fredag den 26. april 2024

Gratineret pasta med rørt ricotta & tomat🍅

 

Ægte Comfortfood til kolde dage. Og hvor bliver det forår lige af?? 

Vi fik et stykke fisk til, men retten kan sagtens stå alene. 

Gratineret pasta til 2 pers.:

8 friske lasagneplader

1 mellemstort løg

2 fed hvidløg 

1,5 dåse hakkede tomater 

1 spsk. sukker

2 spsk. balsamico 

1 nip cayennepeber

Rørt ricotta:

150 g. ricotta

50 g. friskrevet parmesan 

4 spsk. piskefløde

Salt & friskkværnet peber

Topping:

4 spsk. friskrevet parmesan

1/2 kugle mozzarella 

Frisk basilikum 

Fremgangsmåde:

Lasagnepladerne koges i 2 min. i saltet vand. De hældes i en sigte og overbruses med koldt vand. Læg dem på et oliesmurt stykke bagepapir. 

Løg og hvidløg steges blankt i lidt olivenolie & smør. De hakkede tomater tilsættes (den halve dåse du får tilovers kan fryses ned) balsamico & sukker tilsættes og tomatsaucen simrer i en halv times tid uden låg. Smag til med salt og peber, cayennepeber og evt. mere sukker. Den skal smage intens og sød og en anelse stærk. Blend saucen med en stavblender. 

Ricottaost røres med parmesan og fløde og smages til med salt & peber. 

Find to tallerkener som er ovnfaste og læg et par skefulde tomatsauce i bunden. Læg en lasagneplade ovenpå saucen og krøl den lidt sammen. Læg skiftevis skefulde af tomatsauce, rørt ricotta og lasagneplader, til det ligger lidt rodet. Top med lidt mozzarella som du river i stykker og drys parmesan over. 

Gratiner i en 225 g. varm ovn (varmluft!) i 15-20 min. eller indtil der er brune kanter på osten. 

Drys med frisk basilikum - nyd! 




Ingen kommentarer:

Send en kommentar