torsdag den 23. januar 2014

Chokoladekage med kokoskaramel


Denne kage blev serveret på min arbejdsplads i efteråret. Jeg kendte godt kagen fra år tilbage, hvor en tidligere svigermor af og til lavede den. Jeg husker at jeg på det tidspunkt fik opskriften, men da jeg så hvor meget fedt og sukker kagen indeholdt, havde jeg slet ikke lyst til at bage den.
Opskriften er sidenhen forsvundet, så jeg fik den lokket ud af køkkenet på min arbejdsplads, og har fedtreduceret den lidt og sukkerreduceret den MEGET! den er stadig rigeligt sød, til trods for at sukkermængden er reduceret til under det halve. Den minder lidt om drømmekage med chokoladesmag. Tænker at det er en kage som børn vil synes godt om, min fireårige er i hvert fald helt vild med den.


Chokoladekage med kokoskaramel:

200 g. sukker
4 æg
150 g. smeltet smør
150 g. mel
1 dl. kakaopulver
1 spsk. vaniljesukker
1 tsk. bagepulver
1/2 tsk. fint salt

kokoskaramel topping:
180 g. kokos
80 g. sukker
1 dl. lys sirup
1,5 dl. piskefløde

Pisk sukker og æg lyst og skummende. Bland det smeltede og afkølede smør i.
Bland alle de tørre dele og sigt det i dejen. vend det sammen med lette tag.

Fordel dejen i en bageform på ca. 35 x 23 cm. beklædt med bagepapir.
Bag kagen i ca. 12 min. ved 200 grader (ikke varmluft) Lav toppingen imens kagen bager.

Topping:
Varm fløde, sukker og sirup i en gryde. Når det er varmt rører du kokos i.

Fordel toppingen oven på kagen og bag videre i ca. 10 min. eller indtil toppingen er gylden og knasende.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar