søndag den 26. februar 2023

De bedste pandekager med citron🍋

 

De her pandekager blev bare så gode, at opskriften fortjener at blive delt. 

Jeg har et par andre gode pandekageopskrifter på bloggen, både Pandekager med kærnemælk og Pandekager med øl men disse er altså lavet på mælk og med revet citronskal i dejen. Vildt gode, og med sprøde kanter. 

Pandekager med citron 8 stk. 

2 æg

80 g. mel

1 spsk. vaniljesukker

2 dl. mælk

1/2 tsk. salt

1/2 tsk. kardemomme

Fintrevet skal af en øko. citron (vasket godt) 

25 g. smeltet smør

+ smør til at stege i

Toppingforslag:

Sukker og citron

Æblegelé

Nutella - banan - kokos

Jordbærsyltetøj

Flydende karamel 

Chokoladesauce - is 

Fremgangsmåde:

Æg piskes sammen med mel, til alle klumper er væk. Tilsæt mælk, salt, kardemomme, vaniljesukker og citronskal. Pisk godt sammen og tilsæt det smeltede smør. 

Bag pandekagerne i smør på en medium varm pande. 

onsdag den 22. februar 2023

Wontonsuppe

 

Jeg har siden 90´erne været vild med den asiatiske wontonsuppe. Har dog aldrig fået nedskrevet en opskrift og lagt på bloggen, da suppen varierer fra gang til gang, efter smag og humør. 

Men det har jeg gjort nu, så her får I min bedste opskrift på den gode asiatiske suppe. 

Det kræver lige et besøg hos en asiatisk købmand, at komme i gang med suppen. Men så får du også gode basisingredienser til asiatisk madlavning.

Jeg plejer at klargøre farsen i god tid, så tager det ikke ret lang tid at folde wontons og få suppen færdiggjort. Sæt dig godt til rette med en kop kaffe og tænd for dejlig musik imens du folder de små wontons.

Wontonsuppe til 4 pers.:

1,6 liter hønsefond - hjemmelavet eller 1,6 liter vand tilsat 4 hønsebouillonterninger (Knorr)

suppefyld:

2 spsk. sesamolie

2 stjerneanis

1 stang kanel

1 løg

2 fed hvidløg

4 kaffir lime blade

Smag til med:

fiskesauce

sukker

wontons:

1 pakke frossen wonton dej 

400 g. hakket svinekød. Fedtprocent mindst 10-12%

1 dl. rejer (optøet fra frost)

1 stykke frisk ingefær på str. med en valnød

1 fed hvidløg 

1 chili

2 forårsløg

2 spsk. sesamolie

1 spsk. fiskesauce

1 spsk. lys soya

1 spsk. riseddike (det som bruges til sushiris)

1 tsk. farin

masser af friskkværnet peber

Fyld og topping:

4 mellemstore gulerødder, i julienne

2 forårsløg

ristede løg

crispy chili in oil (se foto her under)

2 pak choi

sorte sesamfrø

Crispy chili in Oli - seriøst vanedannede chiliolie, som er fast ingrediens i mit køkken. Der er tilsat friterede løg, som giver en virkelig lækker smag! Olien er medium stærk. 

Fremgangsmåde:

Blend rejerne med forårsløg, chili, ingefær og hvidløg. Rør alle ingredienser til farsen sammen. Lad den hvile på køl, hvis du ikke folder wontons med det samme. 

Suppe: svits løg , kaffir lime blade, stjerneanis og kanel i sesamolie. Tilsæt hønsefond. Lad det simre under låg ved svag varme i 20 min. Imens suppen simrer folder du wontons. 

Fold vontons sådan:

Læg 1 tsk. fars i midten af dejstykket. 

Fugt kanterne hele vejen rundt med vand.

Fold dejpakken sammen diagonalt. Sørg for, at alt luft er ude, inden du lukker pakken til. 

Fold snipperne ind mod midten og fæstn med vand

Kog wontons’ ene i bouillon, eller saltet vand. 

Når de flyder oppe i overfladen er de kogt færdig (det tager kun et par minutter) Fisk dem op med en hulske og læg dem på et oliesmurt fad. 

Suppen sies og hældes tilbage i gryden. 

Tilsæt gulerodsstrimler og smag til med sukker og fiskesauce. 

Fordel wontons og pak choi i smalle både i 4 dybe tallerkener. Hæld den varme suppe på og top med crispy chiliolie, ristede løg, forårsløg og sesamfrø. 

 


lørdag den 18. februar 2023

Fastelavnscroissanter med nutella samt brændte mandler & karamel

 


Jeg er hoppet med på trenden med fyldte croissanter. 

Her med fyld af hhv. brændte mandler og karamel 

Og

Nutella og nutellaskum med ristede hasselnødder. 

Det er svært at sige hvilken der er min favorit, så stik mig bare en af hver. 

Opskriften giver 4 croissanter. 2 af hver. Så er du mere til det ene end det andet, så kan du bare gange op og lave 4 ens. 

Jeg har brugt de frosne ubagte croissanter fra Rema1000 til disse. 

Fastelavnscroissanter 4 stk. 

4 croissanter (evt. bag selv fra Rema1000 på frost)

flødecreme:

1 æg

15 g. majsstivelse

40 g. sukker

1/2 vaniljestang

2,5 dl. sødmælk

+ 1,5 dl. piskefløde 

øvrige ingredienser til fyld og pynt:

5 spsk. dulce de leche (færdig karamel på dåse)

6 spsk. nøddecreme (a´la nutella eller lign.)

20 g. mørk chokolade, smeltet

2 spsk. afskallede, ristede hasselnøddekerner

4 små marcipanhjerter

flormelis & kakao til drys

Brændte mandler:

20 mandler

2 spsk. sukker

1 spsk. vand

lidt flagesalt

Fremgangsmåde:

Bag croissanterne efter pakkens anvisning. Afkøl dem og skær dem midt igennem.

Brændte mandler: mandler, sukker og vand koges op i en lille gryde, til væsken fordamper og lægger sig som et sukkerlag om mandlerne. Drys et lille nip flagesalt over. Hæld dem ud på et stykke bagepapir og lad dem køle helt af. Hak dem groft.

Flødecreme: bland æg, sukker, vaniljekorn og majsstivelse i en lille gryde. Pisk det godt sammen til det er uden klumper. Tilsæt mælk og bring det langsomt i kog. Bliv ved gryden hele tiden og pisk. Når cremen begynder at tykne og bliver til en fast creme, tages gryden straks af varmen. Cremen hældes i en dyb tallerken og der lægges et stykke film helt nede på overfladen af cremen (dette gør at der ikke kommer `skind` på toppen) Sæt cremen på køl, hvor den skal blive helt kold før den blandes med flødeskum. Pisk fløden til en ret fast skum. Bland fløden med den kolde vaniljecreme. 

Del flødecremen i 2 lige store portioner. 

I den ene portion flødecreme røres 2 spsk. nøddecreme.

I den anden portion røres 1 spsk. dulce de leche.

Samling af Nutellacroissanterne: smør 2 spsk. nutella på bunden af hver croissant. Top med nutellaskummet. Læg toppen af croissanten på. Lav striber med smeltet chokolade og drys med ristede hasselnøddekerner.

Samling af karamelcroissanterne: smør 2 spsk. dulce de leche i bunden af hver croissant. Drys de brændte mandler på. Top med karamelskummet. Læg toppen af croissanten på. Sigt flormelis over croissanterne. Udstik 4 små marcipanhjerter og sigt kakao på. Læg dem øverst på croissanterne.

Opbevares på køl til de skal spises. Holdbarhed på køl i ca. 2 dage.

søndag den 12. februar 2023

Kylling i karry som på kinagrillen

 



I sidste uge fik vi denne simple ret, kylling i karry, med få ingredienser. Det som gør den speciel er, at jeg har kogt kyllingelår, hvor kødet pilles af og bruges i stedet for kyllingebrystfilet. Det gør altså en stor forskel for smagen. Kødet på lårene er det bedste på kyllingen synes jeg, mørt og lækkert og aldrig tørt, som brystfileter godt kan være. 

Jeg kogte ris på suppen fra kyllingelårene og fik de bedste luftige og lækre ris! 

Vi var alle tre enige om, at denne ret smager præcis som den kylling i karry, du kan få på kinagrillen.

Kylling i Karry til 4 pers.;

1,5 kg. kyllingelår 
vand
1 tsk. salt
1 hønsebouillonterning
2 spsk. sesamolie
7 g. presset hvidløg (svarende til ca. 3 mellemstore fed hvidløg)
300 g. gulerødder
2 spsk. karry
1 lille dåse bambusskud (140 g. drænet vægt)
2,5 dl. suppe fra kyllingelårene
1 karton kokosmælk (den fra Ãnglamark er bedst, se foto herunder)
Tilsmagning:
sukker og mild mangochutney, samt salt & peber

4 dl. jasminris
suppe fra kyllingelårene

Topping; evt. rosiner og peanuts

Denne kokosmælk er homogen og af god kvalitet.

Fremgangsmåde:
Kyllingelårene lægges i en gryde og der hældes vand på så det netop dækker. Smid en hønsebouillonterning i gryden, samt 1 tsk. groft salt.
Kog op, skum af for urenheder og lad det simre under låg for svag varme, så det koger stille i 45 min. 

Fisk kyllingelårene op med en hulske (gem suppen!) Lad dem køle lidt af. Fjern skindet og pil kødet fra. 


Skyl risene i flere hold lunkent vand, til stivelsen er væk og vandet er klart. Hæld dem i en gryde og hæld suppe på, så det står 1 cm. over risens overflade. Du skal ikke tilsætte salt, da suppen indeholder salt. Vent i stedet med at salte dem til de er kogt, hvis det er nødvendigt. Kog op, skru helt ned for varmen, og lad dem koge helt svagt under låg i 10 min. 

Halvér gulerødderne på langs og skær dem i skrå skiver. Pres hvidløgsfeddene.
Varm sesamolien op i en gryde ved svag varme. tilsæt hvidløg og lad det blanke af. Det er vigtigt at olien ikke er for varm, hvis hvidløget branker, bliver det bittert. Tilsæt gulerodsskiverne og skru lidt mere op for varmen. Tilsæt karry og de drænede bambusskud.
Hæld de 2,5 dl. suppe på og lad det reducere en smule inden du hælder kokosmælken ved. Lad det koge uden låg i 5 min. Er sovsen for tynd, kan den jævnes med lidt maizena, rørt op i koldt vand.

Tilsæt det afpillede kyllingekød & smag til med sukker, mangochutney, salt & peber.

Anret ris i dybe tallerkener. Top med kylling i karry og evt. topping af peanuts og rosiner.





lørdag den 11. februar 2023

Othellolagkage

Othellolagkagen er nok min yndlingslagkage over alle. 

Det har taget et par forsøg, at få den helt perfekt, og selvom der er en del arbejdsgange i kagen, så er den altså det hele værd. Men jeg forstår godt, hvis opskriften kan tage pusten fra én, ved første øjekast, sådan havde jeg det også selv. Jeg startede faktisk 3 dage før den skulle serveres, med at bage bunde. På 2. dagen, lavede jeg flødecreme og lagde kagen sammen, og på 3. dagen, hvor den skulle serveres, satte jeg marcipanbånd på og pyntede den.

Du kan evt. købe lagkagebunde hos bageren og spare den arbejdsgang, men det er noget billigere at lave dem selv og tager ikke lang tid.

Har du ikke kageplast, kan kagen `støbes` i den springform som bundene er bagt i. Men jeg vil anbefale at bruge kageplast, for det bedste resultat.

Jeg synes, at kakaoglasur er det eneste rigtige at bruge som topping på kagen. Nogle bruger mørk chokolade, men jeg synes, at den søde glasur på flormelis er perfekt, da kagen er mild i smagen og ikke særlig sød.

Bundene er bagt i en springform på 25 cm. i diameter.

Othellolagkage til 10 pers.:

Makronbund:

200 g. marcipan

75 g. sukker

4 æggehvider

1 nip salt – bages ved 200 g. i ca. 17 min.

Lagkagebunde:

4 æg str. M

125 g. sukker

75 g. hvedemel

25 g. kartoffelmel

1 spsk. vaniljesukker

1 tsk. bagepulver

1/2 tsk. fint salt

Flødecreme:

2 æg 

30 g. maizena

1/2 l. sødmælk

75 g. sukker

1 vaniljestang

+ 3 dl. piskefløde

Marcipanbånd:

175 g. marcipan

175 g. flormelis

50 g. glukose 

Glasur:

200 g. flormelis

3 spsk. kakao

kogende vand

Øvrigt: 2 1/2 dl. hindbærsyltetøj af god kvalitet

Pynt:

2 1/2 dl. piskefløde

Bagegrej: kageplast, bagepapir samt 25 cm. springform

Fremgangsmåde:

Makronbund: Smuldr marcipan sammen med sukker i en skål. Tilsæt æggehvider og salt og pisk godt til massen bliver homogen. 

For springformen med bagepapir og smør det med olie eller smør og drys lidt mel eller sukker på. Hæld marcipanmassen på og bag bunden midt i en 200 g. varm ovn i ca. 17 min. eller indtil den er let gylden. 

Lagkagebunde: Pisk æg og sukker lyst og luftigt i mindst 5 minutter. Tilsæt salt. Sigt bagepulver, vaniljesukker, mel og kartoffelmel i og vend forsigtigt dejen sammen med en dejskraber, så luften bevares i dejen. 

Samme procedure med bagepapir og smørelse i springformen, som ved makronbunden, og dejen hældes i og bages ved 175 grader i ca. 20-25 minutter, eller indtil den er gylden og en kødnål kommer ren op, når den stikkes i midten af kagen. Afkøl og halver bunden på langs så du får 2 bunde.

Flødecreme: Æg, sukker, vaniljekorn og maizena piskes sammen i en lille gryde. Når massen er homogen hældes mælken i og der varmes langsomt op til cremen tykner. Når den først tykner går det stærkt, så skal den straks tages fra varmen. Hæld cremen op i en dyb tallerken og lad den køle i 10 min. før du lægger et stykke plastfilm helt ned på overfladen af cremen og stiller den i køleskabet, hvor den skal køle HELT af, inden du blander den med flødeskum. Pisk fløden til blødt skum og vend den i vaniljecremen. 

Marcipanbånd: Ælt marcipan, flormelis og glukose sammen i et hurtigt snuptag. Håndterer du marcipan for længe, smider mandlerne olie og gør den usammenhængende. Rul marcipanbåndet ud i den længde der passer i kagens omkreds og højde. drys flormelis på båndet i et tyndt lag og rul det forsigtigt sammen. Læg evt. bagepapir på det, før det rulles, så sikrer du dig, at det ikke klistrer sammen, når det skal monteres på lagkagen.

Samling af kagen: Brug springformen som du har bagt bunde i, til at samle kagen. Læg et stykke bagepapir i bunden af formen og spænd det fast, ved at du lukker formens ring omkring det. Lad overskydende bagepapir sidde, udenfor formen. Læg makronbunden nederst. Sæt et stykke kageplast rundt i kanten af formen, som fæstnes med et lille stykke tape øverst. Smør hindbærsyltetøj på makronbunden og dernæst halvdelen af din flødecreme ovenpå. Læg den ene lagkagebund forsigtigt ovenpå. Så resten af flødecremen og den sidste lagkagebund øverst.

Bland glasuren til en fast, smørbar glasur. Smør den jævnt ud, på den øverste lagkagebund. Lad gerne lagkagen hvile et par timer på køl, allerhelst gerne natten over, så du er sikker på, at flødecremen har sat sig. Men vent med marcipanbånd og pynt til den skal spises.

Fjern forsigtigt kageplasten og flyt kagen over på det fad den skal serveres på. Rul marcipanbåndet på. Afslut kanten pænt, enten ved at klippe det til så enderne møder hinanden, eller lav et lille overlap.

Pisk fløden til ret fast skum og lav `dutter` af flødeskum rundt i kanten. 

Opbevar kagen på køl, til den skal spises.

mandag den 6. februar 2023

Pasta Alfredo med svampe

 

Pasta Alfredo, en simpel pastaret på base af fettuccine, smør og Parmigiano. 

Det smager så dejligt i al sin enkelthed. Jeg har dog tilføjet smørstegte svampe og salvie, da salvie er den eneste af mine krydderiurter i haven (udover rosmarin) som overlever vinteren. Du kan sagtens skifte salvie ud med bredbladet persille, hvis du føler for det. Jeg ELSKER smørstegt sprødt salvie, det kan jeg kun opfordre til at prøve. 

Pasta Alfredo til 4 pers.:

440 g. fettuccine (Rema1000’s øko. fettuccine i tør form er den bedste der findes!

100 g. godt øko. smør (ikke blandingsprodukt!) 

70 g. god parmigiano, revet helt fint 

Kogevand fra pastaen

400 g. svampe eller champignon 

1 stor håndfuld frisk salvie

Salt og friskkværnet peber

Fremgangsmåde:

Svampene renses, skæres i grove stykker og steges med salvie i en god klat smør, (i en høj pande eller vok) til de får farve og skrumper. Drys med salt og peber. Sæt panden til side. 

Kog pastaen næsten al’ dente. Den skal være lidt hård i midten. Smid den over på panden med svampene, ved hjælp fra en tang. Tilsæt smør og 2 dl. af det stivelsesholdige pastavand. Panden skal kun stå ved svag varme. Rør rundt til smørret er smeltet helt. Tilsæt lidt mere pastavand, ‘saucen’ skal være cremet og lidt tyk. Når den er det, tager du panden helt fra varmen og tilsætter osten. Vend pastaen blidt sammen med osten. Smag til med flagesalt og masser af friskkværnet peber. Nyd! 

lørdag den 4. februar 2023

Gulerodsbrud

 

Gulerodsbrud som hos bageren, bare bedre. Bløde, søde og med sprød smagfuld skorpe. 

Det er supernemt at lave selv, og hvem elsker ikke et gulerodsbrud. 

Gulerodsbrud, 10 store:

3 dl. vand (bland 2 dl. koldt med 1 dl. kogende)

25 g. øko. gær

50 g. sukker

10 g. salt

60 g. fuldkornsmel

Ca. 350 g. hvedemel

50 g. smør, stuetemperatur 

Fyld:

230 g. skrællede gulerødder, revet groft

85 g. solsikkekerner 

1 æg (stuetemperatur)

Fremgangsmåde:

Vand, sukker, det grove mel og gær blandes. Trækker i 5 min. 

Tilsæt hvedemel og salt og kør dejen sammen på røremaskine i 2 minutter. 

Tilsæt det bløde smør og kør på højeste hastighed på røremaskinen (uden låg, så evt. varme/fugt kan slippe ud) indtil dejen slipper skålens kanter. 

Lad dejen hæve i 30 min. 

Strø lidt mel på køkkenbordet og læg dejen herpå. Tryk den lidt flad og læg gulerødder, solsikkekerner i midten.

Slå ægget ud øverst. Fold dejen ind over fyldet og brug en bagespartel eller kniv til at hakke dejen godt igennem. Vend dejmassen er par gange undervejs og hak igen. 

Del nu dejen i 10 portioner og fordel dem på 2 plader med bagepapir. 
Lad dem efterhæve en times tid. 

Tænd ovnen på 200 grader varmluft og bag brudene i ca. 15 min. eller indtil de er fint gyldne. 

Efter afkøling opbevares de i en plastpose.