søndag den 30. juli 2023

Grillede grønne chilipebre med friskost & bacon

 Min gode veninde Trine’s datter, Liva, er lige kommet hjem fra et års ophold i USA. 

Da vi besøgte dem i sidste uge, havde Trine & Liva lavet disse lækre grillede chilipebre, som de havde fået til en grillfest hos Livas værtsfamilie i South Carolina. 

De smagte SÅ godt. Vi fik dem som snack til en gin og tonic, men de kan sagtens indgå i en grillbuffet. 

Jeg lavede dem som tilbehør til kartoffelpizza forleden, sammen med Straccietella ost

De store forholdsvis milde grønne chilier, (som er 20-30 cm. lange) kan købes hos etniske købmænd. Jeg fandt mine i Mango Bazaren på Middelfartvej i Bolbro, Odense. Og supplerede op med flere fra Mellemøstmarked, Østergade 32 i Assens. 

Grillede grønne chilier med friskost & bacon:

Store grønne chilier (beregn ca. 2 pr. person) 
1 friskost fra ko eller ged (LIDL har en billig fra ko) 
Bacon i skiver. 1-2 skiver pr. chili (afhænger af størrelse på chili) 
Tandstikkere i træ

Fremgangsmåde:
Chilierne vaskes godt. Skær en rille fra top til bund, men ikke gennemgående. Fjern forsigtigt kerner og membraner. 
Fyld friskost ind i chilien og omvikl med bacon, som fæstnes med en tandstik i den tynde ende. 


Grill dem på havegrillen til de bliver godt sprøde og mørke. 
Nyd dem med det samme og husk dine gæster på, at tandstikkerne skal fjernes. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar