Suppen her er oprindelig en 90´er klassiker, som jeg husker som en meget flødemættet suppe med seje små rejer.
Denne udgave har jeg lavet med reduceret fløde, og de små kogte rejer er udskiftet med rå, friskstegte tigerrejer. Sidst men ikke mindst, er den spiced lidt op med stærk karry.
Til 4 pers.;
2 dåser hakkede tomater
2 store løg i tern
2-3 fed hvidløg i tern
2 spsk. stærk karry
1 terning hønsebouillon
4 halve syltede ferskner i lage (dåse)
2 dl. piskefløde
salt & peber + sukker & cayennepeber
Topping:
16 rå sorte tigerrejer, kan købes på frost hos etniske købmænd
4 forårsløg i tynde skiver
Svits karry i lidt olie i en gryde. Tilsæt løg og hvidløg. Når løgene begynder at tage farve, tilsætter du de to dåser tomater samt hønsefond. Lad det simre for svag varme under låg i 10 min.
Blend nu suppen helt glat og tilsæt 1 dl. ferskensaft fra dåsen og 4 halve ferskner i små tern.
Tilsæt fløde og smag til med salt, peber, 1 nip cayennepeber samt sukker og evt. lidt mere ferskensaft. Varm suppen godt igennem.
Befri rejerne fra skal og hale. Steg dem i lidt olie på en meget varm pande, til de er lyserøde, det tager kun få sekunder. Tag rejerne af panden.
Fordel suppen i 4 dybe tallerkener. Læg 4 rejer i midten af hver tallerken, og drys med forårsløg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar