onsdag den 24. oktober 2018

Hummerbisque cremet og intens


Det her er nok en af de bedste supper jeg nogensinde har smagt. Den er præcis så intens og kraftig, som supper man får på de bedste restauranter. Vi fik den som forret nytårsaften sidste år og har lavet den adskillige gange siden, som forret til gæstemiddage. (billedet er desværre ikke af bedste kvalitet)

Suppen er skabt af Mads, som blogger på madsvin.com hvis du ikke i forvejen kender hans blog, så vil jeg anbefale dig at klikke derover, for det er virkelig en god inspirerende madblog.

Mads angiver at suppen er til 6 personer. Jeg har kun skrevet 4 personer i min version, da jeg koger den temmelig meget ind og derved får lidt mindre, men endnu mere kraftig suppe til slut. 
Jeg har ligeledes ændret lidt i opskriften ift. kogeurter og andre små justeringer.

Jomfruhummere kan i øvrigt købes på frost i de fleste supermarkeder. Jeg køber mine i LIDL.

Suppen kan sagtens forberedes dagen før. Så venter du blot med at skumme den med smør og stege hummerhaler til den skal serveres.

Hummerbisque til 4 personer:
16 jomfruhummere
1 stor gulerod i tern
100 g. knoldselleri i tern
1 porre i skiver
2 fed hvidløg, hakket groft
toppen af en fennikel, skåret groft
4 kviste timian
2 laurbærblade
3 spsk. koncentreret tomatpuré
1 flaske hvidvin
1/2 dl. cognac til flambering
1 nip cayennepeber
3-4 dl. fløde
salt og peber

25 g. smør i tern til montering/opskumning af suppen til sidst.
Rapsolie til stegning
garniture i suppen: en fennikel, snittet på mandolinjern
pynt: rød skovsyre, plukket dild og evt. persilleolie

Fremgangsmåde:
Bræk hovederne af jomfruhummerne. Træk kløerne af og gem dem, kasser hovederne.
Halerne presses på siden, så skallen knækker. Åbn skallen og træk forsigtigt halekødet ud. (skallen gemmer du) Se om du kan finde et tag, hvor du samtidig trækker tarmstrengen med ud. Det skal lige øves et par gange.
Hvis tarmen ikke kommer med ud, laver du et lille snit op langs ryggen på den befriede hale og du kan nu nemt fjerne tarmstrengen med spidsen af kniven. 
Læg halekødet i én skål og skaller og kløer i en anden.

Varm lidt rapsolie op i en gryde til det er godt varmt. Tilsæt skaller og kløer og svits det godt af i ca. 2 minutter. Tilsæt tomatpuré og svits det med i et minut og tilsæt straks alle kogeurterne samt laurbærblade. Svits videre i et par minutter. 

Tag gryden væk fra komfuret og stil den et sted, hvor der er frit mindst 1 meter over gryden. Tilsæt cognac. Hold hovedet væk fra gryden og flambér. Når flammerne har lagt sig, rører du i gryden og når de er helt væk, stiller du den tilbage på komfuret og tilsætter hvidvinen. Skru nu ned for varmen så suppen kun lige småsimrer og læg låg på gryden. Lad suppen simre i max. 20 min. Ikke længere, da skallerne så vil afgive en bitter smag til suppen.

Si suppen over i en ren gryde. Stil den tilbage på komfuret og lad den stå og reducere (selvfølgelig uden låg) Min reducerer til ca. 1/2 eller 1/3 mængde suppe, så bliver der virkelig smæk på smagen! men smag dig frem til hvornår du synes suppen er kraftig nok.

Tilsæt fløden. Jeg synes 3 dl. er nok, men igen, smag dig frem og tilsæt mere hvis du synes.
Smag til med salt, peber og lidt cayennepeber. Pas på med sidstnævnte, som er meget stærkt.

Steg hummerhalerne 1 minut på hver side i rigeligt smør. Tag dem af panden.

Den mandolinsnittede fennikel varmes i microovnen i få sekunder, til den er lun.
Fordel den i midten af 4 dybe tallerkener.

Smørternene kommes i suppen. Blend med en stavblender til suppen skummer op. Stop straks når suppen skummer, ellers blender du den flad igen.

Fordel suppen i de 4 tallerkener med en suppeøse, så skummet bevares og top med de stegte jomfruhummerhaler. 
Pynt med rød skovsyre, plukket dild og evt. persilleolie. NYD!

fredag den 19. oktober 2018

Pandebrød på bål



Vi har lavet mad på bål her til aften. Junior har en ven på besøg til overnatning og vi blev hurtigt enige om, at maden skulle laves udendørs.
Det blev til denne simple og hurtige ret, som smagte rigtig godt. Især brødene blev vildt gode, så jeg skynder mig at poste opskriften, så de ikke går i glemmebogen.

Pandebrød 10 stk.
480 g. mel
2 tsk. groft salt
3 dl. vand
3 tsk. bagepulver
6 spsk. rapsolie

rapsolie til pensling
nigellafrø samt hvidløgspulver til drys

Fremgangsmåde:
Bland alle ingredienserne til brødene i en skål. Ælt det godt sammen og del dejen i ti portioner.
Tril til kugler og rul hver kugle ud til ca. 1/2 cm. tykkelse.
Pensl med olie på begge sider og drys nigella og hvidløgspulver på den ene side af brødene.

Bag brødene på en varm grillpande (du behøver ikke at tilsætte olie) Bliv ved brødene og vend dem hyppigt, så de ikke brænder på. Når de er gyldne på begge sider er de færdigbagte. Det tager kun få minutter.

Som tilbehør fik vi svinemørbrad i skiver, vendt i olie, hvidløg, løgbåde, lidt eddike, kebabkrydderi, salt og hvidløgspeber og grillet i olie på grillpanden.
Kødet blev lagt på brødene og vi toppede med chilikeychup og cremefraichedressing med masser af hvidløg og krydderurter, mums!

onsdag den 10. oktober 2018

Mariannes jordskokkesuppe


Denne lækre suppe, omtalte min kollega Marianne i mandags. Hun sagde, at suppen var så god, at hun og hendes mand nærmest havde målt den af på milimeter, da de skulle have rester dagen efter.
Så jeg spurgte til opskriften og den var jeg heldig at få.

Jeg plejer at tilføje lidt kartofler når jeg laver jordskokkesuppe, denne er lavet på rene jordskokker og det giver en rigtig dejlig nøddeagtig smag.

Toppingen blev ristede mandler og en rest parmaskinke jeg havde i køleskabet, samt cheddar i små tern, det passede perfekt til suppen.

Jordskokkesuppe som hovedret til 2 pers, eller som forret til 4 pers.
500 g. jordskokker
1 stort løg, hakket
1 fed hvidløg, hakket
1/2 liter god kyllingfond
1 dl. piskefløde
salt og friskkværnet peber

Topping:
4 skiver parmaskinke i små tern
1 håndfuld mandler, hakket
brøndkarse
evt. surdejsbrød

Fremgangsmåde:
Skrub jordskokkerne rene med en svamp eller børste og skær dem i mindre stykker.

Varm lidt olie eller smør i en gryde og steg løg og hvidløg blankt.
Tilsæt jordskokkerne. Svits det hele yderligere i et par minutter og hæld fonden på.
Læg låg på gryden og lad det småsimre i et kvarters tid.

Steg mandlerne i 2 spsk. smør til de er sprøde. Tilsæt den hakkede parmaskinke og steg i et par minutter mere. Sæt til side imens du laver suppen færdig.

Blend suppen med en stavblender. Tilsæt fløde og varm igennem. Smag til med salt og friskkværnet peber.

Server med topping og evt. brød og smør.

søndag den 7. oktober 2018

Flammkuchen



Et par gange om året, går turen til Flensburg, hvor vi shopper i yndlingsbutikker og slutter af med at spise flammkuchen på Die Weinstube hvis vi er heldige at få bord en lørdag formiddag, hvor mange andre - fortrinsvis danskere - kappes om de begrænsede pladser i den over 200 år gamle bygning i en baggård i Flensburgs hyggeligste gade, Rote Strasse.

Flammkuchen stammer oprindeligt fra Alsace, hvor de i al in enkelthed består af et tyndt lag dej, bagt med creme fraiche, løg og bacon.

Her har jeg lavet 4 variationer på hvedetortillas:

1:
tortilla
18 % creme fraiche
revet emmentaler
marinerede artiskokker
oliven
soltørrede tomater i olie
rødløg
parmaskinke (kommes først på efter bagning)
frisk basilikum (kommes først på efter bagning)

2:
tortilla
creme fraiche
revet emmetaler
rødløg
gorgonzola
tyndt skårne pærer og ahornsirup (kommes først på efter bagning)

3:
tortilla
creme fraiche
revet emmentaler
fennikelspegepølse

4:
tortilla
creme fraiche
revet emmentaler
salsicca (stærk italiensk salami)
syltede grønne chilier

Smør tortillaerne med et rimeligt lag creme fraiche, top med emmentaler og det ønskede fyld og bag ved 225 grader i 10-12 min. eller indtil kanten er lysebrun.

onsdag den 3. oktober 2018

Orientalsk græskarsuppe med kokosmælk


Her er endnu en god fyldig og lidt spicy suppe, nemlig græskarsuppe emd et asiatisk tvist.
Det er helt vildt så meget suppe man kan få ud af et mellemstort hokkaido græskar. Vi havde til tre dage i denne portion.

Den mørke græskarkerne-olie købte jeg i Slovenien i sommer, den smager helt fantastisk af ristede græskarkerner og er helt sort. Jeg er ikke klar over om den fås i danmark, har kun set den i en lys version herhjemme.

Orientalsk græskarsuppe til 4-6 pers.;

Ca. 1,3 kg. hokkaido græskar (skrællet vægt)
600 g. gulerødder
2 mellemstore løg
2 spsk. kokosolie (eller olivenolie)
3 spsk. friskrevet ingefær
1 liter kyllinge- eller grøntsagsfond
saften fra 1 citron
1 spsk. stødt koriander
1/2 tsk. cayennepeber
1 dåse kokosmælk
salt & peber
sukker

Topping: 
smuldret gedefeta
ristede, saltede græskarkerner
brøndkarse
ristet græskarkerneolie

Fremgangsmåde;
Vask græskarret. Er skrællen pæn, lader du være med at skrælle den. Halver det og fjern kernerne med en ske. Skær det i store tern.

Vask gulerødderne og skæl dem hvis der er meget jord i furerne. Skær dem i tykke skiver.

Skær løgene i store tern.

Varm en stor stegegryde godt op. Smelt kokosolien og steg græskar, løg og gulerødder. Tilsæt frisk ingefær og koriander og derpå kyllingefond. Læg låg på gryden og lad det småsimre i 25 minutter.

Blend suppen med en stavblender og tilsæt kokosmælk. Smag til med citronsaft, cayennepeber, salt og peber og evt. en smule sukker.

Server med den topping du foretrækker.
I går fik vi hvidløgsstegte tigerrejer sammen med ovenstående topping, det smagte skønt.



Verdens bedste ketchup

(Reklame)

Jeg har ledt efter denne ketchup i et års tid. Førhen blev den sogt i REMA 1000 under navnet "Birkeløv" og det er seriøst den bedste ketchup jeg nogensinde har smagt. Og til jer som er fans af Mutti-ketchup vil jeg sige, at denne altså overgår Mutti!

Så da REMA pludselig ikke havde den i sortiment mere, og mit eget lager var sluppet op, begyndte jeg at google efter den og efter et større detektivarbejde, fandt jeg frem til firmaet som producerer den, nemlig House Of Denmark og det er jeg glad for.
De sendte mig disse to nye varianter, med hhv. løg og chili og begge produkter er lige så fantastiske som den plain-udgave!

Chili-ketchuppen har tilpas styrke, kombineret med sødme og intens tomatsmag og løg-ketchuppen har chunks af løg tilsat, hvilket giver lidt bid og struktur til ketchuppen uden at være løgagtig i smagen. 

Min mand, som ellers aldrig spiser ketchup, er blevet fuldstændig forfalden til chili-ketchuppen, det siger altså en del om produktets kvalitet!

Det eneste minus ved ketchupperne er, at de ikke findes i økologiske udgaver, men det kan vi jo håbe på, kommer med tiden :-) 
Til gengæld er den uden konserveringsmiddel, det kan vi godt lide!

Her i huset bruger vi ketchupperne til:
grillede pølser
som topping på pasta vendt i smør
som topping på bolognaise
på hotdogs
til æggekage
i millionbøf, for at tilføre sødme
og på en god spegepølsemad

Ketchupperne sælges under to navne "Hodk" og "Birkeløv" de kan købes på House of  Denmarks hjemmeside: https://www.hodk.com i Salling og i House Of  Denmarks fysiske butik i Vejle, på Strandvejen 73.

Firmaet oplyser, at de arbejder på, at få dem ud i Netto, Føtex, Fakta og Superbrugsen. Vi krydser fingre for, at det snart sker.

Et glas koster i øvrigt 20,- kr. 

House Of Denmark
Industrivej 8
7120 Vejle Ø
Tlf. 7572 5616

tirsdag den 2. oktober 2018

Cremet svampesuppe med cognac og fløde


Efteråret er en tid jeg holder meget af. Mæt af sommerens varme og gode oplevelser, er det nu tiden, at sætte farten lidt ned, hygge indendøre med stearinlys, gå lange ture i skov og ved strand og blive blæst godt igennem i krop og sind.
Efteråret er også lig med suppe, simremad og kål. Jeg glæder mig :-)

Svampesuppe med cognac og fløde til 4 personer:

500 g. blandede svampe, evt. portobello og brune champignoner
400 g. kantareller
1 porre
3 fed hvidløg
4 stilke frisk timian
1 spsk. koncentreret tomatpuré
20 g. smør
1 håndfuld tørrede carl johan svampe
3/4 dl. cognac (kan udelades)
1 liter god kyllingefond
2,5 dl. piskefløde

Topping: rodfrugtchips, persilleolie
Tilbehør: surdejsbrød.

Fremgangsmåde:
Børst kantarellerne fri for jord med en fugtig bagepensel.
Rens de blandede svampe for jord. Kan du undgå at skylle dem for meget er det bedst.
Skær svampene i grove stykker.

Rens porren og skær den i tynde ringe, også den grønne del. Skær hvidløgsfeddene i tynde skiver.

Smelt smørret i en stor gryde eller wok. Steg porre og hvidløg klart med timian. Tilsæt svampene og steg indtil de smider al væden Skru lidt ned for varmen og lad dem simre uden låg, indtil væden igen er fordampet.
Blend de tørrede carl johan svampe til fint pulver i en foodprocessor og tilsæt pulveret til de stegte svampe sammen med tomatpuré. Svits det i et kort øjeblik og tilsæt cognac.
Tilsæt kyllingefond, læg låg på gryden og lad det småsimre i 20 min.
Tilsæt fløden, varm igennem, smag til med salt og peber og server med topping af rodfrugtchips og dryp af persilleolie.