Velkommen til mit køkken, her finder du en samling af mine yndlingsopskrifter. Mad er min store passion. Jeg elsker at være kreativ i køkkenet, her lader jeg op, imens nye retter opstår. Jeg inspireres af menukort, på rejser og hvor jeg ellers nyder mine måltider. Jeg prioriterer økologi og dyrevelfærd. Kig med og lad Dig inspirere. Tilmeld Dig gerne min facebookside "Evas Køkken" og få opdateringer v/nye indlæg
onsdag den 17. juli 2013
Wok med hakket svinekød, chili og grøntsager
Denne ret blev postet for et par dage siden på Jansmadblog da jeg læste opskriften igennem, vidste jeg at det lige var en ret for os, så jeg lavede den samme aften. En super lækker wokret, med både spicy og sød smag.
Sådan en ret man bare kan køre ned i uendelighed berettede min mand.
Jeg har ændret lidt på opskriften, har bl.a. tilføjet en del flere grøntsager end i Jan´s version, som kun indeholder bønner.
Og så var jeg gået tør for risnudler, så jeg lavede den med små fuldkornspastaer.
Jeg skriver den som jeg lavede den.
Wok med hakket svinekød, chili og grøntsager 4 pers.:
500 g. hakket magert svinekød (eller kalv og flæsk)
250 g. risnudler eller små stykker fuldkornspasta
3 mellemstore gulerødder, skåret i mønter
1 håndfuld friske grønne bønner, nippet i enderne
250 g. champignoner i skiver
3 forårsløg i små skiver
2 æg
2 tsk. sukker
fiskesauce, limesaft og soya til at smage til med.
Aromatisk krydderpasta:
1 rød chili (med kerner for stærk version, ellers uden kerner)
1 knold skrællet ingefær på størrelse med en valnød
1 forårsløg
1-2 fed hvidløg
saft fra 1/2 lime
1 spsk. fiskesauce
2 spsk. vand
Blendes sammen til en pasta.
Topping: 3-4 forårsløg i små skiver, hakket rød chili og cashewnødder
Kog risnudler/pasta overhæld dem med koldt vand i en si (så klistrer de ikke sammen imens du tilbereder resten)
Varm en wok godt op. Steg de to æg sammen med forårsløg. Rør i det hele tiden, så det bliver til røræg. Tag det op.
Steg kødet, når det er godt brunet og grynet tilsætter du din krydderpasta og svitser det med et par minutter. En dejlig duft breder sig nu i køkkenet. Tilsæt de snittede grøntsager, risnudler/pasta, røræg og sukker.
Rør i det konstant i to minutter. Tag det af varmen. Smag evt. til med mere fiskesauce, limesaft og soya.
Anret i skåle og drys med hakket chili, forårsløg og cashewnødder.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar