I forbindelse med tømning af mit barndomshjem, fandt jeg en gammel opskriftsbog fra min oldemor Mette, fra 1932.
I bogen er bl.a. en opskrift på Brunschwigerkage og den blev jeg selvfølgelig nødt til at prøve at bage. Det er teknisk set en kage, og ikke en brøddej, som vi normalt kender en brunsviger. For denne er lavet på bagepulver og ikke gær.
Jeg er spændt på, hvad min søn siger til kagen, når han kommer hjem fra skole om lidt. Han elsker nemlig min brunsviger og vil ikke spise andre brunsvigere end den. Denne kage minder dog allermest om drømmekagen fra Brovst, dog med havregryn på toppen, i stedet for kokos.
Brunschwigerkage til 8 pers.:
2 æg
125 g. sukker
125 g. mel
2 tsk. bagepulver
1 tsk. vaniljesukker
1 dl. mælk
15 g. smør, smeltet
Fyld:
95 g. smør
65 g. farin
2 spsk. piskefløde
35 g. havregryn
Fremgangsmåde:
Æggene piskes lyse og luftige. Sukkeret tilsættes og der piskes i 5 min.
Mel, vaniljesukker & bagepulver røres i (ikke piske, kun røre!) Mælk og smeltet smør røres i til sidst.
Beklæd en springform med bagepapir og bag kagen v. 180 g. alm. ovnvarme i 20-25 min. eller indtil kagen er let gylden og gennembagt i midten.
Imens kagen bager, smeltes alle ingredienserne til toppingen. Kog ved svag varme, indtil det har konsistens som havregrød.
Fordel toppingen på den bagte kage og bag videre i 5 min.
Her fotos af den gamle opskriftsbog:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar