tirsdag den 26. marts 2024

Påske Rocky Road Roulade

 

En lækker roulade, som både kan bruges som dessert ved påskefrokosten eller blot nydes med kaffegæster🐣

Påske Rocky Road Roulade til 8 pers.:

Bund:
6 æg
100 g. sukker
35 g. kakao
15 g. mel
1/2 tsk. fint salt

Fyld:
3 dl. piskefløde
1 spsk. vaniljesukker 
6 knuste bastognesmåkager (eller kryddersmåkager fra Rema)

1/2 dåse Dulce de leche (karamel) 

Topping:
100 g. smeltet chokolade
1 håndfuld ristede hasselnødder
Knuste påskeæg
Små marshmallows 

Fremgangsmåde:
Del æggene i blommer og hvider. 
Pisk blommerne med sukker og salt til massen er cremet. Vend kakao og mel i. 
Pisk hviderne stive og vend dem i æggemassen. 

Spray et stykke bagepapir med olie og drys et tyndt lag mel på. Fordel dejen på pladen, så den fylder næsten det hele. 
Bag ved 180 grader alm. ovnvarme i 10-12 min. 
Lad bunden afkøle. Læg et stykke bagepapir på bunden og vend den, ved hjælp af en anden bageplade. Træk forsigtigt bagepapiret af. 

Pisk fløden med vaniljesukker til en fast skum. Hak bastognesmåkagerne groft og vend dem i flødeskummet. 

Smør karamel på bunden og fordel flødeskummet øverst. Rul forsigtigt rouladen sammen på den lange led. Den skal ikke trykkes når du ruller, men nærmest løftes, så fyldet ikke presses ud. 

Fordel smeltet chokolade på toppen og drys toppingen på. 
Lad den hvile på køl til den skal nydes

tirsdag den 19. marts 2024

Rosmarin & Citronmarineret kylling i airfryer

 

Vi er simpelthen blevet så glade for vores airfryer. Det tog mig lang tid at bliver overbevist om, at jeg skulle presse endnu en køkkenmaskine ind i min samling, men denne er altså kommet for at blive. 

Udover at den er strømbesparende ift. ovnen, så tilbereder den and, flæskesteg, pommesfrites, tempurarejer, paneret kylling, forårsruller, morgenbrød fra frost, som croissanter og rundstykker - til perfektion. Vi har den faktisk i gang hver eneste dag. 

I dag har vi spist denne marinerede kylling, som var så saftig indeni og sprød udenpå, virkelig lækker! Slut med at lave kylling i ovnen fra nu af. 

Sprød, saftig kylling til 4 pers.:

1 frilands eller øko. kylling på ca. 1,6 kg. 

Marinade:

1/2 dl. god olivenolie

1 spsk. tørret rosmarin eller 4 spsk. frisk

1 fed hvidløg, presset

1 tsk. himmalayasalt 

6 omgange peber fra kværn

Saft og skal af en øko. citron

Fremgangsmåde:

Citronen vaskes grundigt og tørres. Riv skallen af & pres citronen.  Bland citronsaft med olivenolie, rosmarin, salt og peber. 

Kyllingen skylles, soigneres for overflødigt skind i åbningerne og gumpen klippes af. Læg den i en frysepose og hæld marinaden ved. Masser den godt i posen. 

Læg på køl i mindst 5 timer, men gerne natten over. 

Kyllingen lægges i airfryeren med brystsiden nedad. Halvdelen af marinaden fra posen hældes over og der drysses med flagesalt. Steg kyllingen ved 180 g. i 25 min. 

Vend kyllingen og hæld resten af marinaden over og drys med flagesalt. Steg videre i 25 min. 

Lad kyllingen hvile i 10 min. uden at være overdækket. 


tirsdag den 5. marts 2024

Måltidssalat med perlespelt & panerer kuller

Indlægget indeholder reklamelinks

En lækker mættende måltidssalat med den gode panerede kuller fra Nordfra.com Vi er blevet helt vilde med den hvide fisk, som godt nok er lidt dyrere, end fisk fra supermarkedet, men som slet ikke kan sammenlignes i kvalitet. Fisken er saftig og lækker, lidt som torsk både i smag og konsistens, meget, meget lækker! 

Og så er kulleren bæredygtig fanget med line på Færøerne.

Rødbederne, dressingen og de langtidsbagte tomater kan med fordel laves 1-2 dage før salaten skal serveres, så tager det ikke lang tid at samle den.  

Måltidssalat med perlespelt og kuller til 4 pers.: 

4 stykker paneret kuller

4 dl. perlespelt + 2 hønsebouillonterninger

2 stængler bladselleri, i tynde skiver

4 håndfulde ristede & saltede cashewnødder

2 avocadoer, halverede og i tynde skiver

1 dl. oliven 

1 lille aubergine 

Lidt god fetaost i blok 

4 håndfulde rucola

4 mellemstore rødbeder 

Vinaigrette til rødbeder:

4 spsk. god olivenolie - 2 spsk. æbleeddike - 1 spsk. honning - 1 tsk. dijonsennep - salt & peber 

500 g. små søde cherrytomater 

Olivenolie - sukker - salt & peber 

Tahindressing:

4 spsk. tahin 

2 spsk. honning

3/4 dl. friskpresset citronsaft 

2 fed hvidløg, presset

1/2 tsk. salt

Friskkværnet peber

Vand

Fremgangsmåde:

Halver tomaterne og læg dem på bagepapir på en bageplade med skæresiden opad. Spray lidt olivenolie over dem og drys med sukker, lidt salt og peber og bag dem ved 120 grader varmluft i 2 timer. Sæt på køl til de skal bruges. 

Rødbederne koges i saltet vand i en time og afkøles. Skrab skindet af og skær dem i mundrette stykker. 

Pisk vinaigretten sammen og lad rødbederne trække deri til de skal spises. Gerne natten over. 

Skyl perlespelten godt i koldt vand. Hæld den i en gryde og hæld vand på, så det står 3 cm. over perlespelten. Læg 2 hønsebouillonterninger i og kog i 20 min. Hæld perlerne i en sigte og lad dem dryppe af. Hæld dem tilbage i gryden og rør en god klar smør i. 

Auberginen skæres i 2 cm. tykke skiver som halveres. Drys dem med salt og lad dem trække en halv times tid, til de afgiver væske. Skyl dem fri for saltet og steg dem sprøde i olivenolie. 

Tahindressingen piskes sammen og der justeres med lidt vand, for at få rette (tyndtflydende) konsistens. Smag til med salt og peber og evt. mere honning. 

Fisken steges i en blanding af smør & olivenolie til den er gennemstegt og sprød. Den skal have ca. 4 min. på hver side fra frossen tilstand.  

Anret perlespelt i 4 dybe tallerkener top med rucola, oliven, rødbeder, tomater, bladselleri, cashewnødder, fetaost og til sidst den lune fisk, brudt lidt op, der hvor lamellerne skiller. 

Hæld dressing over og nyd med det samme.