torsdag den 23. december 2021

Årets julecocktail 2021

 


Jeg har eksperimenteret med forskellige varianter af julecocktails gennem den seneste måned og nu er jeg endelig kommet frem til en (for os) perfekt drink. 

Den smager af jul og hvis du selv vil prøve den, så skynd dig at smide julekrydderier i en whisky, så de kan nå at trække smag de næste dage. Mest optimalt er, at de trækker i en måneds tid eller gerne længere. 

Årets julecocktail 2021 til 2 pers.:

Først tager du en flaske whisky (det behøver ikke være en kostbar flaske) og smider 10 kryddernelliker, en kanelstang, revet appelsinskal fra en godt vasket øko appelsin - brug din kartoffelskræller og undgå at få for meget af det bitre hvide med, samt 6 kardemommekapsler. Lad det trække i mindst et par dage og gerne i en måned eller mere. 

4 cl. af din julekrydrede whisky

4 cl. Cointreau

6 cl. vaniljesirup

6 cl. friskpresset lime

1 frisk æggehvide

Pynt: tørret appelsin / en lille rosmarindusk, drysset med flormelis

Til glassenes kant: 2 spsk. hvidt sukker blandet med 2 spsk. vaniljesukker. 

Isterninger

Fremgangsmåde:

Hæld whisky, cointreau, vaniljesirup, lime og æggehvide i en shaker sammen med 6 isterninger. 

Ryst kraftigt i 15 sekunder..

Tryk glassenes kant ned på et stykke vådt køkkenrulle og derefter over i sukkeret blandet med vaniljesukker, så kanten bliver sukker-dekoreret (det glemte jeg så at gøre, derfor ingen sukkerkant på foto😬)

Læg en enkelt isterning i hver champagneskål. Sigt drinksene halvt fordelt i hvert glas, uden at isen du har shaket med, følger med. 

Pynt med en skive tørret (eller frisk) appelsin og en lille dusk frisk rosmarin, drysset med flormelis (sne)



mandag den 20. december 2021

Banh Mi Sandwiches med grillet svinekød



Den asiatiske Banh Mi Sandwich er helt klart vores yndlingssandwich herhjemme for tiden. 

Jeg smagte sandwichen for første gang for snart 5 år siden, hvor søde Hanh som er indehaver af Banh Mi Saigon i Søndergade, forærede mig en. 
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle forvente af sådan en sandwich, så jeg var virkelig overrasket og helt blown away. 
Den smager helt specielt pga. fivespice krydderiet i det karamelliserede svinekød og smager helt anderledes end andre sandwiches man kender. 

Nu har vi med tiden eksperimenteret lidt, med både stegeflæsk og svinemørbrad og er enige om, at den fedtfattige mørbrad nok er det vi synes bedst om, i hvert fald når vi laver sandwichen selv herhjemme. 

Krydderierne kan købes hos asiatiske købmænd, og gider du ikke gøre den ulejlighed, så lad være at lave denne sandwich, for krydderierne er grundstenene i den gode originale smag. 

Men køb ingredienserne og lav den, bare lav den, be be!

Banh Mi Sandwiches til 4 pers.;
2 svinemørbrad, afpudset
Marinade til kød:
3 spsk. ketchup
3 spsk. sød hoisinsauce
1 spsk. sesamolie
1 tsk. sukker
1 fed presset hvidløg
1 spsk. fivespice krydderi (se foto nedenfor)
1 spsk. seasoning pork (se foto nedenfor)
2 spsk. soya
Friskkværnet peber

4 mellemstore gulerødder
1 dl. eddike
1 dl. vand
1,5 dl. sukker
Friskkværnet peber

Spicy Mayo:
2 dl. Hellmanns Mayo
3 spsk. sød hoisinsauce 
1 tsk. sriracha sauce
1 forårsløg, finthakket

1 agurk i skrå skiver
1 bundt koriander
Frisk chili - rød eller grøn 

4 hvide flütes (evt. de billige vakuumpakkede fra Netto)


Maggi seasoning. 

Seasoning for pork

Fivespice krydderi

Sød hoisinsauce


Fremgangsmåde:
Skær de afpudsede mørbrad i skiver på 1/2 cm. 
Rør marinaden til kødet sammen og læg kødet i en frysepose og hæld marinaden ved. Massér kødet godt i marinaden og lad det trække på køl i mindst et par timer eller gerne natten over. 

Skær gulerødderne i julienne. Kog eddike, vand, sukker og peber op og hæld det over gulerødderne. Lad dem marinere på køkkenbordet imens resten klargøres.

Rør mayonnaisen sammen med hoisinsauce, sriracha og forårsløg.  

Grill kødet på en grillpande eller steg det på en alm. pande. Det skal kun have ca. 1 minut på hver side. Hold det varmt imens du steger resten af kødet.  

Bag flütsene efter pakkens anvisning.  

Skær flütsene halvt igennem og tag noget af indmaden ud. Flûtsene skal kun fungere som en sprød skal om kødet. 

Strint flütsene med maggi seasoning og smør med spicymayo. Læg et lag sukkersyltede gulerødder i bunden, så det grillede svinekød og til sidst agurk og koriander. 

Nyd din sandwich med det samme🤍

fredag den 17. december 2021

Guldcigarer med brændte mandler

 

Forleden lagde Tobias Hamann et billede op af nogle lignende chokolader, dog uden opskrift, og det gav mig lyst til prøve at lave dem selv. 

Det kræver et digitalt sukker-termometer hvis du skal kaste dig ud i at lave dem, da chokoladen skal tempereres, ellers vil den ikke slippe formene og ej heller blive flot blank. 

Det er ikke særlig svært at temperere, det skal bare lige prøves, så ved man hvad man har med at gøre.

Der skal ligeledes bruges kageplast, det kan købes i større supermarkeder bl.a. i Super Brugsen, har jeg set. 

De smager virkelig godt og er ganske svære at holde fingrene fra!

Guldcigarer ca. 10-12 stk. 

2,5 dl. Mandelsplitter

1/2 dl. sukker

1 dl. vand

200 + 40 g. lys guldbarre fra Toms 

Revet skal fra en øko. appelsin 

Spiseligt guldstøv, evt. fra Mill & Mortar

Fremgangsmåde:

Start med at lave rørene af kageplast. Klip passende stykker af plast-rullen og form som rør, som fæstnes med tape. Stil rørene på en bageplade med bagepapir. 

Kog sukker og vand op, til en tynd sirup. Det tager kun 2 min. Tag gryden fra varmen og rør mandelsplitterne i den varme sirup. Lad dem trække der imens ovnen varmes op til 200 g. (Alm. ovnvarme) 

Sigt siruppen fra mandlerne og bred dem ud på en bageplade med bagepapir. 

Bag dem i 7-8 min. eller ind til de er let gyldne. Hold øje med dem, ovne varmer forskelligt. 

De 200 g. af chokoladen hakkes groft og lægges i en plastskål/beholder, som kan gå i microovnen. Vigtigt at den er af plast, da porcelæn bliver varmt og vil påvirke temperereringen. 

De resterende 40 g. chokolade hakkes meget fint (dette gøres nemmest med en savtakket kniv) gem denne portion chokolade til at pode den smeltede chokolade med - forklaring følger. 

De 200 g. chokolade smeltes langsomt i microovnen i intervaller af 10 sekunder. Rør i chokoladen hver gang du tager den ud af ovnen. Mål chokoladens temperatur hver gang du tager den ud. Når temperaturen er 45 grader er du klar til at pode den. 

Rør nu den finthakkede chokolade i den smeltede chokolade. Rør rundt til chokoladen er helt smeltet og massen er homogen. Tag temperaturen igen, du skal ramme 27/28 grader. Når chokoladen rammer det punkt, sætter du den i microovnen igen - denne gang kun i intervaller af 5 sekunder, til chokoladen rammer 30 grader, så er den tempereret færdig og er klar til brug. 

Du skal med det samme røre mandelsplitterne i chokoladen sammen med den fintrevne appelsinskal. 

Fyld chokolademassen i dine rør. Det gøres nemmest med en lidt spids thé-ske og du kan presse lidt efter med en kødnål eller strikkepind. Du skal arbejde lidt hurtigt, da chokoladen hurtigt størkner. Her er det smart at være 2 om det. 

Lad chokoladerne tørre helt, før du forsigtigt befrier dem fra plasten. 

Pensl dem med fint spiseligt guldstøv. 

Opbevar chokoladerne køligt, dog ikke i køleskab, der har chokolade ikke noget at gøre. 




søndag den 12. december 2021

Langtidsstegt Ribbensteg

 


Er Du til kamsteg eller ribbensteg?

Jeg sværger til ribbensteg, da den er mest saftig. Find en mager udskæring og langtidssteg den, så smelter meget af fedtet væk under tilberedningen og Du får det saftigste kød. 

Køb kød af god kvalitet, både for smagens skyld og for dyrevelfærd. En glad og fri gris smager virkelig så meget bedre end en konventionel. 

Opskrift:

1 mager ribbensteg 

Salt og peber

Fløde, ribsgelé, kulør, maizena. 

Fremgangsmåde: 

Tjek om sværene er skåret helt igennem. Ellers skær dem igennem.

Læg stegen i en ovnbradepande med sværen nedad. Hæld kogende vand ved, til det står halvt op om stegen. Salt stegen på undersiden. 

Sæt stegen i en 110 grader varm ovn.

Giv stegen en time i ovnen. 

Tag den ud og salt den godt imellem sværene. Sæt et stegetermometer i, så nålen er i midten af stegen. Sæt den tilbage i ovnen (stadig ved de 110 grader) 

Når temperaturen er på 65 grader, tager du stegen ud og skruer ovnen op på 250 grader. Imens hældes fonden fra, i en lille gryde. 

Stegen stilles nu på en rist tilbage i ovnen v. 250 grader. Og steger videre til sværen er sprød. Stegen er færdig med en centrumstemperatur på ca. 80 grader.

Fjern fedtet som ligger i overfladen af fonden med en ske. 

Kog fonden lidt ind og tilsæt lidt fløde. Smag til med ribsgelé, og evt. mere salt og peber. Tilsæt kulør og jævn den lidt med maizena rørt op med vand. 


onsdag den 1. december 2021

Gl. dags Ølkage med appelsinsmør

 

Gammeldags ølkage minder lidt om honningkage og smager rigtig dejligt at jul, selvom jeg synes den hører den kolde tid til og ikke kun juletiden. 
Kagen er en gammel sønderjysk kage. 

1 ølkage i rugbrødsform:

400 g. mørkt muscovadosukker
3 dl. øl evt. Albani 1859 (eller porter / mørkt hvidtøl)
1/2 dl. kærnemælk 
1 tsk. kanel
1 tsk. stødt ingefær
1 tsk. stødte nelliker
1 tsk. natron
Appelsinskal fra en øko. appelsin
1/2 tsk. fint salt
500 g. mel

Appelsinsmør:
80 g. godt økologisk smør (ikke blandingsprodukt) 
Revet skal fra en øko. appelsin, som er godt vasket.
2 spsk. appelsinsaft fra samme appelsin

Fremgangsmåde:
Hæld øl og kærnemælk i en skål. 
Tilsæt sukker & krydderier. 
Vask appelsinen godt i neutral sæbe eller opvaskemiddel og skyl den godt og tør den. Riv skallen fint og tilsæt det til skålen. Rør til sidst mel i.

Hæld dejen i en smurt rugbrødsform på ca. 27 x 13 cm. 
Bag kagen midt i en 175 grader varm ovn i ca. 55 min. Mærk om kagen er fast i midten, så er den færdig. 

Rør appelsinsmørret sammen.

Lad kagen køle helt af og server den i skiver med appelsinsmør på. 



tirsdag den 30. november 2021

Marengsroulade med vilde bær og marcipan


Skøn marengsroulade, som slet ikke er svær at lave. Du kan evt. udskifte blåbærrene med vilde brombær, det smager også dejligt. Lav gerne rouladen dagen før den skal spises, så den når at trække smag. 


Roulade til ca. 10 pers.
5 æggehvider fra æg i str. M.
1,5 dl. sukker
150 g. hasselnøddekerner
1 dl. mel

1,5 dl. vilde blåbær fra frost 
2 spsk. sukker

2,5 dl. piskefløde 
70 g. revet marcipan
40 g. hakket mørk chokolade 
1 dl. blåbær

Overtræk: 40 g. smeltet mørk chokolade
Pynt: spiselige blomster

Fremgangsmåde:
Pisk æggehviderne stive med sukkeret. 
Blend hasselnødderne til fint nøddemel. Tilsæt hvedemel til nøddemelet og vend det i marengsen.

Beklæd en ovnbradepande med bagepapir. Smør lidt madolie på bagepapiret og drys et tyndt lag sukker over. Fordel nøddemarengsen ud på hele pladen i et jævnt lag.

Bag bunden midt i ovnen ved 175 grader i ca. 12-15 min. Den skal være en smule gylden, men ikke for meget. 

Lad bunden køle helt af, inden du forsigtigt vender den og trækker bagepapiret af. 

Læg den afkølede bund på et nyt stykke bagepapir med bagsiden opad.

Kog 1,5 dl. blåbær med 2 spsk. sukker i et par minutter. Lad det køle helt af. 

Pisk fløden til blødt skum og vend de kogte afkølede blåbær deri. 

Bred flødeskummet ud over bunden. Riv marcipanen ud over det hele og drys med 1 dl. blåbær og hakket chokolade. 

Rul forsigtigt rouladen sammen, på den brede led. Brug bagepapiret til hjælp. 

Sæt rouladen på køl imens du smelter chokoladen.

Hæld den smeltede chokolade i en sprøjtepose og klip et lille hul og dekorer rouladen med fine, tætte chokoladestriber.

Pynt med spiselige blomster.





fredag den 5. november 2021

Chokolademuffins med 3 slags chokolade

 




Kender du de lækre store chokolademuffins som man kan få på gode kaffebarer? 

Sådan luftige, kakaointense med store chunks af chokolade i. 

Sådan nogle har min søn og jeg skabt i går. De er virkelig gode og med ekstra meget god chokolade i. 

De er faktisk endnu bedre i dag, hvor de er kolde, så træder chokoladen mere frem i dem. Chokoladen er Gold chokolade (karamelliseret hvid chokolade som smager som karamel) lys chokolade og mørk chokolade, alle 3 slags fra Callebaut, som jeg altid har på lager. Summerbird’s Amber chokolade er også en super lækker karamelliseret hvid chokolade, som måske er nemmere at opdrive end callebaut. 

Det betaler sig at bruge en kakao af god kvalitet, evt. Valrhona, det gør en forskel for smagen! 

Chokolademuffins med 3 slags chokolade; 8 store; 

1 stort æg (stuetempereret)

100 g. brun farin

50 g. rørsukker

1 spsk. vaniljesukker 

1 tsk. bagepulver

1 tsk. natron

1/2 tsk. flagesalt 

40 g. kakao

75 g. blødt smør - ikke blandingsprodukt, ægte smør!

100 g. 18% creme fraiche 

3/4 dl. sødmælk

150 g. chokoladeknapper (eller grove chunks) jeg tilsatte 50 g. Gold chokolade - 50 g. mælkechokolade samt 50 g. mørk chokolade

125 g. mel

Til drys: chokoladeknapper samt groft rørsukker

Fremgangsmåde:

Tænd ovnen på 195 g. alm. ovnvarme. 

Pisk ægget med farin, rørsukker og vaniljesukker. Pisk med en håndmixer til det bliver sejt og luftigt. 

Tilsæt bagepulver, natron, salt og kakao. Pisk det godt sammen. 

Rør cremefraiche, smør og mælk i og derefter de 3 slags chokolade. 

Vend til sidst melet i med en dejskraber. 

Fyld dejen i 8 store muffinsforme (evt. dem fra Coop, de er fra Änglamark og uden kemi) 

Drys med lidt chokoladeknapper (eller grofthakket chokolade) samt groft rørsukker.



Bag muffinsene i en 195 grader varm ovn i ca. 25 min. eller indtil en kødnål kommer ren ud, når den stikkes i midten af kagerne.



Kagerne opbevarer jeg i en kold ovn. Hvis de stadig ikke er spist efter et par dage, skal de i en lukket beholder i køleskabet. 



tirsdag den 5. oktober 2021

Æblegelé med vanilje

 

Jeg elsker æblegelé! Det smager lidt som frugtvingummier, sødt og mildt i smagen. 

Det er mit yndlingssyltetøj nr. 1, stærkt efterfulgt af hybenmarmelade og brombærsyltetøj.

Æblegelé spiser jeg på et rundstykke med ost eller på pandekager, det smager virkelig dejligt. 

Du kan også servere æblegelé sammen med et ostebord og bruge den som smagsgiver i sauce, især vildtsauce. 

Det er bedst at bruge grønne umodne æbler til gelé. De indeholder nemlig mest pectin, som er det kulhydrat, som får geléen til at stivne. 


Disse æble er plukket i et vildt hegn, men har du mulighed for at gå en tur langs nedlagte jernbaneskinner, vil du helt sikkert finde gamle æbletræer med grønne, sure æbler. 

Æblegelé 2-3 glas:

1 kg. umodne æbler 

9 dl. vand

Korn fra 1/2 vaniljestang 

Ca. 700 g. sukker

Atamon eller cognac til skylning af glas. 

Fremgangsmåde:

Æblerne vaskes godt. De skæres i kvarte og stilk og blomst fjernes. Kernehuset behøver du ikke skære fra. 

Læg æblerne i en gryde og hæld 9 dl. vand på. 

Lad æblerne koge ved svag varme under låg i 15-20 min. 

Læg et rent viskestykke over en stor sigte i en rummelig skål  og hæld æblerne deri. Lad dem stå på køkkenbordet og dryppe af i 2 timer. 

Knug viskestykket efter de 2 timer, så mest muligt saft kommer ned i skålen. Kasser æblerne og hæld saften i en rengjort gryde og tilsæt sukker, den halve vaniljestang, samt vaniljekornene som du har skrabet ud forinden. 

Lad saften stå og småkoge/reducere uden låg, til det begynder at tykne lidt og blive lyserødt i farven. Lav en geléringtest, når du fornemmer, at det er ved at være færdigt. 

Skyl skoldede sylteglas med atamon eller cognac og hæld din gelé på. Lad geléen køle helt ned før du sætter låg på. 

Geleringstest:

Geleringstesten bruges til at teste om geléen vil sætte sig, når den er kølet helt ned.
Start med at komme en tallerken i fryseren, så den er helt kold, til når du skal lave geleringstesten.


Tag en skefuld af den varme gelé og kom den på den kolde tallerken fra fryseren, hvis den stivner så man kan trække en finger igennem og den ikke flyder helt sammen igen, så er geléen som den skal være. 

søndag den 3. oktober 2021

Æblemazarin🍎

 

Det kolde og grå vejr giver mig bageabstinenser. 

Jeg havde ellers besluttet mig for, at jeg skulle have en periode uden kager, for at nedsætte mit sukkerindtag, men jeg kan simpelthen ikke lade være med at bage. Det er så hyggeligt og mindfuldt og i går så denne kage dagens lys, da jeg havde vildt meget lyst til æblekage. 

Kagen er moist og lækker og her på 2. dagen er den stadig god, efter at have overnattet i den kolde ovn. 

Æblemazarin til ca. 8 pers.:

150 g. smør, stuetempereret (godt øko. smør, ikke blandingsprodukt)
85 g. sukker
1 spsk. vaniljesukker
1 tsk. bagepulver 
1/2 tsk. salt
3 æg 
160 g. marcipan, revet groft
70 g. mel

Topping: 
250 g. æblebåde (vægt uden skræl og kernehus)
40 g. farin
1 spsk. kanel

Strøelse: Lidt groft rørsukker

Tilbehør: 38% cremefraiche rørt med rigeligt vaniljesukker

Fremgangsmåde:
Pisk smør og sukker sammen. Tilsæt æggene et ad gangen og pisk til massen er homogen. Ikke pisk for meget. 
Tilsæt vaniljesukker, bagepulver og salt. Rør marcipanen i. 
Sigt melet i dejen og vend forsigtigt sammen med en dejskraber. 

Krøl et stykke bagepapir sammen og fold det ud igen (så er det nemmere at forme) for en bageform ca. 20x25 cm. med bagepapiret. Har du ikke en form i den str. kan en springform på ca. 24 cm. bruges. 
Fordel dejen i formen og bank den et par gange mod køkkenbordet, så den fordeler sig og bliver ensartet i overfladen. 

Æblebådene skæres i ca. 2 mm. tykkelse og lægges på et fad. Bland kanel og farin og drys det ud over æblebådene som forsigtigt vendes rundt i kanelsukkeret, til alle er dækket.
 
Æblebådene fordeles i lag tæt op ad hinanden ovenpå dejen. De skal kun trykkes let ned i dejen, ellers hæver dejen op over dem under bagning. 


Drys æblerne med lidt groft rørsukker og sæt kagen i en 185 g. varm ovn (alm. ovnvarme) midt i ovnen. Bages i ca. 25 min. eller indtil den er let gylden på toppen og en kødnål kommer ren op, når den stikkes i midten af kagen. 

Nyd den lune kage med vanilje-cremefraiche👌🏻


  


onsdag den 22. september 2021

Kaiserschmarrn 🤎 Østrigske pandekager

 

Kaiserschmarrn, yndlingsdesserten fra Østrig, men som også fås mange steder i Tyskland, bl.a. i Harzen. 
Den har jeg nydt mange af, på skiferier i tidens løb. 

Jeg fik til opgave at finde en treretters tysk menü, til en tidligere kollega, Claus, og så gik det op for mig, at opskriften ikke var på bloggen, så det er den nu😊

Jeg holder allermest af desserten med lun vaniljecreme til. I dag blev tilbehøret en sød æblemos, da jeg havde lavet det i går af havens nedfaldsæbler. 
En kugle god vaniljeis er også lækkert til. 

Dejen kan med fordel laves i god tid, og opbevares på køl til den skal steges, så har du en nem og hurtig dessert. 

Opskriften er til 2 pers. for det er hvad en stor pande kan rumme. Skal du lave til 4 pers. bliver du således nødt til at stege af to omgange (og doble opskriften, selvfølgelig)
Rosiner kan du udelade, hvis du ikke bryder dig om dem. 

Kaiserschmarrn til 2 pers. 

50 g. rosiner opblødt i 3/4 dl. Rom eller Cognac eller kogt vand (kan udelades)
3 æg delt i blommer og hvider
1/2 vaniljestang 
1 spsk. sukker
1/2 tsk. salt
2,5 dl. sødmælk
30 g. smeltet smør
130 g. mel

Lun vaniljecreme:
4 æggeblommer
4 dl. sødmælk
40 g. sukker
1 tsk. majsstivelse
1/2 vaniljestang 

20 g. smør til at stege i

Tilbehør: flormelis til at drysse på / mandelflager
Evt. vaniljeis eller æblemos.

Fremgangsmåde:
Rosinerne overhældes med den valgte spiritus eller vand, og trækker på køkkenbordet imens du laver dej. 

Æggeblommer piskes med 1 spsk. sukker samt vaniljekorn. Tilsæt mælk og mel og pisk igen. Tilsæt salt og det smeltede smør. 

Pisk hviderne stive og vend dem i dejen med en dejskraber. 

Varm en stor pande op på middel varme. Smelt smørret og hæld hele pandekagemassen på. 
Sigt rosinerne fra “lagen” og drys dem ud over pandekagen. (Den frasiede spiritus gemmes os nydes senere)
  
Lad pandekagen stivne halvt og begynd at separere den med en palet og siden to spiseskeer til du har mange små stykker pandekage. Når alt dej er gennembagt slukkes for varmen og der drysses 3-4 spsk. sukker over. 

Anret pandekagestykkerne i to skåle og drys mandelflager på samt lidt flormelis, gennem en sigte. 

Vaniljecreme: 
Mælken lunes med vaniljekorn i en lille gryde. 
Pisk æggeblommer, sukker og majsstivelse sammen i en skål. Pisk det i en lune mælk og lad det langsomt varme op (uden at koge!h til cremen begynder at tykne. Du skal blive ved gryden og piske hele tiden. 

Server vaniljecremen til de lune Kaiserschmarrn.






lørdag den 18. september 2021

Squashbrud


Hvad skal man dog bruge alle de squash til, som man bliver beriget med, med blot en enkelt squashplante i sin nyttehave? 

Det har ofte været en udfordring hjemme hos os. I år har jeg dog ikke dyrket noget som helst i min kolonihave, pga. en længerevarende stressygemelding. Men jeg fik 2 mellemstore squash af vores gode naboer i sidste uge. 

Den ene bliver stegt på panden med smør og hvidløg i morgen og halvdelen af den anden har jeg i dag tryllet om til squashbrud, som minder meget om bagerens gulerodsbrud. 

De er lige kommet ud af ovnen og vi har nydt en med koldt smør her til frokost. 

18 store squash-brud:

65 g. godt økologisk smør (ikke blandingsprodukt)

5 dl. vand

40 g. sukker

25 g. gær

1 spsk. vaniljesukker 

45 g. sesamfrø

80 g. solsikkekerner

10 g.  flagesalt

1 æg (stuetemperatur)

280 g. groftrevet squash (er den meget våd så kram den)

100 g. sigtet speltmel 

825 g. hvedemel

+ ekstra til samling af brud:

1 æg (stuetemperatur) - sesamfrø - solsikkekerner - revet squash (mængde ikke angivet, drys på slump, se foto nedenfor)

Fremgangsmåde:

Smørret smeltes ved svag varme i en lille gryde. Vandet tilsættes og varmes op til “lillefingervarmt” 

Hæld væsken i en røreskål og tilsæt gær, sukker og vaniljesukker. Når gæren er opløst tilsættes salt, sesamfrø, solsikkekerner, revet squash samt æg. Pisk det sammen og tilsæt sigtet speltmel og derpå hvedemel. 

Kør dejen på røremaskine ved høj hastighed, indtil dejen slipper skålens kanter. Lad dejen hæve i 30-40 min. under et klæde. 

Bred dejen ud på et meldrysset bord. 

Lav en fordybning i midten af dejen og slå ægget ud deri. 

Drys en håndfuld sesamfrø ud over dejen og ligeledes en håndfuld solsikkekerner. Riv lidt squash udover også. 


Fold dejens sider ind over ægget et par gange. Hak dejen godt igennem på kryds og tværs med en dejskraber. 

Den gennemhakkede dej hakkes nu ud i ca. 18 portioner og flyttes over på 2 bageplader med bagepapir.


Lad bruddene efterhæve i ca. 45 min. uden at de er tildækkede. Men stil dem gerne et lunt sted.  

Tænd ovnen på 210 grader varmluft. Bag begge plader i ca. 15-18 min. eller indtil de er gyldne. 

Afkøl på en rist og nyd med koldt smør👌🏻

onsdag den 8. september 2021

Gulerodskage med flødeostfrosting - verdens bedste!

 

3 forsøg skulle der til, før denne kage sad lige i skabet. 

Mine kriterier for den perfekte gulerodskage er, at der er en pæn højde på kagen, at den indeholder både valnøddekerner OG rosiner, at den er moist, at den er godt krydret og sidst men ikke mindst, at der er et gavmildt lag flødeostfrosting på toppen. 

Kagen er uimodståelig god, i al beskedenhed! 

Så leder du efter den BEDSTE gulerodskage behøver du ikke lede længere! 

Gulerodskage til 12-14 pers.:

4 æg, stuetempererede

2,5 dl. rapsolie

200 g. farin

150 g. hvidt sukker

1 spsk. vaniljesukker

1 spsk. kanel

2 tsk. bagepulver

1/2 tsk. stødte nelliker

1/2 tsk. stødt muskatnød

1 tsk. flagesalt

300 g. groftrevet gulerod

220 g. ananas, kørt til mos i blender 

75 g. kokosmel

150 g. rosiner

100 g. grofthakkede valnøddekerner  

275 g. mel

Flødeostfrosting:

200 g. friskost, stuetempereret - ikke light!!

100 g. mascarpone, stuetempereret 

30 g. blødt smør

120 g. flormelis

1/2 vaniljestang, kornene derfra

Fremgangsmåde:

Tænd ovnen på 180 grader (alm. ovnvarme)

Æg, olie, begge slags sukker, vaniljesukker og krydderier piskes let sammen til en homogen masse. Gerne med k-spaden på røremaskine. 

Tilsæt blendet ananas, revne gulerødder, kokos, hakkede valnøddekerner og rosiner. 

Tilsæt melet og rør let sammen - melet skal kun lige røres ind i dejen, der skal ikke piskes grundigt. 

Krøl et stykke bagepapir sammen og fold det ud igen (på den måde er det nemmere at forme) Form bagepapiret i en springform på 25 cm. Olier bunden af bagepapiret og hæld dejen deri. 

Bag kagen midt i ovnen i ca. 50 min. til 1 time. Ovne varmer forskelligt, så hold øje med kagen. Når en kødnål kommer ren op, når den stikkes i midten af kagen, er den færdig.

Lad kagen afkøle helt inden du lægger frosting på. 

Frosting: 

Pisk friskost, mascarpone og smør luftigt med en håndmixer. Tilsæt vaniljekorn og flormelis og pisk igen, til det bliver lidt mere fyldigt og luftigt. 

Top det på kagen og drys evt. grofthakkede valnøddekerner på. Jeg toppede ligeledes med lidt hybenrosesukker. 

Opbevar kagen på køl i tætsluttende beholder. 

Herunder er kagen doblet op og bagt i bradepande, så er der til 24 pers. Den er pyntet med marcipangulerødder, af marcipan æltet med pastafarve og flormelis. Gulerødderne er lavet af min 12 årige🥕





Hybenrosesukker

 

Hybenrosesukker er smukt aromatisk kagepynt, som gør sig godt på bl.a. hindbærsnitter, lagkager og også som sukker i thé, hvis man bruger det. 

Og se lige farven!! Det er min yndlingsfarve, synes simpelthen den er så rar at se på. 

Det tager ingen tid at lave hybenrosesukker, hvis man lige ser bort fra tørretiden. 
Sukkeret kan tørres over et par timer i ovnen ved lav varme, men jeg lufttørrer det altid. Jeg synes det holder bedst på både smag og farve på den måde. 

Du kan finde hybenroseblade helt hen til starten af oktober. Men de blomstrer mest gavmildt i august. 

1 glas hybenrosesukker:

250 g. hvidt sukker
20 g. pink blade fra hybenroser

Fremgangsmåde:
Bred bladene fra hybenroser ud på køkkenbordet og gå dem efter for små dyr. De skal ikke skylles. 

I en foodprocessor/minihakker køres sukker og hybenroseblade til “granulat” 
Bred det ud på et stykke bagepapir og lad det tørre et døgns tid på køkkenbordet. Det skal være knastørt. 
Separer sukkeret med dine fingre og hæld det i en tætsluttende beholder. 
Hvis det opbevares køligt og mørkt holder det på både farve og smag i lang tid.  


tirsdag den 7. september 2021

Asiatiske Kødboller i teriyakisauce med nudler

 

Asiatiske kødboller er og bliver en favorit hjemme hos os. 

Denne gang serveret med teriyakisauce, som vi elsker. Gider du ikke lave den selv. Fås den bedste i glas hos Bar Sushi. 

Asiatiske kødboller i teriyakisauce til 4 pers.:

Kødboller:

500 g. hakket kalv/flæsk

1 dl. kokosmælk (ikke light!)

1 spsk. fiskesauce 

1 rød chili, finthakket

1 spsk. friskrevet ingefær

1 fed hvidløg, fintrevet

1 tsk. salt

Friskkværnet peber

1/2 dl. mel

Teriyakisauce:

2 dl. lys soyasauce

3 spsk. mirin (risvinseddike)

145 g. brun farin

1 spsk. friskrevet ingefær

1 rød chili, finthakket

1 spsk. sesamolie

Tilbehør:

300 g. risnudler 

2 bundter spæde gulerødder

2 poser sukkerærter 

4 forårsløg, i tynde skiver

Peanuts 

Evt. revet frisk gulerod vendt i sukker/eddike

Fremgangsmåde:

Rør kødet med kokosmælk, fiskesauce, ingefær, hvidløg, chili salt & peber. Tilsæt melet til sidst. 

Varm lidt olie op på en rummelig pande og steg kødboller på str. med valnødder. Ryst panden jævnligt, så de får stegeskorpe over det hele. 

Læg kødbollerne op i en dyb tallerken og tør panden af. 

Gulerødderne skrubbes rene og halveres på langs. Steg dem gyldne i en blanding af smør og olivenolie på begge sider. 

Til teriyakisaucen piskes alle ingredienserne sammen og hældes på panden. Lad det simre svagt, til det tykner lidt. Smid kødbollerne tilbage i panden og varm dem igennem i saucen.

Imens overhældes risnudlerne med kogende vand (tilsat groft salt) og trækker under låg indtil de er møre. 

Sukkerærterne koges op i 1 min. 

Anret risnudler med kødboller i teriyakisauce, sukkerærter og gulerødder. Drys peanuts og forårsløg over. 








søndag den 29. august 2021

Ølpandekager

 


Har du smagt pandekager med øl?
Det giver dejligt sprøde kanter og bare rolig, de smager ikke af øl.
Alkoholen fordamper under bagningen, så de kan sagtens serveres for børn. 
Her i huset er de meget populære hos både store os små og er stort set altid på morgenbordet i weekenden. 

Ølpandekager ca. 10 stk. 

3 æg
1,5 dl. øl (evt. Albani 1859)
210 g. hvedemel
3 dl. mælk
10 g. sukker
1 tsk. salt
1 tsk. bagepulver
1/2 tsk. kardemomme

Til stegning: smør

Toppingforslag:
Koldt smør & sukker
Citronsaft og sukker
Nutella, kokos & banan
Æblegelé 
Sirup
Syltetøj 
Is

Fremgangsmåde:
Æg og øl piskes sammen i en skål. 
Tilsæt mel og pisk godt, til alle klumper er væk. 
Tilsæt mælk og resten af ingredienserne. 

Varm en stegepande godt op og smelt 1 tsk. smør for hver pandekage du steger. Sørg for at de bliver perfekt gyldenbrune på begge sider. 

Nyd med den topping du foretrækker. 




mandag den 16. august 2021

Boganmeldelse Asian Style af Louisa Lorang

 

{reklame}
Jeg har været så heldig, at få denne bog tilsendt af forlaget Lindhardt & Ringhof, til anmeldelse. 

Jeg er STOR fan af det asiatiske køkken og rimelig velbevandret i asiatiske retter, så har glædet mig til at se og vurdere bogen. 

Bogen har et bredt udsnit af gode personlige livretter fra især det vietnamesiske køkken, men også fra det japanske, med gode fyldige bouillonsupper, nudelretter, salater, sprøde snacks og basisopskrifter på dip’s og marinader. Især sidstnævnte er noget som kan være svært at freestyle selv, så det afsnit er jeg særlig glad for. 

Grunden til at jeg elsker smagene i det asiatiske køkken er, at der er så meget smæk på smagen af de krydderier som bruges, f.eks. stjerneanis, koriander, chili, nelliker, fiskesauce, eddike osv. og så bruges der en del sukker i marinaderne, det kan jeg rigtig godt lide.  

Det er mad som ligger let i maven, da tilbehøret oftest er ris. 

I skrivende stund har jeg kun lavet Bahn Mi sandwiches fra bogen, og de blev SUPER lækre! 

I forvejen har jeg en opskrift på Banh Mi med kødboller på bloggen som ses HER!  Så det er første gang jeg selv prøver at lave sandwichen med grillet sødt svinekød som jeg mange gange har smagt hos “Bahn Mi Saigon” hos Hahn på Vesterbro i Odense. Og jeg må sige at Louisas opskrift lever 100% op til forventningen om, hvordan sådan en sandwich skal smage. Derfor har jeg valgt at viderebringe denne opskrift til jer. 

De kommende dage skal jeg fra bogen prøve at lave, Bao


 Yndlings dampede boller med sticky gris (fotos fra bogen)

Samt Bibimbap, som er en japansk risbowl som jeg også elsker! (Foto fra bogen)

Du finder også opskrifter på Phad Thai, Poké Bowl, Wontonsuppe, Gyoza’s , Okonomiyaki, Katsu Curry og meget andet lækkert i bogen. 

En virkelig lækker bog, som jeg har lyst til at lave ALT fra. Mine bedste anbefalinger til “Asian Style - Små og store retter” af Louisa Lorang. 

Bogen udkommer d. 23. august 2021 men der kan allerede nu forudbestilles et signeret eksemplar HER!

Opskrift fra Asian Style på Banh Mi med grillet gris: 

4 sandwiches:

4 hvide flütes 

4 svinekoteletter

1 tsk. five spice krydderi

1 fed hvidløg

2 spsk. ketchup 

3 spsk. hoisinsauce 

1 spsk. flydende honning

2 tsk. sesamolie

2 spsk. soja

Fyld i flütsene:

God mayonnaise 

Evt. Maggie seasoning, eller soja

1 grøn chili i tynde skiver 

Lidt frisk koriander og mynte

Agurkeskiver 

Sriracha chilisauce 

Limebåde

Syltet gulerod og kinaradisse:

1 kinaradisse, mellemstor

3-4 store gulerødder 

2 stk. groft salt

3 dl. sukker

3 dl. eddike - lager eller risvinseddike

1 dl. koldt vand

Skær kinaradisse og gulerødder i grove juliennestabe stave. 

Kom dem i en si og drys med salt. Lad det trække i 15 min. 

Kog sukker og eddike op i en lille gryde. Tag gryden fra varmen, tilsæt vandet og lad lagen køle af. 

Skyl grøntsagerne og dup dem tørre. 

Fyld dem på et skoldet syltetøjsglas, hæld lagen over. Lad dem trække i 2 dage. Har du ikke tid til at vente 2 dage, så hæld varm lage over grøntsagerne og lad dem trække i 20 min. så er de klar til brug. 

Fremgangsmåde grillet gris:

Hak hvidløg fint og bland det med ketchup, hoisin, honning, sesamolie, soja og five spice. 

Flæk koteletterne. Bank dem let flade og vend dem i marinaden. Lad dem trække i 15 min. på køkkenbordet, eller natten over på køl. 

Grill koteletterne på en varm grillpande, til de er akkurat gennemstegte. 

Banh Mi: lun flütsene til de får en meget sprød og brun overflade. Flæk dem halvt igennem, tag gerne lidt ad indmaden ud. Smør dem med mayonnaise og dryp med lidt maggie eller soja. 

Fyld dem med kød, syltet kinaradisse & gulerødder, agurk, chili, koriander, mynte, chilisauce og med limebåde til. 

Nyd! 







mandag den 9. august 2021

Grillede marinerede peberfrugter

 

Vi har spist en del Italiensk mad denne sommer. Flere forskellige pastaretter, pizza og småretter har vi nydt på terrassen. Jeg er blevet ret glad for de simple retter, med få ingredienser lavet af gode råvarer. 

Peberfrugterne her er ingen undtagelse. Den lokale brugs havde tilbud i går, så jeg lavede denne portion, som blev nydt til lidt stegt laks. 

Du kan servede dem som en del af et tapasbord, i en salat eller som tilbehør til kød eller fisk. De smager himmelsk👌🏻

Grillede peberfrugter: 

3 store røde peberfrugter

Marinade:

2 spsk. god olivenolie

1 spsk. hvidvins- eller æbleeddike

1 spsk. friskpresset citronsaft 

1/2 tsk. flagesalt

4 omgange peber fra kværn

Drys: frisk salvie

Fremgangsmåde:

Peberfrugterne vaskes godt og halveres. Stilk, kerner samt hvide lameller fjernes. Læg dem med skindsiden opad på bagepapir og sæt dem i en 250 grader varm ovn. 

Bag dem i 25-30 min. eller indtil skindet er sort. 

Læg dem i en lufttæt beholder med det samme og lad dem ligge og dampe af der i 1/2 times tid.

Træk forsigtigt skindet af og læg fileterne på en tallerken/fad. 

Pisk marinaden sammen og hæld den over fileterne. 

Drys med frisk salvie. 

Kan holde sig en uges tid på køl i lufttæt beholder. 


fredag den 30. juli 2021

Byens Bedste Burger

 

Byens bedste burger plejer jeg at kalde denne burger. Den er nemlig lige så god som en god burger i byen. 

Der er ikke specielle ingredienser i den, den er klassisk men med gode råvarer. 

Med godt kvalitetskød, hjemmelavet dressing og hjemmebagte briocheboller kommer du altså langt. 

Jeg har ikke angivet mængder i opskriften, så vurder selv hvor mange der spiser med. Hos os plejer mændene at spise to burgere og kvinderne spiser 1. 

Byens bedste burger: 

Godt kvalitets oksekød med fedtprocent på min. 12% beregn 200 g. pr. bøf

Lyserød hjemmelavet burgerdressing

Hjemmebagte brioche burgerboller

Ketchup, LIDL’s øko. ketchup er min yndlings (ellers Heinz)

Cornichons

Cheddar eller blåskimmelost

Rødløg 

Crispsalat

Tomater 

Evt. bacon 

Fremgangsmåde: 

Form bøfferne så de er store og relativt flade. Krydr dem godt med salt og peber. 

Grill dem kort på hver side på en meget varm grill. 

Byg din burger op i briochebolle som du ønsker den. Rigeligt med den gode dressing, ketchup osv. 

Klatkager

 

Klassiske klatkager af rester af risengrøden fra i forgårs. Det laver vi ofte her hos os. 

Klatkager:

Ca. 4 dl. kold risengrød
2 æg
3/4 dl. mel
1 spsk. vaniljesukker
1/2 tsk. fint salt

Smør til stegning 

Fremgangsmåde:
Pisk æg, salt og vaniljesukker godt ind i den kolde grød.  
Tilsæt mel. 

Steg små klatkager gyldne i rigeligt smør på en varm pande. 
Server med sirup og flormelis. 


lørdag den 24. juli 2021

Klassisk hummus


 En god klassisk hummus som er cremet og lækker og med moderat smag af hvidløg, sådan kan vi bedst lide den. 

Spis den som dip til et nybagt foccaciabrød, som fyld i fladbrød, pitabrød eller på et stykke rugbrød. Sidstnævnte udgør oftest min frokost. 

Klassisk hummus dip til 4 pers.

1 dåse øko. kikærter, drænet og skyllet

1 fed hvidløg 

1 tsk. flagesalt

1 tsk. stødt spidskommen

1 nip chiliflager 

1/2 dl. vand

2 spsk. tahin 

God koldpresset olivenolie 1/2 - 1 dl. 

Fremgangsmåde: 

Kikærterne køres i foodprocessoren sammen med vand, hvidløg, tahin og krydderier. Spæd til med olivenolien til konsistensen er god og cremet. 

Smag til om der skal mere salt eller krydderier i

Hjemmelavet Tahin


Hvad gør man, når man står midt i at lave hummus og opdager, at man er gået tør for tahin?

Man skynder sig selvfølgelig at lave en portion og det er heldigvis både nemt og hurtigt. 

Tahin er sesamsmør med en ristet og let bitter smag. Den er uundværlig i hummus men jeg bruger den også i dressinger. 

Hjemmelavet Tahin (lille portion)

100 g. øko. sesamfrø

1 tsk. flagesalt

4 spsk. god koldpresset olivenolie

Fremgangsmåde:

Rist sesamfrøene gyldne på en pande. 

Kør dem til “pasta” i en minihakker/foodprocessor. 

Det tager lidt tid før sesamfrøene smider olie og massen bliver sammenhængende. 

Tilsæt flagesalt og tilføj olien gradvist, til konsistensen er god. 

Opbevar din tahin på køl tildækket, hvor den kan holde sig i ca. 14 dage. 

fredag den 23. juli 2021

Limoncello Spritz

 


Vores eftermiddage her i ferien er ofte blevet nydt på terrassen med en drink. 
I dag med en limoncello spritz, som er sød citronlikør blandet med prosecco og masser af is. Perfekt til sommerdage. 

Limoncello Spritz til 1 pers.:

6 cl. Limoncello (italiensk citronlikør)
8 cl. Prosecco 
4 cl. Danskvand (kan udelades)
6 store isterninger 
1 stilk frisk rosmarin samt 1 skive citron 

Fremgangsmåde:
Læg isterningerne i et rummeligt glas. 
Tilføj limoncello, derpå prosecco og evt. lidt danskvand. 
Læg en skive citron i samt 1 stilk frisk rosmarin.
Nyd!


søndag den 11. juli 2021

Aperol Spritz

 



En Aperol Spritz er nok en af de drinks jeg oftest vælger. Jeg er ikke til for søde drinks, og nyder den balance der er i denne, med let bitterhed og lidt frisk sødme fra en solmoden appelsin.  

Aperol Spritz 1 glas: 

Masser af isterninger

6  cl. Aperol

8 cl. prosecco

6 cl. sportsvand (bare den billige udgave. Jeg bruger den sukkerfri fra Rema1000) 

2 halve skiver øko. appelsin

Hæld isterninger i et rummeligt glas. Hæld Aperol, prosecco og sportsvand på. Læg appelsinskiver i - nyd. 


søndag den 27. juni 2021

Pizza Bianco - kartoffelpizza

 

Jeg kan slet ikke få armene ned over, hvor godt den her pizza smager.  

Dejen er ikke engang lavet på surdej, men den er alligevel perfekt. Jeg var bare heldig i dag, med at alt bare spillede godt sammen.

Selv min kød-elskende mand måtte bøje sig og indrømme, at kartoffelpizzaen er en af de bedste pizze han har smagt og at den overgik de øvrige to pizze jeg havde lavet med hhv. oksekød og parmaskinke.

Vidste du, at pizza i flertal hedder pizze?  

Pizza Bianco til 4 pers.:

3 dl. lunkent vand

20 g. øko. gær

3 spsk. olivenolie

1 spsk. sukker

2 tsk. flagesalt

Ca. 475 g. tipo OO pizzamel

3 mellemstore kartofler

100 g. friskrevet parmesanost 

250 g. mascarpone

4 stilke frisk rosmarin

Flagesalt 

Fremgangsmåde:

Opløs gæren i det lunkne vand. Tilsæt olie, salt og sukker. 

Tilsæt mel og ælt dejen på røremaskine i 8-10 minutter. 

Lad dejen hæve i 30 min. under et klæde. 

Vask og skrub kartoflerne men lad skrællen være på, hvis den er pæn.

Snit dem i skiver på et mandolinjern eller meget tyndt med en skarp kniv. 

Læg kartoffelskiverne i en skål og hæld koldt vand ved. Udskift vandet flere gange, til alt stivelsen er skyllet væk. Hæld nyt koldt vand på og lad dem udvande i 10 min. Hæld vandet fra og dryp dem af i en sigte. (Du behøver ikke duppe dem tørre) læg kartoffelskiverne på et rent viskestykke.

Del dejen i 4 kugler. Form hver dejkugle til en pizzabund. 

Sæt mascarponen i microovnen i 10-15 sekunder, så bliver den blød og nemmere at arbejde med. Smør mascarpone ud på bundene i et jævnt lag - ikke for tykt og ikke for tyndt, lidt ligesom tandsmør på et rundstykke. 

Læg kartoffelskiver så de dækker hele pizzabunden, bortset fra ca. 2 cm. ud til kanten. Drys lidt flagesalt over. 

Drys 25 g. friskrevet parmesan ud over hver pizza og til sidst grofthakket rosmarin. 

Bag 1 pizza ad gangen i en 250 grader varm ovn (varmluft) jeg har et bagestål, som for mig er uundværligt. Har du ikke et bagestål, så opvarm din ovnplade 1/2 time i ovnen før brug. 

Bag dine pizze i ca. 12 min. pr. stk. 

onsdag den 23. juni 2021

Ovnbagt S’mores dip


I aften er det Skt. Hans. 

Og for en gangs skyld, lover vejrudsigten tørvejr☀️

Har du ikke adgang til et bål eller en bålplads, kan du lave dette lækre fad i ovnen, som vil glæde både store og små. 

Lav bare rigeligt, for selvom det ser ud til at der er til mange, er det min erfaring, at fadet hurtigt får ben at gå på. 

Jeg har brugt mælkechokolade i dag, men det kan sagtens laves med mørk chokolade, hvis du foretrækker det. 

Ovnbagt S’mores dip:

1 pose marshmallows

250 g. lys guldbarre fra Toms (min favorit)

1 spsk. smør

Tilbehør: kiks - vi foretrækker grove runde kiks fra Rema1000 

Fremgangsmåde:

Tænd ovnen på 200 grader. Tag et fad, evt. et tærtefad og læg chokoladen samt 1 spsk. smør deri. Sæt det i den varme ovn i 3 min. Tag fader ud og rør smør og chokolade sammen. Fordel det nogenlunde jævnt i en cirkel i midten af fadet. Lad 2-3 cm. ud til kanten være fri. 

Placer marshmallows oven på chokoladen. Start i midten og byg op i en ring udad mod fadets kanter. 


Sæt fadet tilbage i ovnen - midt i ovnen og bag videre i 5-7 min. eller indtil overfladen er gylden. Hold øje med ovnen, husk at ovne varmer forskelligt.

Server med det samme med kiks. Pas på, det er varmt.