Opskriften har jeg fået af Kristina, hvis niece bor i Kina og har givet hende opskriften.
Det er fedt at få sådan en original opskrift, hvor man bliver overrasket over fremgangsmåde og sammensætning af ingredienser. Jeg har i hvert fald aldrig brugt så stor en mængde majsstivelse som panering.
Jeg kan kun anbefale, at du prøver retten, den er klart kommet for at blive her hos os.
Jeg har ændret lidt på den originale opskrift, ved at gange opskriften på sur-sød sovs op med 1/2 gang ekstra.
Svinekød i sur-sød sovs til 4 pers:
450 g. svinemørbrad, eller kyllingebrystfilet i strimler
2 spsk. olie
1 tsk. groft salt
1 æg
1,2 dl. majsstivelse
2 forårsløg, fintsnittet
2 fed hvidløg i skiver
Olivenolie
Sur-sød sovs:
3 spsk. ketchup
6 spsk. æbleeddike
3 spsk. tør cherry eller risvinseddike
40 g. farin
3 tsk. majsstivelse
1 tsk. groft salt
Tilbehør:
Jasminris blandet med ærter
Topping; forårsløg, ristede sesamfrø, gulerodsstrimler
Fremgangsmåde;
Olie og groft salt blandes i en skål. Det strimlede kød blandes godt i. Kødet stilles til side.
Alle ingredienser til sovsen piskes sammen i en anden skål.
Ægget røres godt sammen med kødet og majsstivelsen ligeså.
Varm en pande eller Wok godt op og hæld ca. 1 dl. olie i. Når olien er varm tilsættes kødet og fordeles hurtigt, så det ligger i et jævnt lag. Rør ikke i kødet, lad det stege sprødt i ca. 3 min. inden du vender det. Når kødet er stegt gyldent og sprødt over det hele, hælder du det over på en tallerken.
Varm lidt olie op på panden og steg hvidløg og forårsløg et kort øjeblik. Det skal ikke tage farve, men kun lige blankes. Hæld kødet tilbage på panden. Pisk sovsen godt igennem og hæld den på panden også. Rør godt rundt i det og efter 1-2 min. er retten færdig.
Server med ris vendt med frosne ærter, samt topping af gulerodsstrimler, sesamfrø og fintsnittet forårsløg.