søndag den 28. januar 2024

Fiskeburger med tatarsauce🐟

 

Hvad siger du til en snasket burger med sprød paneret kuller, rigeligt tatarsauce og søde syltede agurker? 

Det var aftensmaden hos os i går og burgeren er så god, at den allerede er sat på næste uges madplan igen. 

Kuller minder meget om torsk, det er saftigt hvidt ‘flaky’ fast fiskekød. 
Fisken er fra NORDFRA et Faaborggensisk firma, som leverer noget af det bedste fisk du kan opdrive her i DK. og det er faktisk ikke nemt at finde god bæredygtig fisk i detailhandlen, det er nærmest umuligt, så da jeg opdagede Nordfra’s kvalitetsfisk blev jeg virkelig glad. 

Firmaets profil er bl.a. at levere linefanget fisk fra Færøerne. Når der fiskes med line fiskes der skånsomt, både i forhold til havbunden, men det er også mere ‘humant’ for fisken at blive fanget på krog. Fisken sejles ydermere på bæredygtig vis til Danmark.

At fisken er paneret på forhånd er en stor fordel. Det tog ikke lang tid at tilberede dette måltid, når tatarsaucen var lavet på forhånd. Derfor egner retten sig også godt som gæstemad. 

Fiskeburgere med tatarsauce, 4 stk.;

4 brioche burgerboller
4 stk. panerede kullerfileter 
Økologisk smør & olivenolie
4 salatblade
4 syltede drueagurker, skåret i skiver på langs 
4 citronbåde

Tatarsauce:
120 g. god mayonnaise, evt. Hellmanns på glas
90 g. creme fraiche 18%
2 spsk. frisk dild, hakket 
2 spsk. kapers, hakkede
2 spsk. rødløg, hakket
2 spsk. syltede drueagurker, hakket
1 spsk. persille, hakket
1 tsk. honning
1 spsk. citronsaft 
Salt & friskkværnet peber

Tilbehør: evt. pommes frites

Fremgangsmåde:
Alle ingredienser til tatarsaucen røres sammen. Smag til med salt og peber og evt. mere honning. Lad den temperere på køkkenbordet til den skal bruges. 

Den frosne fisk lægges på køkkenbordet. 
På en pande smeltes 20 g. smør og en god sjat olivenolie. Når smørret er bruset op og panden er godt varm, lægges fisken på og steges i 3-4 min. på hver side, imens den jævnligt overhældes med smør,  til den er sprød & gylden. 

Imens fisken steger varmes burgerbollerne i ovnen. 

Byg burgeren op således:
Smør underste bolle med lidt mayonnaise. Læg salat på, så den panerede fisk, frisk citronsaft og skivede drueagurker. Top med et gavmildt lag tartarsauce og læg øverste bolle på. 

Velbekomme. 
Indlægget indeholder reklamelinks. 



Ingen kommentarer:

Send en kommentar