søndag den 27. april 2014

Kanelkrans


Denne dejlige kanelkrans har længe været på min "to do liste".
Jeg så den for et stykke tid siden hos Stine, som er indehaver af denne skønne blog idylidyl.
Kransen er en fryd for øjet, og samtidig så smager den virkelig dejligt. Den er sukkersprød i bunden og er dejlig svampet indeni.
Jeg har ændret lidt på opskriften i forhold til Stines, jeg reducerer nemlig altid gærmængden i gærbrød, så det har jeg gjort. Derudover har jeg brugt lidt andre melsorter, da jeg ikke havde ølandshvede, og som den sidste ændring, har jeg udskiftet sukker med brun farin i fyldet. Jeg skriver den som jeg lavede den...

Kanelkrans:
75 g. smør
1 dl. mælk
1/2 dl. kærnemælk
25 g. gær
1 1/2 spsk. sukker
1 tsk. kardemomme
50 g. groft speltmel
230 g. sigtet speltmel (eller hvedemel)
1/2 tsk. salt

Fyld:
100 g. blødt smør
60 g. brun farin
 3 tsk. kanel

Fremgangsmåde:
Smelt smørret i en lille gryde. Tilsæt mælk og kærnemælk og varm blandingen til den er "lillefingervarm".
Tilsæt sukker, salt, kardemomme og opløs gæren heri.
Rør først speltmel og dernæst hvedemel i mælkeblandingen. Ælt dejen i godt sammen og lad den hæve et lunt sted i ca. 45 min.

Rul dejen ud til et rektangel. Rør fyldet sammen og smør det ud på dejen.


Rul dejen sammen som en roulade på den lange led. Lav et snit hele vejen ned gennem "rouladen" bortset fra de første par centimeter. Sno nu enderne sammen og form til sidst til en krans


Læg kransen på bagepapir og lad den efterhæve i ca. 40 min.
Bag den ved 200 grader i 15 min. på anden nederste ovnrille.
Sæt den op på anden øverste ovnrille og giv den 2-3 min ekstra til den er sprød i toppen.
Tag den ud og afkøl den lidt.
Drys med flormelis gennem en sigte, eller pynt den med striber af hvid glasur. Nyd den lun...

Her er kransen pyntet i en fin påske-udgave

Følg mig på facebook og få opdateringer ved nye indlæg.

2 kommentarer: