For nogle måneder siden, fik min søn serveret denne kage hos en klassekammerat og han var solgt på stedet. Til trods for, at han faktisk ikke er specielt kage-glad, modsat sin mor.
Han har talt så meget om kagen siden og det lykkes mig da også at få lokket opsrkiften ud af kammeratens mor, Camilla, som har opskriften fra sin egen mor, som ofte bagte den i hendes barndom.
Kagen består af en mørdejsbund med hindbærgrød og et knasende låg af ristede havregryn.
Hvis man er til hindbærsnitter, er denne kage et hit, er jeg overbevist om.
Kagen er dog mindre sød end en hindbærsnitte og jeg har også reduceret lidt i sukkerindholdet ift. den oprindelige opskrift.
Norsk Strøsselkage til 8-10 pers.
Mørdej:
1 æg
50 g. sukker
1 spsk. vaniljesukker
1,5 tsk. bagepulver
150 g. mel
75 g. koldt smør i tern
Hindbærgrød:
300 g. hindbær fra frost
1 spsk. vaniljesukker
2 spsk. sukker
maizena
Topping:
60 g. grovvalsede havregryn
50 g. sukker
1 spsk. vaniljesukker
35 g. koldt smør i tern
Fremgangsmåde:
Til mørdejen piskes æg, sukker, bagepulver og vaniljesukker sammen. Melet røres i og der kolde smør æltes ind i dejen. Stil dejen på køl imens du laver syltetøj.
Hindbær koges langsomt op med 1 spsk. vand. Tilsæt sukker og vaniljesukker. Kog i 5 minutter uden låg. Rør lidt maizena op i vand og jævn grøden lidt. Smag evt. til med lidt mere sukker, hvis det er for surt, men husk der kommer et sødt lag på toppen, så det skal ikke være alt for sødt.
Smør en tærteform godt med smør og drys et tyndt lag sukker over.
Tryk dejen ud i formen og sørg for, at dejen går op til kanten.
Fordel hindbærgrøden oven på dejen.
Til toppingen blandes havregryn, sukker og vaniljesukker. Det kolde smør smuldres i massen og den drysses over tærten.
Bag tærten nederst i en 225 grader varm ovn i 18-20 min. eller indtil kanterne er gyldne.
Nyd tærten lun evt. med vaniljeflødeskum eller bare som den er. Tærten opbevares på køl derefter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar