fredag den 25. september 2020

Trøfler i en sundere udgave

 



Her er opskriften på trøfler lavet på kikærter og dadler. Lad dig ikke afskrække på forhånd, de smager præcis som syndige romkugler fra bageren, det lover jeg. 


1 portion trøfler (ca. 15 stk.)

1 dåse sorte eller alm. kikærter (eller sorte bønner)

130 g. bløde dadler (vægt uden sten)

3 spsk. kakao

3 små spsk. kokosolie

2 spsk. romessens

1 spsk. vaniljeessens

Til overtræk:

100 g 80-85% chokolade 

Drys: hindbærstøv eller lakridsstøv 

Fremgangsmåde:

Hæld vandet fra kikærterne og dryp dem godt af i en sigte. 

Blend kikærter, dadler, kokosolie, kakao og vanilje- & romessens i en foodprocessor til en glat masse. 

Form små barer eller tril kugler og stil dem på køl i mindst1/2 time. 

Smelt chokoladen i chokoladesmelter eller over vandbad. Vend dine trøfler i chokoladen. 

Drys evt. med hindbærstøv eller lakridsstøv. 

Opbevar dem på køl. 



tirsdag den 22. september 2020

Spinatpandekager


Spinatpandekager i den salte version til at fylde med kød eller vegetarisk fyld. 

Ca. 12 stk.; 

6 æg 
150 g. fridk øko. spinat (spinat er fuld af sprøjtemidler, så vælg altid øko!) 
2,5 dl. kærnenælk 
3 dl. sigtet speltmel 
3 spsk. raps- eller olivenolie 
1,5 tsk. groft salt 

 Fremgangsmåde: blend det hele og steg pandekagerne i smør på en pande.


fredag den 18. september 2020

Lækker fløjlsblød vaniljeis

 


For et års tid siden, fik jeg en ismaskine. Det som jeg især synes er lækkert, er at is lavet i ismaskine, er lavet på halvt fløde og halvt mælk. Det giver en lettere is, som minder meget om italiensk is.

Denne is fik vi forleden til flamberede figner, se opskriften Her! Men den kan også nydes ren som den er, den smager så dejligt og intenst af vanilje.

Er du ikke den heldige ejer af en ismaskine, så kan jeg anbefale min lækre appelsin-is, se opskrift HER!

Du har altså brug for en ismaskine, et sukkertermometer samt gerne en metalskål for at lave denne is.

Vaniljeis til 4 pers.:

2,5 dl. piskefløde
2,5 dl. sødmælk
1 vaniljestang
6 æggeblommer
135 g. flormelis

Fremgangsmåde:
Lun mælk, fløde, korn fra vaniljestang og den tomme vaniljestang i en lille gryde. Det skal ikke koge, bare lunes.
Pisk æggeblommer med flormelis, til det er lyst og luftigt. 
Fjern vaniljestangen og hæld æggesnapsen i den lune mælk og varm op til 83 grader (brug et digitalt sukkertermometer) Du skal blive ved gryden og piske hele tiden. Tag straks gryden af varmen og hæld ismassen i en metalskål og stil den i et isbad. Når den er kølet ned, kører du isen i din ismaskine til den er grødet. 
Hæld din is en lille form og frys den færdig i fryseren.

tirsdag den 8. september 2020

Pasta med salciccia-pølse og svampe


Vores lokale Brugs havde meget overraskende fennikel salcicciapølser i deres sortiment forleden, så vi skyndte os at sikre os en pakke og i dag kom der så denne pastaret ud af det.
Min mand siger det er hans nye yndlingspastaret, og den smager virkelig også godt, i al beskedenhed😉

Pasta med salciccia-pølse og svampe til 3-4 personer:

4 salcicciapølser med fennikel (eller naturel)
300 g. pasta, evt. rigatoni 
250 g. blandende svampe (kantareller, bøgehatte eller champignons)
1 stort løg, finthakket
1 fed hvidløg, finthakket
1,5 dl. hvidvin
1 dl. friskrevet parmesan eller peccorino
2 dl. piskefløde
salt og friskkværnet peber
persille

Tilbehør: evt. en grøn salat med vinaigrette samt hvidløgsbrød.

Fremgangsmåde:
Kog pastaen al dente. Afdryp den godt.

Steg løg og hvidløg i en blanding af smør og olivenolie til det bliver blankt. Lav et snit i pølserne og træk skindet af. Bræk farsen fra pølserne i mindre stykker og steg den sprød sammen med løgene.

Tilsæt de rensede svampe i grove stykker og svits dem med. Tilsæt hvidvin og lad det reducere til det halve. Hæld fløden på og varm godt igennem inden du tilsætter parmesanost og den afdryppede pasta.
Smag til med friskkværnet peber. Det er nok ikke nødvendigt at tilsætte salt, da både pølse og ost tilfører salt.
Server med et drys firskhakket persille og mere parmesan.

søndag den 6. september 2020

Den dejligste hybenmarmelade med vanilje

Jeg havde helt glemt hvor dejligt hybenmarmelade smager. Selvom det tager lidt tid at rense 1 kg. hyben er det hele besværet værd og til gengæld kan du jo forsyne dig med alle de gratis hyben du vil i naturen, hvor de vokser primært i sandet jord ved kystnære områder.

Marmeladen smager dejligt mild med smag af vanilje og passer godt som topping på brød med blå ost eller anden (stærk) ost. Ellers på en nybagt bolle med smør.

Jeg har brugt lime i opskriften, den kan sagtens erstattes af citron, som jeg ikke lige havde.

2 glas hybenmarmelade:

500 g. hybenskaller (renset vægt)
2 dl. vand
1 vaniljestang
1 øko. lime
200 g. rørsukker

Atamon til skylning af glas.

Fremgangsmåde: skyl alle hyben godt. halvér hver enkelt, om du gør det lodret eller ækvator finder du ud af, når du lige har ordnet nogle stykker. Mærk hvad der føles nemmest. Skrab kernerne ud.
Hak hybenerne groft og put dem i en gryde med 2 dl. vand, limeskal og limesaft, samt kornene fra vaniljestangen og den tomme stang. Kog sagte under låg i ca. 20 min.
Tilsæt sukkeret og kog videre ved svag varme uden låg i ca. 10 min. Eller indtil marmeladen har den tykkelse du foretrækker. Jeg kan bedst lide, at den ikke er kogt for meget ud.

Skold syltetøjsglas og skyl dem i lidt atamon, som du kasserer derefter. Hæld marmeladen på glas og opbevar dem køligt.

fredag den 4. september 2020

KEBABMIX på den sunde måde


Retten her kræver lige et besøg i Rema1000 - det er ikke skjult reklame, det er simpelthen fordi, at de bedste pommes frites (af færdigudgaven) findes her, nemlig barbecue pommes frites, som er så lækre og sprøde og så smager de ikke af fritureolie. Dem tyr vi til, når det skal gå lidt hurtigt med aftensmaden.
Kyllingekebab’en jeg har brugt her er også derfra (find den på frost) og den er endda nøglehulsmærket.

Selvom retten primært er en salat, så synes jeg bestemt ikke, at den smager sundt. Oplevelsen er, at man spiser en gang syndig kebabmix, blot uden at føle sig dårlig-mæt derefter. Det er da genialt ;-)

Mængderne jeg har angivet er i forhold til, at retten er fedtfattig. Hvis du ikke går op i det, kan du jo sagtens øse flere pommes frites over retten.

Sund kebabmix til to pers.;

Ca. 20 stk. barbecue pommesfrites fra Rema1000
2 store håndfulde kyllinge kebabmix, ligeledes fra Rema1000
1 hjertesalat, fintsnittet
2 dl. edamamebønner uden bælg
2 mellemstore modne tomater, i skiver
1/2 rødløg, i tynde skiver
12 tern fetaost i olie

Dressing:
1 dl. 5% creme fraiche
1 fed hvidløg
eddike (evt. æbleeddike)
salt og friskkværnes peber

Topping: Stiracha sauce og friskkværnet sort peber

Fremgangsmåde:
Tænd ovnen på 200 grader varmluft. Tag to bageplader og beklæd dem med bagepapir. Bred pommes frites ud på den ene og kyllingekebab på den anden.
Bag pommes frites til de er sprøde, kyllinge-kebab ligeså. Vær opmærksom på , at kebab´en skal ud af ovnen ca. 10 min. før pommes fritsene, dog må den gerne blive sprød.

Dressingen røres sammen. Smag til med lidt eddike, salt og peber.

Skyl og klargør grøntsagerne.
Salaten fordeles på to tallerkener. Edamamebønner koges i 2 minutter i saltet vand og dryppes af. De fordeles over salaten sammen med tomater. Derpå kyllingekebab, pommes frites og rødløg samt feta.
Dressingen hældes hen over og der drysses med chiliflager. Nyd med det samme, imens pommes fritsene stadig er sprøde og varme.