt økologisk smør (ikke blandingsprodukt) 

1 tsk. sukker

Topping: 

Ristede cashewnødder - koriander

Tilbehør: basmatiris 

Fremgangsmåde:

Bland alle ingredienserne til marinaden. Skær kyllingebrystfileterne i store tern og bland dem godt sammen med marinaden. Læg film over og lad kødet marinere i mindst 4 timer i køleskabet (eller gerne natten over. 

Hæld kogende vand over cashewnødderne og lad dem stå på køkkenbordet til du skal bruge dem. 

Når sovsen skal laves: 

Blend afdryppede cashewnødder med ingefær og hvidløg til en glat masse. 

Skær løget over i to havde og skær begge i skiver. 

Varm ghee eller jordnøddeolie op i en gryde eller høj pande.

Tilsæt de tørre krydderier og brus dem godt op i olien. Tilsæt løgene og rør hele tiden, indtil de er klare. Nu hælder du kød og marinade ved og steger det godt igennem. Tilsæt cashewsmørret og svits det kort med. Tilsæt tomatpuré og svits igen kort inden de flåede tomater hældes på. Lad sovsen simre under låg i 10 min.

Tag låget af og tilsæt fløde.

Smag til med sukker og evt. mere cayennepeber alt efter hvor stærkt du ønsker det. 

Det kolde smør skæres i små tern. Tag gryden fra varmen og rør smørret i. Server med ris og topping af ristede cashewnødder samt frisk koriander. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar