søndag den 25. december 2022

Koreansk Bulgogi kylling

 


Imellem julens måltider er det rart med en spicy omgang let asiatisk mad. 

Grundsmagen i denne lækre ret er gochujang chilipasta, som er en koreansk smagsgiver, lavet på bl.a. fermenterede soyabønner. Smagen er svær at beskrive, men den er både sødlig og spicy og helt sin egen. Det kræver dog lige et besøg hos en asiatisk købmand for at få fingrene i sådan en. 

Koreansk Bulgogi kylling til 4 pers:

4 kyllingebrystfileter 

2 spsk. sesamolie

2 spsk. majsstivelse 

2 forårsløg, snittet fint

Gochujang sauce:

2 spsk. gochujang pasta

3 spsk. lys soya

2 spsk. farin 

1 spsk. ketchup

3 fed hvidløg, revet fint

1 knold ingefær på str. med en valnød, revet fint

2 spsk. sesamolie

Smørstegte majs:

6 dl. søde majskerner (friske eller fra frost)

2 bananskalotteløg (eller 4 små. almindelige skalotteløg)

15 g. smør

Tilbehør: 4 dl. jasminris 

Evt. Lidt yoghurt, smagt til med gochujang chilipasta

Topping: 2 forårsløg, frisk koriander, ristede sesamfrø

Fremgangsmåde:

Kyllingebrystfileterne skæres i mindre tern. Lægges i en skål og vendes med sesamolie og majsstivelse. 

Alle ingredienser til gochujangsaucen røres sammen. 

Skyl risen til stivelsen er væk og vandet er klart. Hæld nyt koldt vand på til det står 1 cm. over risens overflade. Tilsæt 1/2 tsk. salt og kog i 10 min. ved svag varme. 

Skær skalotteløgene i tynde ringe. Smelt smørret på en pande og steg skalotteløgene til de får farve. Tilsæt majskernerne til panden og skru ned for varmen. Lad det småstege imens du laver kylling. 

Varm lidt olie i en gryde og steg kyllingeternene til de er sprøde og gyldne. Tilsæt forårsløg og steg videre i 1 minut. Tilsæt gochujangsaucen. Steg videre indtil saucen ligger tæt om kyllingen. 

Server med ris, smørstegte majs og topping af koriander og sesamfrø. 



fredag den 23. december 2022

Andeburger med andesauce & friteret kartoffel

 



Her kommer årets ultimative andeburger, som indeholder alle de dejlige rester du har tilovers fra juleaften og så lige en sprød friteret kartoffel på toppen, den smager så englene synger! 

Har du ikke and tilovers, kan du bruge confiteret and fra dåse. 

Har du heller ikke andesauce (nok) kan denne fra Rema1000 bruges, den smager overraskende godt, og kan lige piftes op med en god klat ribsgelé samt lidt fløde. 



Andeburgere 4 stk.;

4 brioche burgerboller 

4 dl. stegt and (eller 4 confiterede andelår)

Svesker fra anden (eller svesker stegt i andefedt)

4 dl. syltet rødkål 

Lidt skåret salat/radicchio  

2-3 dl. lun andesauce 

Dressing:

4 spsk. god mayonnaise, evt. Hellmanns

2 spsk. æbleeddike

2 spsk. sirup

Salt & peber

Friteret kartoffel:

2 mellemstore kartofler, revet groft

1 spsk. mel

1/2 liter fritureolie (solsikkeolie el. vindruekerneolie)

Fint salt

Fremgangsmåde:

Kartoflerne rives groft og presset fri for væde. Duppes så tørre som muligt i et rent viskestykke. Vendes derefter i mel. 

Varm olien op i en lille gryde. Når det syder om et træspyd i olien, er den klar til at fritere i. Friter kartoflerne lidt ad gangen. Læg dem på køkkenrulle og drys med fint salt. 

Rør dressingen sammen.

Lun rødkål, svesker, and og sauce. 

Flæk bollerne og rist dem sprøde indeni. 

Smør bollerne med dressingen og byg op med lidt salat i bunden, en håndfuld andekød, svesker og rødkål. Læg øverste bolle på, hæld sauce over og top med friteret kartoffel. Nyd med det samme. 



søndag den 18. december 2022

Italienske småkager med rosmarin

 

DE HER småkager må du simpelthen lave! De er SÅ uimodståelig lækre, og jeg har i skrivende stund nok spist 10 stk. allerede, kan slet ikke stoppe. 

En af mine følgere, Heidi Svop, var så sød at sende mig opskriften og det er jeg meget glad for! Kagerne bliver fremover en fast del af vores julesmåkagesortiment. 

Italienske småkager med rosmarin, 2 ovnplader:

125 g. smør (ægte smør, ikke blandingsprodukt)

200 g. sukker

1 æg 

3 spsk. finthakkede pistaciekerner

3 spsk. finthakket frisk rosmarin

Revet skal af en øko. appelsin 

1/2 tsk. fint salt

2 tsk. bagepulver 

225 g. mel

Fremgangsmåde:

Smør og sukker piskes sammen. Ægget tilsættes sammen med rosmarin, appelsinskal og pistacier og der piskes godt. 

Tilsæt salt, og sigt mel og bagepulver i. Rør dejen sammen og ælt den kort på køkkenbordet. Tril til en ‘pølse’ i den størrelse du ønsker dine småkager. Rul dejen i husholdningsfilm og læg den på køl i mindst 2 timer, men gerne natten over. 

Tænd ovnen på 180 grader varmluft. 

Skær småkager af 1 mm. tykkelse og læg dem på bageplader med bagepapir med 1 cm. mellemrum. Bag kagerne i 8-10 min. eller indtil kanterne er let gyldne. 

Afkøl og opbevar i kagedåser. 

lørdag den 17. december 2022

Kvalitets kokkeknive og rabatkode

 



Jeg har fået nye virkelig lækre kvalitetsknive fra Ushi.dk

Jeg har hidtil haft knive fra Lion & Global, altså knive, som jeg har betragtet som kvalitetsknive, men disse er altså next level knive har jeg måtte sande. 

Knivene er lavet af damaskusstål og er ultra skarpe. 
Jeg bruger dem med en vis respekt, for man skal lige lære at bruge knive der er så skarpe og skærer så let, men det er en stor fornøjelse at bruge ordentlige knive! 

Jeg har fået lov til at dele en rabatkode her op til jul, så ønsker Du Dig en god kniv, eller har brug for en lækker julegave til en køkkenentusiast, så kan Du med koden ‘Eva’ få minis 20% rabat på hele webshoppen. 

Knivsættet jeg har er dette: 

Glædelig Jul til Dig og tak fordi Du følger bloggen!

#Reklame

lørdag den 10. december 2022

Mini Pizze med kartoffel & Chorizo

 


Små lækre pizze med god økologisk chorizo, og du bør prioritere at købe en god chorizo, for det gør altså hele forskellen for den gode smag. 

Mini pizze med kartoffel & chorizo 8-10 stk. til 4 pers. 

Dej:
3 dl. vand
25 g. øko. gær
1.5 tsk. salt
2 spsk. olivenolie
1 tsk. honning
160 g. Tipo 00 mel
290 g. hvedemel

Fyld
250 g. creme fraiche 38% 
1 chorizo af god kvalitet
4 mellemstore kartofler
2 kugler Mozzerella
150 g. friskrevet parmesanost 
6-8 stilke frisk rosmarin 
Olivenolie 
Salt & friskkværnet peber

Chorizo af god kvalitet (øko.) fra Aalbæk, kan købes i Netto. 

Fremgangsmåde
Har du et bagestål, så sæt det i ovnen i mindst 45 min. ved 250 grader varmluft. 

Bland 2 dl. koldt vand med 1 dl. kogende vand. Opløs gæren heri. Bland honning, salt og olivenolie i. Tilsæt tipo-melet og derefter hvedemelet. 
Ælt dejen grundlagt på maskine eller i hånden. Lad hæve i 30 min. 

Træk nålene af rosmarinstilkene og hak dem fint. 
Fjern hinden fra chorizoen og skær den i skiver. 
Dræn mozzarellaerne fra vallen og læg dem på køkkenrulle. 
Riv parmesanosten fint. 
Skrub kartoflerne og skær dem meget tyndt, evt. på mandolinjern. 

Del dejen i 8 eller 10 portioner. Rul hver portion tyndt ud på et meldrysset bord. 
Smør et tyndt lag creme fraiche ud på hver pizza. 
Læg kartoffelskiver så de dækker, bortset fra 1 cm. ud til kanten. Spray eller dryp lidt olivenolie over kartoflerne. Drys med rosmarin, salt og peber og bræk små stykker af mozzarellakuglerne og fordel over kartoflerne. Drys med et gavmildt lag parmesan og læg chorizoskiver øverst. 



Bag på det varme bagestål, stadig ved 250 grader varmluft et par pizze ad gangen i ca. 10 min. eller indtil de er sprøde og gerne med lidt mørke kanter. 
Nyd dem efterhånden som de kommer ud af ovnen. 




fredag den 9. december 2022

Aspargessuppe på dåseasparges

 



Denne suppe tager mig i erindring tilbage til forsamlingshusfester i 80’erne hvor den ofte blev serveret som natmad fra enorme suppegryder. 

Jeg har stort set ikke fået den siden dengang, men havde lyst til at genopleve den i dag, og introducere den for min 12 årige søn, som aldrig har smagt den. Han er til gengæld vild med tarteletter med høns i asparges, så jeg var ret sikker på, at suppen ville falde i hans smag, hvilket den også gjorde. 

Jeg har været nødt til at bruge dåseasparges, da det jo ikke er sæson for hvide asparges nu. Synes i øvrigt også, at det ville være underligt at lave suppen i aspargessæsonen, for det er for mig en vintersuppe og så er det jo dejligt, at det smager fantastisk på dåseasparges. 

Aspargessuppe med kødboller til 4 pers.:

1 dåse aspargessnitter

1 glas slikasparges 

30 g. smør

40 g. mel

3 dl. aspargesvand 

8 dl. hønsebouillon 

2 dl. piskefløde

2 æggeblommer

360 g. suppekødboller (Mou er bedst synes jeg) 

Salt & peber

Det er disse 2 slags asparges der skal bruges til suppen. 

Fremgangsmåde:

Aspargessnitterne hældes i en sigte og aspargesvandet gemmes til suppen. Sorter aspargeshovederne fra, de skal i suppen til alle sidst. 

Slikaspargesene drænes ligeledes og aspargesvandet hældes sammen med det andet aspargesvand. Skær aspargeshovederne af, ca. 4 cm. lange. og gem disse sammen med de andre aspargeshoveder.

Smelt smørret i en gryde og tilsæt melet. Pisk konstant til massen bliver ensartet og hæver lidt. Tilsæt aspargesvandet og pisk kraftigt, så du får en tyk jævning. 

Tilsæt hønsebouillon og alle aspargesstykkerne (bortset fra aspargeshovederne) Blend suppen glat. 

Piskefløde og æggeblommer piskes sammen. 

Tilsæt kødboller og aspargeshoveder til suppen. Pisk flødeblandingen i og varm den langsomt op et par minutter, UDEN at suppen kommer i kog. 

Server med det samme, evt. med surdejsbrød. 



fredag den 2. december 2022

Hjemmelavede Toffifee

 



Det er supernemt og hurtigt at lave Toffifee og de smager præcis som originalen, eller måske i virkeligheden bedre. 

Jeg har brugt karamelfudge til disse, du ved de store uindpakkede karameller man kan finde i supermarkedets ‘bland selv slik’ 

Jeg fik 17 stk. ud af denne portion. De er lidt større end dem man køber. 

Hvis du ikke har en halvkugle-silikoneform som jeg har brugt her, kan du bruge en brugt form fra originale Toffifee. 

Hjemmelavede Toffifee:

200 g. karamelfudge

17 hasselnøddekerner

80 g. blød nougat

35 g. mørk chokolade (jeg brugte callebaut 56%)

Fremgangsmåde:

Hasselnødderne bages ved 200 grader i 9 minutter. De afkøles og hinderne nulres af. 

Karamellerne smeltes i intervaller af 10 sekunder i microovn, til de er bløde og modellerbare. De skal endelig ikke flyde helt ud. Har du ikke en microovn kan de smeltes ved svag varme i en lille gryde. 

Pres karamellen ud i formene, så de danner små skåle. 

Læg en ristet hasselnød i hver ‘skål’

Smelt nougat’en forsigtigt i microovn eller gryde. 

Fordel den over hasselnødderne.

Sæt formen på køl en halv times tid. 

Til sidst smeltes den mørke chokolade (igen i microovn eller gryde)

Chokoladen lægges som en lille rund ‘dut’ øverst. 

Formen sættes igen på køl i en times tid.