søndag den 27. juni 2021

Pizza Bianco - kartoffelpizza

 

Jeg kan slet ikke få armene ned over, hvor godt den her pizza smager.  

Dejen er ikke engang lavet på surdej, men den er alligevel perfekt. Jeg var bare heldig i dag, med at alt bare spillede godt sammen.

Selv min kød-elskende mand måtte bøje sig og indrømme, at kartoffelpizzaen er en af de bedste pizze han har smagt og at den overgik de øvrige to pizze jeg havde lavet med hhv. oksekød og parmaskinke.

Vidste du, at pizza i flertal hedder pizze?  

Pizza Bianco til 4 pers.:

3 dl. lunkent vand

20 g. øko. gær

3 spsk. olivenolie

1 spsk. sukker

2 tsk. flagesalt

Ca. 475 g. tipo OO pizzamel

3 mellemstore kartofler

100 g. friskrevet parmesanost 

250 g. mascarpone

4 stilke frisk rosmarin

Flagesalt 

Fremgangsmåde:

Opløs gæren i det lunkne vand. Tilsæt olie, salt og sukker. 

Tilsæt mel og ælt dejen på røremaskine i 8-10 minutter. 

Lad dejen hæve i 30 min. under et klæde. 

Vask og skrub kartoflerne men lad skrællen være på, hvis den er pæn.

Snit dem i skiver på et mandolinjern eller meget tyndt med en skarp kniv. 

Læg kartoffelskiverne i en skål og hæld koldt vand ved. Udskift vandet flere gange, til alt stivelsen er skyllet væk. Hæld nyt koldt vand på og lad dem udvande i 10 min. Hæld vandet fra og dryp dem af i en sigte. (Du behøver ikke duppe dem tørre) læg kartoffelskiverne på et rent viskestykke.

Del dejen i 4 kugler. Form hver dejkugle til en pizzabund. 

Sæt mascarponen i microovnen i 10-15 sekunder, så bliver den blød og nemmere at arbejde med. Smør mascarpone ud på bundene i et jævnt lag - ikke for tykt og ikke for tyndt, lidt ligesom tandsmør på et rundstykke. 

Læg kartoffelskiver så de dækker hele pizzabunden, bortset fra ca. 2 cm. ud til kanten. Drys lidt flagesalt over. 

Drys 25 g. friskrevet parmesan ud over hver pizza og til sidst grofthakket rosmarin. 

Bag 1 pizza ad gangen i en 250 grader varm ovn (varmluft) jeg har et bagestål, som for mig er uundværligt. Har du ikke et bagestål, så opvarm din ovnplade 1/2 time i ovnen før brug. 

Bag dine pizze i ca. 12 min. pr. stk. 

2 kommentarer:

  1. Bare så lækker

    SvarSlet
  2. Mange tak Annette, jeg er også vild med den kh eva

    SvarSlet