fredag den 19. oktober 2018

Pandebrød på bål



Vi har lavet mad på bål her til aften. Junior har en ven på besøg til overnatning og vi blev hurtigt enige om, at maden skulle laves udendørs.
Det blev til denne simple og hurtige ret, som smagte rigtig godt. Især brødene blev vildt gode, så jeg skynder mig at poste opskriften, så de ikke går i glemmebogen.

Pandebrød 10 stk.
480 g. mel
2 tsk. groft salt
3 dl. vand
3 tsk. bagepulver
6 spsk. rapsolie

rapsolie til pensling
nigellafrø samt hvidløgspulver til drys

Fremgangsmåde:
Bland alle ingredienserne til brødene i en skål. Ælt det godt sammen og del dejen i ti portioner.
Tril til kugler og rul hver kugle ud til ca. 1/2 cm. tykkelse.
Pensl med olie på begge sider og drys nigella og hvidløgspulver på den ene side af brødene.

Bag brødene på en varm grillpande (du behøver ikke at tilsætte olie) Bliv ved brødene og vend dem hyppigt, så de ikke brænder på. Når de er gyldne på begge sider er de færdigbagte. Det tager kun få minutter.

Som tilbehør fik vi svinemørbrad i skiver, vendt i olie, hvidløg, løgbåde, lidt eddike, kebabkrydderi, salt og hvidløgspeber og grillet i olie på grillpanden.
Kødet blev lagt på brødene og vi toppede med chilikeychup og cremefraichedressing med masser af hvidløg og krydderurter, mums!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar