torsdag den 24. december 2020

Brunkartofler

 

Brunkartofler har ikke været en disciplin jeg har mestret til perfektion før i tiden, men nu synes jeg omsider, at jeg har knækket koden. 

Juleaften får vi kun brunkartofler, de hvide kartofler er skåret fra, simpelthen fordi, at vi ikke kan spise så meget, når der også skal være plads til and, flæskesteg og julemedister. 

Og selvfølgelig den elskede ris a’ la mande, som er min yndlingsdessert.

Denne mængde brunkartofler er udregnet efter, at der også er hvide kartofler. Hvis I udelukkende spiser brunkartofler som os, så gang op med en ekstra 1/2 opskrift. 

Brunkartofler til 4 pers.

1 kg. små kartofler, evt. aspargeskartofler 

130 g. hvidt sukker (rørsukker dur ikke)

50 g. koldt smør (godt øko. smør, ikke blandingsprodukt)

Salt

Fremgangsmåde: 

Hæld sukkeret på en kold pande og varm langsomt op. 

Når sukkeret er gyldent og smeltet i en god cirkel i midten af panden, tilsættes smørret. Lad smørret smelte ind i sukkermassen, pas på med varmen, hvis sukkeret bliver mørkebrunt, må du starte forfra. Brændt sukker smager ikke godt, så får kartoflerne en bitter smag. Hæld kartoflerne på panden og ryst dem lidt rundt. Skru nu ned for varmen til ca. 4/9 og lad dem stå og simre svagt i en 20 min. tid, imens du jævnligt rører i dem, så de omsluttes af karamel. 

Smag til med salt. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar