En hjemmegravad laks smager bare så meget bedre end den vacumpakkede købevariant fra supermarkedet.
Det er både hurtigt og nemt at lave sin egen laks, det kræver 5 min. arbejdsgang og så selvfølgelig de to døgn fisken skal modne.
Gravad laks;
1 lakseside
35 g. salt
150 g. farin
10 g. fennikelfrø
20 g. tørret dild
Rævesovs:
100 g. dijonsennep, vælg en forholdsvis mild
100 g. farin
3 spsk. æbleeddike
2 spsk. rapsolie
1 potte dild, skyllet grundigt og finthakket
Alt blandes sammen.
Tilbehør: godt surdejsbrød
Fremgangsmåde:
Laksesiden tjekkes for eventuelle små ben. Kanter skæres af, så laksestykket bliver omtrent lige højt. Lægges i et rummeligt fad med høje kanter (evt. bradepande) med skindsiden nedad. Jeg deler min i to, så er den lettere at håndtere.
Drys først salt over laksesiderne og dernæst farin.
Knus fennikelfrøene i en morter eller blender og drys også dem over. Drys de tørrede dildspidser over, så de dækker helt.
Læg film over og sæt noget tungt ovenpå så laksen er i pres.
Sæt den på køl. Efter et døgn er farinen smeltet til sirup og nu vender du laksen, så kødsiden er nedad. Læg den igen i pres og sæt den på køl yderligere et døgn.
Nu er laksen klar til at servere.
Skær den i skrå eller lige skiver og pynt med frisk dild og server med rævesauce.
Laksen kan holde sig i 4-5 dage efter den er færdigmodnet.
Server laksen med godt surdejsbrød.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar