Velkommen til mit køkken, her finder du en samling af mine yndlingsopskrifter. Mad er min store passion. Jeg elsker at være kreativ i køkkenet, her lader jeg op, imens nye retter opstår. Jeg inspireres af menukort, på rejser og hvor jeg ellers nyder mine måltider. Jeg prioriterer økologi og dyrevelfærd. Kig med og lad Dig inspirere. Tilmeld Dig gerne min facebookside "Evas Køkken" og få opdateringer v/nye indlæg
mandag den 24. juli 2017
Ribsgelé
I år var ribshøsten utrolig fattig, sammenlignet med sidste år, hvor buskene nærmest lå hen ad græsplænen, pga. de vildt mange tunge klaser af store modne ribs. Det skyldes nok det kolde sommervejr vi atter har i år.
En stor del af sidste års høst afleverede jeg dengang på Sortebro Kro, for jeg har ærligtalt svært ved at finde anvendelse af ribs, som for mig ikke er et særlig interessant bær.
Lidt over 1 kg. fik jeg høstet den anden dag og hele molevitten blev i dag kogt til ribsgelé, som vi bruger en del af om vinteren til en af vores yndlingsretter forloren hare.
Hvis du ligesom jeg har ribs i haven, kan de også anvendes til denne ribskage.
Ribsgelé ca. 3 glas:
1 kg. ribs
1 dl. vand
500 g. sukker
Atamon eller spiritus til skylning af glas
Fremgangsmåde:
Skyl ribsene og lad dem dryppe af i en sigte.
Kog ribsene op med vand under låg i ca. 15 min. til alle bærrene er bristet.
Hæld massen til afdrypning i en sigte med et klæde, så saften sies ned i en stor skål.
Vrid så meget ud af massen som du kan, når det meste saft er trængt igennem klædet.
Saften hældes tilbage i den rengjorte gryde. Nu bør der være 1/2 liter saft. Tilsæt sukkeret og kog langsomt op og lad saften simre UDEN låg i ca. 10-15 minutter.
Det skulle ikke være nødvendigt at tilsætte geléringspulver, da den naturlige pektin som der er rigeligt af i ribs, sagtens kan stive geléen af når den er afkølet.
Skold sylteglas og ryst dem med atamon, som hældes ud igen inden du hælder ribssaften i.
Stil glassene på køkkenbordet uden låg, men læg et stykke køkkenrulle over hvert glas. Lad dem stå og afsvale helt før du skruer låg på.
Ribsgelé kan holde sig meget længe, hvis det opbevares køligt og mørkt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar