søndag den 19. november 2017

Valgflæsk


På tirsdag ved Kommunalvalget er denne ret nok på menüen i mange hjem.

Retten er jo som bekendt danmarks nationalret, om det er den titel værdig, vil jeg ikke udtale mig om, men hjemme hos os, er den i hvert fald meget populær, hos både store og små.

Jeg steger altid flæsket i ovnen, det giver en god ensartet sprødhed.
Jeg pensler det med smør, på den måde, begynder flæsket hurtigere at stege i stedet for at koge, hvilket får det til at smide fedtet og blive sprødt.

Du kan også med fordel stege flæsket i havegrillen, husk så drypbakke under risten, samt at bruge låget på grillen, ellers går det nemt ild i det fede kød.

Valgflæsk til 4 personer:
800 g. stegeflæsk i skiver
20 g. smeltet smør
salt & peber

Persillesovs:
6 dl. sødmælk
25 g. smør
3 store spsk. mel
50 g. persille (grundigt skyllet!)
1,5 tsk. groft salt ca. smag dig frem, måske skal der bruges lidt mere

Tilbehør:
1 kg. kogte kartofler og evt. syltede rødbeder

Fremgangsmåde:
Tænd ovnen på 200 grader.

Beklæd en ovnbradepande med bagepapir. Læg flæsket tæt sammen på pladen og pensl med smeltet smør. krydr oversiden med groft salt salt og friskkværnet peber.

Lad flæsket stege i 30 min. Hæld fedtet fra og vend det. Pensl med smør på den anden side også og krydr. igen med salt og peber.
Steg videre i ca. 30 min. eller indtil flæsket er sprødt. Hæld evt. fedt fra en eller to gange mere.

Sæt kartoflerne til at koge i saltet vand.

Hak persillen fint.

Til sovsen smeltes smør ved svag varme i en tykbundet gryde. Tilsæt melet og pisk det godt sammen. Tilsæt mælken gradvist imens du pisker konstant. Når sovsen har passende konsistens tilsættes persillen og der smages til med salt og peber.

Server flæsket med de kogte kartofler og persillesovsen.

søndag den 12. november 2017

Brunsvigermuffins


I sidste weekend fik jeg en rigtig lækker brunsvigermuffin ved morgenmadsbuffet´en på Stella Maris
Dejen var meget smørfed i forhold til den brunsvigerbund jeg normalt laver, men den fungerede rigtig godt, til det sirupsagtige fyld, så jeg tænkte, at jeg måtte kunne genskabe en lignende muffin.

Det fik jeg så gjort i dag, den smager dog ikke helt ligesådan, men mere karamelagtig og intens i smagen. Rikke, som var en af de piger jeg serverede dem for i dag, sagde at den smagte præcis som brunsvigersneglene hos bageriet "BRØD" (som ligger i Vestergade & Kongensgade i Odense) og det er et kæmpe kompliment, for bedre brunsvigere findes ikke, efter min mening, både hvad angår deres brunsvigerstykker og brunsvigersnegle.

Jeg har tilføjet lidt muscovadosukker til remoncen, det giver en lækker karamelagtig sticky topping, som har svage toner af lakrids.

Jeg har bagt muffins´ene i en silicone-muffinsform og et par stykker i papirsforme. Det fungerer ikke med papirsforme, her brænder sukkeret fast i bunden.

Brunsvigermuffins 15 stk.:

Dej:
75 g. økologisk smør fra Thise
1,5 dl. mælk
1 spsk. vaniljesukker
1/4 tsk. salt
15 g. sukker (ca. 2 spsk.)
25 g. øko. gær
250 g. sigtet speltmel (kan erstattes af hvedemel)

Remonce:
100 g. smør
150 g. farin
30 g. muscovadosukker
2 spsk. sirup
1 spsk. vaniljesukker

Fremgangsmåde:
Smelt smørret ved svag varme i en gryde. Tilsæt mælken og varm op til "lillefingervarm".
Hæld mælkeblandingen op i en røreskål og tilsæt salt, sukker og vaniljesukker. Smuldr gæren heri og lad det hele opløse.
Tilsæt melet og ælt dejen godt. Den er til den klistrede side, men sådan skal den være.
Drys et tyndt lag mel over dejen og lad den hæve i ca. 20 min.

Lav remoncen imens dejen hæver; smelt smørret for svag varme i en lille gryde, tilsæt farin, sirup, muscovadosukker og vaniljesukker. Lad remoncen afkøle lidt.

Smør en muffinsform af silicone med smør. Vej 30 g. dej af pr. muffin og fordel dejen i 15 forme. Tryk dejen flad i formene og lav derefter fordybninger med fingrene.

Læg en spiseskefuld remonce ovenpå hver muffin og lad dem efterhæve et lunt sted i ca. 45 min.

Tænd ovnen på 210 grade og bag muffins´ene på anden nederste ovnrille i ca. 10-12 minutter.

Lad muffins´ene hvile i ca. 5 min. og lemp forsigtigt hver enkelt ud på et fad med en gaffel. Det remonce der ligger tilbage i formene, flyttes over på toppen af muffins´ene med en ske.

Server dem lune med en kop varm chokolade med flødeskum.

torsdag den 9. november 2017

Bløde smørbagte pizzasnegle


Min søn har i flere måneder talt om disse pizzasnegle, som han har fået serveret flere gange hos sin veninde.
Nu har jeg lokket opskriften ud af venindens mor, katrine, og vi har bagt vores første portion i dag.
De smager virkelig godt, de er så bløde og lækre pga. den forholdsvis store mængde smør der er i dem.
Jeg har freestylet lidt i opskriften, ved at halvere gærmængden og tilføje lidt ekstra fyld.

Bløde smørbagte pizzasnegle, ca. 24 stk.:
150 g. smør (rigtigt smør, ikke blandingsprodukter!)
2,5 dl. mælk
1 spsk. sukker
1 tsk. salt
25 g. gær
500 g. mel

Fyld:
200 g. kogt skinke i strimler
200 g. revet emmentaler
2 dl. god tomatketchup
tørret oregano

1 æg til pensling

Fremgangsmåde:
Smelt smørret med salt og sukker. Tilsæt mælken og varm op til "lillefingervarm"
Smuldr gæren heri og når den er opløst tilsættes melet.
Ælt dejen igennem og del den i to ligestore dele.

Rul dejen ud til 2 rektangler på ca. 35 x 25 cm. Fordel ketchup ud over dejen og drys med oregano, skinkestrimler og ost. Rul sammen til 2 roulader og skær stykker af ca. 3 cm.

Læg sneglene på 2 bageplader med bagepapir. Fold snippen ind under dejen og tryk den let flad.
Lad dem hæve et lunt sted i 1 time.

Pensl med sammenpisket æg og bag ved 230 grader varmluft i ca. 10 minutter eller indtil de er gyldne og lækre.
Opbevares på køl derefter.