søndag den 26. juli 2020

Chokoladetærte med kirsebær og italiensk marengs🍒




Jeg er meget, meget begejstret over denne kage. Det er nok den bedste kage jeg har lavet til dato. Det er yndlingsingredienserne i forening. Den mørke chokolade, de søde kirsebær, den crunchy bund og den fløjlsbløde guf på toppen, det spiller bare totalt godt sammen.

Du kan evt. vælge at udskifte kirsebærrene med hindbær, det vil også klæde kagen rigtig godt.

Mørdejsbund og chokoladekage kan med fordel laves dagen før den skal serveres, så skal der bare guf på, når den skal spises.

Det er vigtigt, at der bruges en 27 cm. tærteform til kagen, ellers vil mængderne ikke passe. Jeg har brugt en tærteform med løs bund, den er genial synes jeg, når kagen skal flyttes over på et fad.

Chokoladetærte med kirsebær & italiensk marengs i 27 cm. springform til ca. 10 pers,:

Mørdej, 1/2 portion af denne mørdej

Chokoladekage:
3 æg
100 g. farin
3 spsk. kakao
175 g. smør
100 g. 70% chokolade

350 g. søde, modne kirsebær, vasket og duppet tørre.

Italiensk marengs - brug denne marengs

Fremgangsmåde:
Mørdejen gøres klar og lægges på køl. Følg opskriften jeg linker til ovenover, lav blot halv portion. Denne mørdej skal dog blindbages, dvs. rul dejen ud og fordel den i tærteformen. Læg et stykke bagepapir over dejen og fyld enten kikærter, ris eller linser i, så det vægter på bagepapiret.
Bag tærtebunden ved 185 grader i 10 minutter, midt i ovnen. Fjern bagepapir med fyld og bag videre i 5 minutter.
Når mørdejen er afkølet, laves chokoladebasen; pisk æggene med en håndmixer og tilsæt farin. Pisk godt og tilsæt kakao.

Smørret smeltes for svag varme i en lille gryde. Chokoladen hakkes. Tag gryden fra varmen og rør chokoladen i. Rør til den er helt smeltet. Afkøl den ved stuetemperatur og vend den i æggesnapsen.

Hæld chokoladeblandingen over den bagte tærtebund. Halvér kirsebærrene og udsten dem. Fordel dem over chokoladedejen med skæresiden opad.
Bag tærten ved 180 grader i 25-30 minutter, til tærten føles nogenlunde fast. Den må gerne være lidt blød i midten, men ikke flydende.

Afkøl den helt inden marengsen kommes på.

Fordel marengsen på, evt. som jeg har gjort med sprøjtepose og en fin tylle, eller smør den bare på med en dejskraber.

Brænd toppen af marengsen med en bunsenbrænder og drys med kirsebærstøv eller hindbærstøv.

Pynt evt. med lidt spiselige blomster. Det skal for en god ordens skyld nævnes, at de lyserøde blomster jeg har pyntet med, ikke er spiselige, det er hortensia, som man selvfølgelig ikke må spise. De blev fjernet efter jeg havde taget fotos af kagen😉

onsdag den 22. juli 2020

Jomfruhummerhaler gratineret i ovn med hvidløg & persille

Jomfruhummerhaler er den dejligste delikatesse. Det søde hvide kød sammen med hvidløg og persille er en himmerrigsmundfuld.
Hummerhalerne kan bruges i en salat, som tilbehør til linguine med basilikumspesto eller bare til et stykke lunt flütes med hvidløgssmør, evt. Il Fornaio’s surdejsflütes som kan findes på frost i SuperBrugsen, de er super lækre.

Jeg har brækket kroppen af disse jomfruhummere og renset dem for mavesæk og frosset dem ned, så kan de bruges til at koge en fond på senere, eller til en lækker hummerbisque. Men du kan også vælge at lade kroppen blive på, bare du først har renset dem for mavesæk og tarm, det ser flot ud når de serveres hele, men giver dog lidt mere pillearbejde når de skal spises.

Gratinerede Jomfruhummerhaler til 4 pers.

1 kg. jomfruhummerhaler
1 dl. olivenolie
2 fed hvidløg
1 håndfuld persille
Salt & peber

Fremgangsmåde:
Tænd ovnen på 200 grader (alm. ovnvarme!)
Jomfruhummerhalerne brækkes af kroppen. Tarmstrengen trækkes ud.
Skyl halerne. Klip med en lille saks forsigtigt midt på “maven” til halespidsen. Og bred halen ud og læg den på bagepapir på en bageplade med undersiden opad.

Blend olivenolie, hvidløg og persille til en lidt grov konsistens og læg det på halerne med en lille ske.
Drys med lidt salt og peber.

Sæt pladen i ovnen i 5 minutter - ikke længere.
Nyd de lune haler med det tilbehør du foretrækker. 

lørdag den 18. juli 2020

Hyldeblomstvodka / Hyldeblomstsnaps🍸

Hyldeblomstsnaps lavet på masken fra hyldeblomsrsaftproduktionen giver så god mening, da det ellers er et restprodukt man bare kasserer.
Jeg bryder mig ikke om snaps eller andet rent spiritus, men denne søde snaps smager virkelig dejligt, intenst blomsteraftogt og egner sig godt som dessert aperitif.

HYLDEBLOMSTVODKA:
1 flaske vodka - bare den billigste du kan finde
Resterne fra din hyldeblomstsaft-produktion

Resterne fra hyldeblomstsaft-produktionen overhældes med vodkaen. Sæt film over skålen og stil den i køleskabet hvor den skal trække i 14 dage.
Sigt snapsen gennem et klæde og hæld den tilbage på flasken.
Nyd den iskold. 

torsdag den 16. juli 2020

Jordbærtærte - den bedste!


Jeg har netop købt en ny perforeret tærteform hos Nicoline ovre ved detgladekoekken.dk hun bor dejligt tæt på mig, så jeg tager ofte turen derhen efter bageartikler.
Jordbærtærten er inspireret af den smukke jordbærtærte fra nipunijulie.dk da jeg så den var jeg helt solgt og tænkte, at den måtte jeg forsøge at gøre efter.

Jeg har ændret lidt på den, ved bl.a. at reducere sukkermængden i mazarinmassen, væsentligt. Samt at lave en større portion chokoladeganache og lidt andre små justeringer.

Den er SUPER lækker og klart den bedste jordbærtærte jeg nogensinde har smagt.

Det er en tidskrævende kage at give sig i kast med, men den er hele indsatsen værd.
Jeg er totalt i fordybelse når jeg går i køkkenet og kreerer, hvadenten det er mad eller kager, det er  en dejlig mindful process for mig.

Jeg synes at mængderne passer perfekt til en 24 cm. springform. Bliver formen større, vil dit mazarinlag blive for tyndt (og måske for tørt?). Du kan selvfølgelig også vælge at lave kagerne i små portionsforme. Så vil jeg vurdere at der kan blive ca. 6.

Jordbærtærte til 8 pers i 24 cm. form;

konditorcreme:
2 dl. sødmælk
korn af 1 vaniljestang
3 æggeblommer
30 g. sukker
1/2 dl. sødmælk
25 g. maizena
2 dl. piskefløde (til flødeskum)

Mørdej:
300 g. hvedemel
80 g. flormelis
1 æg
175 g. koldt smør i tern
1/2 tsk. fint salt

Mazarinmasse:
140 g. blødt smør
100 g. sukker
de 3 æggehvider tilovers fra konditorcremen
100 g. smuttede, blendede mandler
125 g. groftrevet marcipan
1 nip fint salt

Chokoladeganache:
125 g. mørk chokolade
1/2 dl. piskefløde

Pynt: 1 bakke jordbær, høvlet hvid chokolade, spiselige blomster

Fremgangsmåde:
Start med cremen, den skal på køl et par timer inden brug.
2 dl. sødmælk, vaniljekorn samt den tomme vaniljestang varmes op i en lille gryde til lige under kogepunktet.
I en skål piskes de 3 æggeblommer med sukker, maizena og den 1/2 dl. mælk sammen til en klumpfri jævning. Den lune vaniljemælk hældes forsigtigt og langsomt i æggemassen imens du pisker godt. Hæld det hele tilbage i gryden og varm langsomt op til lige under kogepunktet, imens du bliver ved gryden og pisker hele tiden. Når cremen er tyknet som konsistens som ymer, tager du den straks af varmen og hælder i en kold skål. Læg et stykke plastfil ned på overfladen af den varme creme og sæt den på køl til den er helt kold.

Pisk fløden til skum. Pisk vaniljecremen godt igennem og vend flødeskummet deri. Sæt den tilbage på køl til den skal bruges.

Mørdej:
Alle de tørre ingredienser blandes. Det kolde smør smuldres i, til massen er grynet. Ægget slås ud deri og dejen samles hurtigt. Ikke ælte længe. Pres dejen flad og film den ind. Så på køl i en halv time.

Mazarinmasse:
smør og sukker piskes godt sammen. se 3 æggehvider tilsættes og der piskes godt igen, til massen er luftig. Tilsæt mandelmel, salt og revet marcipan og vend det forsigtigt sammen.

Mørdejen udrulles og formes i en bageform på 24 cm. resterende dej skæres fra (kan gemmes i fryseren eller bruges til hindbærsnitter) Mørdejen skal ikke forbages! Mazarinmassen fordeles over mørdejen og tærten bages midt i en 200 g. varm ovn i 15-20 min. eller indtil den er let gylden. Min kunne godt have fået et par minutter mere i ovnen, den er til den lyse side.
Afkøl den på køkkenbordet.

Chokoladeganache:
Hak chokoladen fint. Lun fløden, men den skal ikke koge. Hæld den varme fløde op i chokoladen og rør den blank og ensartet.
Smør chokoladen på kagen.

Fyld din konditorcreme i en sprøjtepose med stjernetyl og dekorer kagen med den.

Skyl jordbærrene og fjern stilken. Dup dem forsigtigt tørre. Skær dem i kvarte på den lange led og fordel dem i midten af kagen. Pynt med spiselige blomster og høvlet hvid chokolade -eller anden pynt du foretrækker. NYD!

Snittet i kagen..

onsdag den 8. juli 2020

Rødgrød med fløde♥️



Det er lige nu, at du kan høste danske sommerbær. Jeg gik en lille tur i haven her efter aftensmaden og plukkede ribs, solbær, skovjordbær og de sidste kirsebær, som de seneste dages regnvejr ikke havde ødelagt.
Det kom der lidt spontant denne dejlige aftendessert ud af. Jeg havde helt glemt hvor dejligt rødgrød smager. Det er en oplagt gæstedessert og du kan evt. bytte fløden uf med en god kugle vaniljeis.

Rødgrød med fløde til 4 pers.:

200 g. jordbær
125 g. brombær
125 g. solbær
100 g. ribs
125 g. hindbær
60 g. sukker
1 spsk. vaniljesukker
1 dl. vand
1 tsk. kartoffelmel

Tilbehør: fløde eller vaniljeis

Fremgangsmåde:
skyl bærrene. Rib solbær og ribs. Skær jordbærrene i halve eller kvarte, afhængig af hvor store de er.
Jordbær, solbær, ribs og brombær koges op med 1 dl. vand samt sukker og vaniljesukker. Kog i ca. 5 minutter og tag lidt saft fra gryden op i en lille skål og rør 1 tsk. kartoffelmel i og jævn grøden med det. Tilsæt de hele hindbær, rør forsigtigt rundt og tag straks gryden fra varmen.

Anret i dybe tallerkener og server med fløde eller vaniljeis.

søndag den 5. juli 2020

Surdejs kartoffel boller




Disse boller er de bedste jeg til dato har lavet, derfor måtte jeg bare dele opskriften med jer ;-)

Siden starten af 2020 har jeg nørdet i surdej. Dette indlæg skal ikke handle om surdej, det er et for stort og kompliceret emne. Og da jeg stadig er i læringsfasen, vil jeg helst ikke kloge mig på emnet endnu.
Opskriften her kræver en surdej, så har du ikke en selv, er det måske tiden at starte en op? ellers kan man hos nogle bagere (bl.a. Meyers) købe en lille bøtte surdej, så er man jo ligesom i gang.
Når du bager med surdej, bør det ikke være nødvendigt at tilsætte gær, men min surdej er stadig ung, så for en sikkerheds skyld, tilsætter jeg en lille smule gær. Flade boller er jo ikke interessante.

Jeg var for et par år siden på kursus hos Brødsheriffen.dk Et kursus jeg varmt kan anbefale, for Peter er nok den i danmark der har bedst styr på metoderne omkring surdej.

En surdejsbolle er det bedste (morgen)brød der findes. Det er utrolig svært at opdrive brød af denne kvalitet hos bagere på Fyn. Det eneste bageri, som jeg er bekendt med laver økologisk surdejsbrød, er Baguette i Svendborg. Det er trist! Hvad er der blevet af det gode gamle håndværk? Alt skal gå så hurtigt i dag....

Forleden da jeg ventede i bilen hos vores lokale bager, imens min søn og mand var i butikken efter doughnuts, kom en lastbil fra Valsemøllen og læssede sække af med mel til bageriet. På samtlige sække stod der "melmix" og "bagemix". Ved I hvad, jeg gider simpelthen ikke spise de rundstykker og brød som er lavet af sådan mel-mix, de er SÅ kedelige og lette som luft.
Så hellere et blødkogt æg og en skive øko-rugbrød fra Änglamark, med Thiese smør og vesterhavsost. Simpelt og godt.

Nå, men så må man jo bare i køkkenet og lave sine egne boller. Det tager et par dage at lave disse boller, da der skal ske en fermentering af dejen over et døgns tid.

Surdejsboller med kartoffel 12 store:

Surdej:
30 g. groft øko. mel (evt. Meyers eller Kragegaardens)
70 g. øko. hvedemel (evt. Meyers eller Kragegaardens)
100 g. lunkent vand
3 spsk. aktiv modersurdej

Selve basen for bollerne:
1/2 liter vand
hele din fordej
1 klump øko-gær på str. med et blåbær
300 g. kogte kartofler, revet
20 g. salt
100 g. groft øko. mel
500 g. hvedemel

majsgryn (til at bage bollerne på)

Fremgangsmåde:
To dage før du skal servere bollerne, laver du om aftenen din fordej. Bland ført begge typer mel og vand sammen, til det er uden klumper og rør så 3 spsk. surdej i. Hæld det i et rummeligt syltetøjsglas og sæt en elastik omkring glasset der hvor dejen når til. Så kan du holde øje med, hvor meget den har udviklet sig natten over. Den burde have hævet sig til dobbelt størrelse og boble med enten små eller store bobler.

Her er den netop blandet, til natten. 

Sådan ser den ud efter en nat. 

Nu starter du din dej op til boller.

Hæld 1/2 liter lunkent vand i en stor skål. Hæld din fordej i vandet. (fordejen skulle gerne kunne flyde i vandet, så er den som den skal være) tilsæt gær og begge typer mel og riv kartoflerne på et rivejern på den grove side og tilsæt dem også. Saltet venter du med!! vend dejen godt sammen med fingrene, til den er ensartet. Den er klistret og sådan skal den være. Du skal på intet tidspunkt bruge din røremaskine, det er håndarbejde du har gang i.
Nu skal dejen hvile i 1/2 time på køkkenbordet, til melet har suget al væsken til sig. Læg de 20 g. salt i en lille bunke ovenpå dejen, så glemmer du ikke at tilsætte det senere, men rør det endelig ikke sammen med dejen endnu, da salt trækker væske til sig.

Efter en halv time vender du forsigtigt dejen med din ene hånd. Træk dejen opad og fold den ind over sig selv 5-6 gange, med rolige bevægelser, du skal ikke ælte, kun strække og vende dejen.

Fortsæt med denne procedure 4-5 gange mere i løbet af dagen.
Olier en ny ren stor skål som kan rumme dejen og hæld den deri og læg film over. Sæt dejen på køl til næste dag.

Næste morgen strøer du mel på køkkenbordet og hælder din dej ud derpå.
Imens varmer du din ovn op til 300 grader. Den skal varme op i en time. Dejen ligger blot på bordet i den time og får stuetemperatur. 



Hvis du har et bagestål, så brug det. Det giver fantastisk sprødt brød. Jeg har et bagestål fra Diablosteel.com Det er et danskproduceret bagestål til en god pris og jeg kunne slet ikke undvære det. Har du ikke sådan et, så sæt din ovnbradepande i ovnen og varm den op i ca. 45 minutter.
Sæt et ovnfast fad i bunden af ovnen med kogende vand i. Dampen gør, at dit brød hæver ekstra godt.
Hak bollerne ud med en bagespartel og vend dem evt. i sort sesam (eller alm. sesam, birkes eller lign.) som jeg har gjort og lemp forsigtigt 6 boller over på det brandvarme stål (eller bageplade) strøet med majsgryn, så får du en ekstra sprød bund på dit brød.

Bag i ca. 15 minutter eller indtil bollerne er hævet flot. Så fjerner du fadet med vand fra ovnen, for de sidste minutter skal de brunes, og det sker ikke med damp i ovnen. Bag videre til de har god farve, tangerende til det brændte (husk at meget af smagen sidder i afbagningen/skorpen) Tag dem ud og køl dem af på en rist, imens du fortsætter med samme procedure med de sidste 6 boller.

torsdag den 2. juli 2020

Hjemmelavede flødekarameller med maldonsalt

Min 10 årige søn ville så gerne prøve at lave flødekarameller i går, så det blev et lille aftenprojekt for ham og jeg. 
Det kræver et sukkerthermometer og en god portion tålmodighed, men så får du også de dejligste bløde karameller til gengæld. 
Vi har brugt Mette Blomsterbergs opskrift og tilsat maldon salt. Saltet kan du sagtens udelade, men det giver større smag i karamellerne. 

Hjemmelavede flødekarameller 

1/2 liter piskefløde
250 g. hvidt sukker
125 g. glucosesirup
Flagesalt 

Fremgangsmåde:
Hæld alle tre ingredienser i en gryde med tyk bund. 
Kog langsomt op, imens du er ved gryden og rører rundt, så det ikke brænder på. Karamellen skal simre langsomt ved jævn varme. Det tager lang tid, så vær tålmodig og hold øje med det. 
Temperaturen skal op på 122 grader før den er klar. Men vigtigst af alt, skal karamellen være mørk, gylden og sej, og slippe grydens bund. Når den er det, er den færdig. 
Hæld karamelmassen i en beholder på ca. 18 x 18 cm. foret med bagepapir som er penslet med mad-olie. Og drys evt. lidt flagesalt på toppen. Afkøl karamellen helt inden du skærer den ud - gerne natten over. 
Hvis karamellerne skal foræres væk, kan du pakke dem ind enkeltvis i cellofan eller små stykker bagepapir. 
Du kan også overtrække karamellerne med mørk eller lys chokolade, det smager så godt. 

Sommerfrikassé 🥕

I aftes fik vi denne frikassé i en lidt hurtig version med kylling i stedet for den traditionelle med kalv, som virkelig også smager skønt, men kalv kræver lidt længere tilberedning. 

SOMMERFRIKASSÉ rigeligt til 2 sultne voksne;

1 pakke kyllinge inderfilet (ca. 200 g.) 
6 små nye sommergulerødder
1 håndfuld bønner 
3 dl. fine ærter (gerne fra frost) 
2 dl. vand
1 stor spsk. mel 
1 dl. piskefløde 
Salt og friskkværnet peber
1 stykke frisk peberrod
Lidt friske dildkviste

Tilbehør: nye danske kartofler eller kogt perlespelt 

Fremgangsmåde:
Nip bønnerne og damp dem i saltet vand i 4 minutter under låg. Tilsæt ærterne og varm dem med 1 minut. Dræn vandet fra i en sigte og lad det stå på køkkenbordet til du skal bruge det. 

I en dyb pande eller gryde smeltes 1-2 spsk. smør. Steg kyllingeinderfileterne (evt. delt i to) i smørret og tilsæt gulerødder i stykker på ca. 3-4 cm. og steg dem med et par minutter. Strø
mel på og ridt det med 1 minuts tid. Hæld 2 dl. vand på. Lad vandet reducere lidt og tilsæt fløden. Kog langsomt op og når sovsen tykner lidt tilsættes bønner og ærter og det hele varmes igennem. 
Smag til med
Salt, peber og friskrevet peberrod. 
Servér med et drys frisk dild.