fredag den 22. marts 2013

Andebryst med linsesalat


Vi har fået denne skønne ret til aften. Linsesalaten er kold og er vendt i en honningvinaigrette. Et dejligt match til den sprødstegte and.


Andebryst med linsesalat 2 pers.;

2 andebryster

Linsesalat:
1 dl. grønne linser eller belugalinser
1 persillerod i bittesmå tern
2 gulerødder i små tern
1 økologisk æble i små tern
1 lille rødløg i små tern (eller 1 bananskalotteløg)
1 lille bundt bredbladet persille, godt skyllet og finthakket

Marinade:
5 spsk. god olivenolie
2 spsk. flydende honning
2 spsk. æbleeddike
1 spsk. dijonsennep
salt & peber

Pak andebrysterne ud og læg dem på køkkenbordet imens du klargør grøntsagerne.

Kog linserne i 15 min. Skyl dem i en sigte med koldt vand.
Bland grøntsager, persille og linser i en skål.

Pisk marinaden sammen og hæld den over grøntsager og linser.

Skær nogle tværgående snit i andebrysternes skind. Krydr med salt og peber.
Læg dem med skindsiden nedad på en varm pande og rist dem i 7-9 minutter.
Vend dem og giv dem ca. 8 minutter på den anden side.
Pak dem i folie og lad dem trække i 5 minutter. 

Anret linsesalaten på en tallerken. Skær andebrysterne i skiver (De skal være svagt rosa i midten) og læg dem på linserne. Drys med flagesalt og peber.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar