Velkommen til mit køkken, her finder du en samling af mine yndlingsopskrifter. Mad er min store passion. Jeg elsker at være kreativ i køkkenet, her lader jeg op, imens nye retter opstår. Jeg inspireres af menukort, på rejser og hvor jeg ellers nyder mine måltider. Jeg prioriterer økologi og dyrevelfærd. Kig med og lad Dig inspirere. Tilmeld Dig gerne min facebookside "Evas Køkken" og få opdateringer v/nye indlæg
onsdag den 24. juli 2013
Peach Melba på grill
Fik denne dessert serveret hos min veninde Mette Wiborg sidste sommer til en hyggelig tøsefest. Har dog aldrig fået spurgt hende hvad hun tilsatte frugterne, så prøvede forleden om jeg kunne genskabe samme lækre smag, og det er lykkes meget godt synes jeg.
Vi fik den dejlige hindbæris - samt nougatis fra Løgismose som tilbehør til frugterne, det smagte fantastisk.
De kommende dage har jeg spist resten af Peach Melbaen på min skyr om morgenen, også rigtig dejligt.
Jeg har ikke angivet mængder på opskriften, lavede en foliebakke med 2 ferskener, 1 bakke hindbær og 1/2 bakke jordbær og det var rigeligt til 4 pers.
Du kan også bage frugterne i ovnen ved 200 g. i ca. 30 min.
Forestiller mig at lidt revet marcipan blandet i frugterne også ville smagt godt.
Peach Melba:
Følgende frugter kan bruges:
ferskener i både
nektariner i både
friske abrikoser i halve
hindbær
jordbær i halve
1 vanillestang, skrab kornene ud og bland dem med 1 spsk. sukker
1 foliebakke uden huller i bunden
Læg vanillestangen i foliebakken, sammen med frugterne og kornene fra vanillestangen.
Drys et lille lag sukker ud over bakken og sæt den på grillristen direkte over kullene. Lad det stå og tilberede sig selv i ca. 20 min. imens du spiser din mad. Se til det undervejs og rør i det.
Server med god is.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar