fredag den 9. december 2022

Aspargessuppe på dåseasparges

 



Denne suppe tager mig i erindring tilbage til forsamlingshusfester i 80’erne hvor den ofte blev serveret som natmad fra enorme suppegryder. 

Jeg har stort set ikke fået den siden dengang, men havde lyst til at genopleve den i dag, og introducere den for min 12 årige søn, som aldrig har smagt den. Han er til gengæld vild med tarteletter med høns i asparges, så jeg var ret sikker på, at suppen ville falde i hans smag, hvilket den også gjorde. 

Jeg har været nødt til at bruge dåseasparges, da det jo ikke er sæson for hvide asparges nu. Synes i øvrigt også, at det ville være underligt at lave suppen i aspargessæsonen, for det er for mig en vintersuppe og så er det jo dejligt, at det smager fantastisk på dåseasparges. 

Aspargessuppe med kødboller til 4 pers.:

1 dåse aspargessnitter

1 glas slikasparges 

30 g. smør

40 g. mel

3 dl. aspargesvand 

8 dl. hønsebouillon 

2 dl. piskefløde

2 æggeblommer

360 g. suppekødboller (Mou er bedst synes jeg) 

Salt & peber

Det er disse 2 slags asparges der skal bruges til suppen. 

Fremgangsmåde:

Aspargessnitterne hældes i en sigte og aspargesvandet gemmes til suppen. Sorter aspargeshovederne fra, de skal i suppen til alle sidst. 

Slikaspargesene drænes ligeledes og aspargesvandet hældes sammen med det andet aspargesvand. Skær aspargeshovederne af, ca. 4 cm. lange. og gem disse sammen med de andre aspargeshoveder.

Smelt smørret i en gryde og tilsæt melet. Pisk konstant til massen bliver ensartet og hæver lidt. Tilsæt aspargesvandet og pisk kraftigt, så du får en tyk jævning. 

Tilsæt hønsebouillon og alle aspargesstykkerne (bortset fra aspargeshovederne) Blend suppen glat. 

Piskefløde og æggeblommer piskes sammen. 

Tilsæt kødboller og aspargeshoveder til suppen. Pisk flødeblandingen i og varm den langsomt op et par minutter, UDEN at suppen kommer i kog. 

Server med det samme, evt. med surdejsbrød. 



1 kommentar:

  1. Hvor finder man disse asparges? I øvrigt en lækker madblog du har!

    SvarSlet