Velkommen til mit køkken, her finder du en samling af mine yndlingsopskrifter. Mad er min store passion. Jeg elsker at være kreativ i køkkenet, her lader jeg op, imens nye retter opstår. Jeg inspireres af menukort, på rejser og hvor jeg ellers nyder mine måltider. Jeg prioriterer økologi og dyrevelfærd. Kig med og lad Dig inspirere. Tilmeld Dig gerne min facebookside "Evas Køkken" og få opdateringer v/nye indlæg
mandag den 26. oktober 2015
Rustik karrysuppe med kylling
Nu synes jeg for alvor, at man kan mærke efteråret er kommet for at blive.
I går gik vi en lang tur ved vandet, nær vores kolonihave, i blæst og sol, for derefter at hygge i det lille kolonihavehus med boller og varm kakao og stearinlys en masse samt ild i den lille gasovn, så hyggeligt.
Hjemme i vores eget hus, havde jeg en gryde med suppe stående og boble for lavt blus, så da vi kom hjem, var der ikke meget arbejde i, at frembringe en dejlig karrysuppe fyldt med grøntsager og kraftig smag. Er du ikke til en for stærk suppe (denne er medium stærk) så halvér mængden af ingefær.
Suppe til 4 personer:
1 fersk kylling
2 liter vand
suppeurter: porretop, gulerod, peberkorn
salt
Fyld:
400 g. blomkål i mindre buketter
300 g. gulerod groft skåret
100 g. persillerod groft skåret
2 løg, i tern
2 fed hvidløg i skiver
1 stykke ingefær på størrelse med en valnød, i skiver
3 spsk. karry
2 spsk. smør
1 spsk. gurkemeje
1-2 tsk. sukker
2 dl. øko. rosiner
1/2 - 1 dl. piskefløde (kan udelades men giver en dejlig cremet smag)
salt og peber
Topping: tynde porreringe, æbletern, kokos.
Trim kyllingen for flommefedt og fedt omkring halsen. Skyl den godt indvendig.
Kog kyllingen med suppeurter, salt og peberkorn i 2 liter vand under låg i en times tid. I starten skal du skumme af i overfladen.
Tag kyllingen op, pil kødet af skroget og kog skroget videre i 1 til 2 timer hvis du har tid. Ellers si suppen med det samme.
Kødet rives/skæres i mindre stykker og gemmes til senere.
Svits 2 spsk. smør i en gryde, brænd karryen af og tilsæt alle grøntsagerne, som du svitser i et par minutter. Tilsæt 1,5 liter af den siede suppe, samt gurkemeje og læg låg på gryden igen. Lad suppen simre i 20 minutters tid.
Blend suppen med en stavblender til en glat suppe. Tilsæt rosiner og evt. fløde og smag til med salt, peber og sukker.
Læg det kogte kyllingekød i dybe tallerkener og hæld den varme suppe over.
Top med æbletern, kokos og porreringe.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar