Jeg er STOR fan af det asiatiske køkken og rimelig velbevandret i asiatiske retter, så har glædet mig til at se og vurdere bogen.
Bogen har et bredt udsnit af gode personlige livretter fra især det vietnamesiske køkken, men også fra det japanske, med gode fyldige bouillonsupper, nudelretter, salater, sprøde snacks og basisopskrifter på dip’s og marinader. Især sidstnævnte er noget som kan være svært at freestyle selv, så det afsnit er jeg særlig glad for.
Grunden til at jeg elsker smagene i det asiatiske køkken er, at der er så meget smæk på smagen af de krydderier som bruges, f.eks. stjerneanis, koriander, chili, nelliker, fiskesauce, eddike osv. og så bruges der en del sukker i marinaderne, det kan jeg rigtig godt lide.
Det er mad som ligger let i maven, da tilbehøret oftest er ris.
I skrivende stund har jeg kun lavet Bahn Mi sandwiches fra bogen, og de blev SUPER lækre!
I forvejen har jeg en opskrift på Banh Mi med kødboller på bloggen som ses HER! Så det er første gang jeg selv prøver at lave sandwichen med grillet sødt svinekød som jeg mange gange har smagt hos “Bahn Mi Saigon” hos Hahn på Vesterbro i Odense. Og jeg må sige at Louisas opskrift lever 100% op til forventningen om, hvordan sådan en sandwich skal smage. Derfor har jeg valgt at viderebringe denne opskrift til jer.
De kommende dage skal jeg fra bogen prøve at lave, Bao
Yndlings dampede boller med sticky gris (fotos fra bogen)
Samt Bibimbap, som er en japansk risbowl som jeg også elsker! (Foto fra bogen)
Du finder også opskrifter på Phad Thai, Poké Bowl, Wontonsuppe, Gyoza’s , Okonomiyaki, Katsu Curry og meget andet lækkert i bogen.
En virkelig lækker bog, som jeg har lyst til at lave ALT fra. Mine bedste anbefalinger til “Asian Style - Små og store retter” af Louisa Lorang.
Bogen udkommer d. 23. august 2021 men der kan allerede nu forudbestilles et signeret eksemplar HER!
Opskrift fra Asian Style på Banh Mi med grillet gris:
4 sandwiches:
4 hvide flütes
4 svinekoteletter
1 tsk. five spice krydderi
1 fed hvidløg
2 spsk. ketchup
3 spsk. hoisinsauce
1 spsk. flydende honning
2 tsk. sesamolie
2 spsk. soja
Fyld i flütsene:
God mayonnaise
Evt. Maggie seasoning, eller soja
1 grøn chili i tynde skiver
Lidt frisk koriander og mynte
Agurkeskiver
Sriracha chilisauce
Limebåde
Syltet gulerod og kinaradisse:
1 kinaradisse, mellemstor
3-4 store gulerødder
2 stk. groft salt
3 dl. sukker
3 dl. eddike - lager eller risvinseddike
1 dl. koldt vand
Skær kinaradisse og gulerødder i grove juliennestabe stave.
Kom dem i en si og drys med salt. Lad det trække i 15 min.
Kog sukker og eddike op i en lille gryde. Tag gryden fra varmen, tilsæt vandet og lad lagen køle af.
Skyl grøntsagerne og dup dem tørre.
Fyld dem på et skoldet syltetøjsglas, hæld lagen over. Lad dem trække i 2 dage. Har du ikke tid til at vente 2 dage, så hæld varm lage over grøntsagerne og lad dem trække i 20 min. så er de klar til brug.
Fremgangsmåde grillet gris:
Hak hvidløg fint og bland det med ketchup, hoisin, honning, sesamolie, soja og five spice.
Flæk koteletterne. Bank dem let flade og vend dem i marinaden. Lad dem trække i 15 min. på køkkenbordet, eller natten over på køl.
Grill koteletterne på en varm grillpande, til de er akkurat gennemstegte.
Banh Mi: lun flütsene til de får en meget sprød og brun overflade. Flæk dem halvt igennem, tag gerne lidt ad indmaden ud. Smør dem med mayonnaise og dryp med lidt maggie eller soja.
Fyld dem med kød, syltet kinaradisse & gulerødder, agurk, chili, koriander, mynte, chilisauce og med limebåde til.
Nyd!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar