Velkommen til mit køkken, her finder du en samling af mine yndlingsopskrifter. Mad er min store passion. Jeg elsker at være kreativ i køkkenet, her lader jeg op, imens nye retter opstår. Jeg inspireres af menukort, på rejser og hvor jeg ellers nyder mine måltider. Jeg prioriterer økologi og dyrevelfærd. Kig med og lad Dig inspirere. Tilmeld Dig gerne min facebookside "Evas Køkken" og få opdateringer v/nye indlæg
torsdag den 22. oktober 2015
Marineret svinemørbrad
Fornylig fik vi serveret en lignende ret hos min barndomsveninde Pia. Jeg kiggede hende lidt over skulderen da hun tilberedte maden, og spurgte efterfølgende efter opskriften, som nok tikker ind i min mailboks, når Pia får tid til at skrive den til mig.
Forleden havde vi gæster til spisning og jeg havde besluttet mig for at lave den lækre, møre mørbrad, til trods for at jeg ikke havde den præcise opskrift. Jeg improviserede mig frem, og heldigvis med et rigtig godt resultat.
Mørbraden trækker i en saltlage natten oven, og det giver den en helt special smag og mørhed, pga., at lagen sprænger kødet, og gør det smørmørt.
Marineret svinemørbrad til 4 pers.
1 stor afpudset økologisk svinemørbrad
1,5 dl. soya
2 fed hvidløg, presset
3 spsk. honning
2 spsk. olivenolie
1 spsk. engelsk sauce eller worchestersauce
1 tsk. sambal oelek
Til sauce:
1 bæger philadelphia ost naturel
2 dl. vand
3 spsk. ribsgele
salt og peber
Pisk alle ingredienserne til marinaden sammen. Læg mørbraden i en frysepose og hæld marinaden ved. Lad den marinere i køleskabet natten over.
Tilberedning næste dag:
Læg mørbrad med marinade i et ovnfast fad. Hæld to dl. vand ved, og steg mørbraden ved 200 grader (IKKE varmluft!) i 30 min.
Pak mørbraden ind i folie og si lagen over i en lille gryde. Tilsæt philadelphia osten samt tre spsk. ribsgelé. Kog saucen op og pisk den godt igennem. Smag til med salt og peber (pas på med salten, da lagen er ret salt pga. soyaen) Tilsæt evt. lidt sovsekulør.
Server med kartofler og salat.
Jeg har kogt kartofler i 5 min. og vendt dem i olivenolie og salt, og stegt dem i ovnen ved 200 grader i ca. 35 min.
Som tilbehør fik vi denne blomkålssalat
Det ser flot ud, det kød. Og dejligt det er øko ...det må jeg huske at prøve
SvarSletTak "Tante Sød" jeg glæder mig virkelig også over, at vores Super Brugs er begyndt at forhandle øko-svinekød ! Kh. Eva
Slet