lørdag den 21. februar 2015

Blomkålsgratin



Det er ikke særlig tit vi har fået blomkålsgratin hjemme hos os, indrømmet! Men efter, at vi har indført to ugentlige kødfri dage, bliver der tænkt i vegetarretter.
Og det smager jo bare rigtig dejligt. Der er ikke helt så meget smør i denne version, i hvert fald ikke i forhold til, når min mormor lavede den. Men jeg synes ikke, at det er gået ud over smagen. En dejlig ret, med sprød top, som hele familien nyder med velbehag.


Blomkålsgratin til 3-4 pers.:

1 mellemstort blomkålshoved
75 g. mel
2 dl. mælk
1,5 dl. kogevand fra blomkålen
30 g. smør
5 æg
1 tsk. groft salt

Del blomkålen i små buketter ca. på størrelse med valnødder. Læg blomkålsbuketterne i en gryde og hæld vand ved, så det netop dækker. Tilsæt salt. Læg låg på og tænd for blusset. Når vandet koger, giver du blomkålen 2 minutter -ikke længere!

Hæld vandet fra, men gem 1,5 dl. til gratinen. Lad blomkålen dryppe af i en sigte.

Del æggene i hvider og blommer. Pisk hviderne meget stive.

Tænd ovnen på 180 grader. Smør et ovnfast fad godt med smør og drys med rasp.

Hæld mel og mælk i en tykbundet gryde. Vent med at tænde for blusset. Pisk mel og mælk godt sammen, til alle klumper er væk. Tilsæt smør og 1,5 dl. kogevand.
Tænd nu for varmen og varm langsomt dejen op. Du skal blive ved gryden og piske hele tiden, for pludselig hæver dejen. Når dejen er tyk som mel-klister, tager du gryden fra varmen og tilsætter æggeblommerne samt 1 tsk. salt. Pisk det godt sammen.

Hæld blomkålsbuketterne i dejen og vend det godt sammen. Tilsæt de stiftpiskede hvider af tre omgange, imens du forsigtigt vender dem ind i dejen, så den luftige konsistens bevares.

Hæld dejen i det smurte fad. Drys med rasp og læg smørklatter øverst.



Bages midt i ovnen i 40-45 minutter. Tjek med en kødnål om gratinen er færdig. Den skal komme ren op.



Vi fik gratinen med et stykke pizza, men det skyldtes, at vi pludselig blev en mere til middag, ellers får vi den oftest uden andet tilbehør.

1 kommentar:

  1. Mums!!
    Ser super lækkert ud... Det må absolut på min to-try-liste! :-)

    SvarSlet