I sommer til vores årlige vejfest, havde nabo Katrine denne overdådige chokoladelagkage med til kagebuffeten. Er du glad for chokolade og chokoladekager, bør du prøve denne intense kage med den dejligste chokoladesmørsreme imellem bundene og på top og sider.
Jeg fik lavet kagen for første gang i lørdags og den er hermed tilføjet listen over yndlingskager.
Kagen smager bedst når den er stuetempereret, så er den perfekt blød. Laver du den dagen i forvejen, så stil den ud på køkkenbordet en time før den skal spises.
Black Magic Chokoladekage til 10-12 pers.
Chokoladekage:2 æg
125 g. brun farin
175 g. sukker
2,5 dl. mælk
1 dl. olie
280 g. hvedemel
100 g. kakao
1 tsk. bagepulver
1 tsk. natron
1 tsk. flagesalt
1 spsk. vaniljesukker
1,5 dl. færdigbrygget kaffe
Chokoladesmørcreme:
250 g. stuetempereret smør
1, 25 dl. mælk
125 g. kakao
285 g. flormelis
1,5 spsk. vaniljesukker
Topping:
Hvid chokolade, høvlet til spåner
Fremgangsmåde: Pisk æg og de to slags sukker godt sammen, til det bliver luftigt og fylder lidt mere i skålen. Tilsæt mælk, olie og salt og sigt mel, kakao, natron, bagepulver og vaniljesukker i. Tilsæt kaffen og vend dejen sammen med en dejskraber, ikke piske for meget, dejen skal bare vendes forsigtigt, til den er homogen.
Fordel dejen ligeligt i to smurte springforme på ca. 25 cm. i diameter og bag dem ved 170 grader varmluft i ca. 20 min. eller indtil en kødnål kommer ren op, når du stikker den i midten af kagen. Ovne varmer forskelligt, så hold øje med bundene, om de skal have kortere eller længere tid.
Chokoladesmørcreme: Pisk alle ingredienserne sammen med en håndmixer, indtil cremen er luftig.
De afkølede bunde samles med lidt over halvdelen af smørcremen i midten og resten smøres på top og sider. Drys høvlet hvid chokolade på toppen. Du laver chokoladespåner ved at trække en skarp kniv hen over bagsiden på en plade chokolade.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar