lørdag den 11. juni 2022

Banankage i stor ovnbradepande



Vi var fornylig til et klassearrangement i vores søns skole, hvor en af de andre mødre, Mette, havde denne lækre Banankage med. 

Børnene var ellevilde med den og den er bestemt også god og i rigelig mængde til at kunne brødføde en hel skoleklasse. 

Jeg har udskiftet kakaoglasuren med chokolade og sukkerreduceret den en del. Den er stadig god, bare sørg for at bruge meget modne bananer, som er fulde af smag og sødme. 

Banankage i ovnbradepande. Rigeligt til 20 pers.

5 æg, stuetemperatur 

500 g. sukker

1 spsk. vaniljesukker

250 g. smeltet smør

2 dl. piskefløde 

10 bananer 

3 tsk. bagepulver

700 g. hvedemel

Topping:

400 g. 70% chokolade + 40 g. øko. smør (ikke blandingsprodukt)

Fremgangsmåde:

Pisk æg og sukker sammen. Hæld fløde og det smeltede smør i. 

Skræl bananerne og læg dem i en rummelig skål. Kør den til mos med en stavblender. 

Tilsæt bananmos til æggeblandingen. Tilsæt vaniljesukker og bagepulver. 

Vend forsigtigt melet i dejen med en dejskraber. Vigtigt at melet ikke piskes i, men blot vendes i til dejen er ensartet. 

Hæld dejen i en stor ovnbradepande (den med højeste kanter) og bag kagen ved 180 grader i ca. 35 min. eller indtil den er gylden og en kødnål kommer ren op, når den stikkes i midten af kagen. 

Smelt smørret ved lav varme i en lille gryde. Bræk chokoladen i mindre stykker og læg dem i det smeltede smør. Rør rundt indtil chokoladen er smeltet. 

Smør chokoladen på den afkølede kage. 


2 kommentarer:

  1. Det lyderikke som om, du var fan af kagen “den var bestemt også god”

    SvarSlet
    Svar
    1. Jo jeg er bestemt fan af kagen! Vh. Eva

      Slet