fredag den 13. marts 2020

Sigøjnerschnitzel


Da jeg handlede i REMA i aftes, var køledisken med kød næsten tom. Der var dog et par svinemørbrad tilbage, så en af dem blev lagt i kurven, sammen med den sidste bakke champignoner, fra en stort set ligeså tom grøntafdeling.
Med de to ingredienser, var det oplagt at lave den tyske klassiker Sigøjnerschnitzel.

Til sovsen bruges syltede peberfrugter på glas. Jeg vil tro, at ALDI eller LIDL har dem, men ellers kan de erstattes af alm. peberfrugt.

Sigøjnerschnitzel til 3 personer;

1 svinemørbrad
Sovs:
1 stort løg, hakket
1 bakke champignoner
2 fed hvidløg, hakket
1 lille glas syltede grøn & rød peberfrugt (kan erstattes af frisk peberfrugt)
2 spsk. tomatpuré
1 spsk. paprika
vand eller kalvefond
1 dl. piskefløde
salt og peber

Til panering: 1 æg, 3 spsk. mælk, mel og rasp

Til stegning: smør og olivenolie

Tilbehør: spätzle

Fremgangsmåde:
Champignoner renses og skæres i skiver og steges i smør sammen med løg og hvidløg. Tilsæt paprika, tomatpüre og peberfrugt i strimler. Hæld vand/fond på, så det netop dækker og lad det stå og reducere imens du ordner kødet.

Afpuds mørbraden og skær den halvt igennem på den lange led. Bank den helt flad og del den i tre ligestore schnitzler.
Panér kødet i mel, æg og rasp. Steg det gyldent og sprødt i smør og olivenolie.

Kog spätzle al dente.

Hæld fløde på sovsen og kog op.
Server schnitzlerne med spätzle og sovs.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar