Selvom vi ser mod lysere tider, er det stadig bidende koldt udenfor. Det giver anledning til at koge suppe. Sådan en rødbedesuppe minder ret meget om hvidkålssuppe synes jeg, bare i en rød og lidt sødligere udgave. Suppen smager faktisk bedst på 2. dagen, når den har trukket smag, så du kan med fordel lave en stor portion, så du har til to dage.
Rødbedesuppe til 4-6 personer:
700 g. oksesmåkød i ca. 1x1 cm. tern
500 g. rødbeder
300 g. selleri
200 g. hvidkål
200 g. gulerødder
2 store løg
2 liter kalvefond
4 spsk. god balsamico
2 spsk. smør
1 bundt dild
Topping:
1 rå revet rødbede
Creme fraiche 18%
Friskrevet peberrod
Lidt frisk dild eller persille
Riv gulerødder og rødbeder groft,
Svits kødet af 3-4 omgange i smør, ved høj varme. Kødet må ikke koge, hvis det gør det, så hæld det i en si og start forfra, til kødet får stegeskorpe. Krydr med salt og peber.
Tilsæt alle grøntsagerne og svits dem med, til de begynder at falde sammen, det tager ca. 5 minutter.
Tilsæt balsamico og kalvefond. Bind et stykke mad-snor om dilden og læg den i gryden. Læg låg på og lad suppen småsimre i ca. 1 time, eller indtil kødet er mørt.
Smag til med mere balsamico, salt og peber.
Ved servering drysser du lidt friskerevet rødbede over suppen, det giver en smuk farve. Læg en klat creme fraiche i midten og pynt evt. med lidt frisk dild. Riv en masse frisk peberrod ud over suppen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar