tirsdag den 6. juni 2023

Rösti med eksotisk rejesalat & avocado

 


Rejer på tilbud i Rema1000 og en rest papaya og creme fraiche fra køleskabet blev til denne lækre ret. 
Rejesalaten blev så god, at den kommer på frokostbordet på lørdag også, dog som topping på ristet surdejsbrød. 

Rösti med eksotisk rejesalat til 4 pers.:

800 g. kartofler
3 æg
1,5 tsk. salt
Friskkværnet peber
100 g. mel

Olivenolie & smær til stegning 

2 mellemstore avocadoer, i tynde skiver 

Rejesalat:
200 g. store kogte rejer (fra frost eller i lage)
35 g. god mayonnaise (jeg bruger Hellmanns)
200 g. 9% cremefraiche 
3 spsk. mangochutney 
70 g. moden papaya i bittesmå tern
Salt & peber 
1 potte dild

Fremgangsmåde:
Kartoflerne skrubbes godt og rives groft. (Er skrællen ikke pæn, så skræl dem først) knug dem fri for væde. 
Bland dem med æg, salt, peber og mel. 

Varm lidt olie og smør op på to store pander og steg röstierne sprøde og gyldne på begge sider. 

Rejesalat: Rejerne dryppes fri fra væde og duppes tørre på køkkenrulle. 
Bland mayonnaise, cremefraiche og mangochutney og vend rejer og papaya i. Smag til med salt & peber og evt. lidt ekstra mangochutney. Rør 4 spsk. hakket dild i. 

Anret röstierne på tallerkener. Top med avocadoskiver, rejesalat og dildkviste. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar