Det her må være tæt på verdens bedste chokoladekage, eller i det mindste verdens mest ærlige chokoladekage, da den består af enkle gode ingredienser og er uden hvedemel.
Den kendte franske klassiker, som Michel Michaud er ophavsmand til, består af en bagt chokolademousse med en ubagt mousse på toppen, og det fungerer bare SÅ godt.
Michel kalder selv kagen for “den mest voldtagede kage” forstået på den måde, at kagen er blevet kopieret i utallige variationer. Denne er ingen undtagelse, da jeg har tilføjet vanilje og lidt flagesalt. Ellers er kagen original.
Kagen kan med fordel laves dagen før den skal spises, da den skal på køl og "sætte sig" for at blive helt perfekt.
Gateau Marcel:
200 g. mørk chokolade, hakket200 g. godt økologisk smør
200 g. sukker
6 æggeblommer fra friske øko. æg i str. L.
4 æggehvider fra samme æg
1 nip flagesalt
1 spsk. vaniljesukker.
Til topping: kakao og høvlet hvid chokolade
Fremgangsmåde:
Smelt smørret i en lille gryde ved svag varme. Tag gryden fra varmen og rør chokoladen i. Rør til massen er homogen. Afkøl til lillefingervarm.
Bland 100 g. af sukkeret med æggeblommerne og pisk det lyst og skummende. Tilsæt et nip salt.
Pisk hviderne stive. Tilsæt de resterende 100 g. sukker samt vaniljesukker og pisk godt igen.
Bland chokoladeblandingen i æggemassen lidt efter lidt.
Vend/fold de piskede hvider i chokoladeblandingen med en dejskraber.
Hæld det halve af moussen i en smurt og sukkerstrøet springform på ca. 22 cm. i diameter. Resten af moussen lader du stå på køkkenbordet med film over, imens kagen bager.
Bag kagen i en 175 grader varm ovn på 2. nederste ovnribbe i ca. 20 min. Kagen skal hæve sig, så er den færdig. Den vil falde lidt sammen i midten når den er afkølet.
Afkøl kagen helt og bred resten af moussen over. Sigt lidt kakao over kagen og drys hvide chokoladespåner over.
Chokoladespåner laves ved at trække en skarp kniv hen over den flade side af chokoladen.
Opbevar kagen på køl til den skal spises. Lav gerne kagen dagen før den skal serveres.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar