Velkommen til mit køkken, her finder du en samling af mine yndlingsopskrifter. Mad er min store passion. Jeg elsker at være kreativ i køkkenet, her lader jeg op, imens nye retter opstår. Jeg inspireres af menukort, på rejser og hvor jeg ellers nyder mine måltider. Jeg prioriterer økologi og dyrevelfærd. Kig med og lad Dig inspirere. Tilmeld Dig gerne min facebookside "Evas Køkken" og få opdateringer v/nye indlæg
tirsdag den 14. februar 2017
Killer chokolade-trøffelkage uden mel og sukker
Kagen her er en videreudvikling af denne kage raw-chokoladekage Bare lige løftet til et højere niveau med marcipanlåg og appelsinsmag.
Jeg kan stadig tage røven på mine gæster når jeg serverer denne kage, der smager som en intens brownie, men ikke indeholder skyggen af smør, mel og sukker - den smager virkelig syndigt!
Kagen er meget intens, så jeg vil vurdere at det er nok til 8-10 pers.
Killer chokolade-trøffelkage uden mel og sukker, til ca. 8 pers.;
Bund:
1,5 dl. mandler
3/4 dl. kakao
2 spsk. kokosolie
1 nip salt
Kage:
450 g. dadler (vægt uden sten)
3 spsk. kokosolie
1,5 dl. kakao
skal og saft af en økologisk appelsin
1 spsk. vaniljepulver (granuleret vaniljestang fra Urtekram)
Marcipan:
150 g. mandler
1 æggehvide
2-3 spsk. sukrin
1 spsk. mandelessens
Pynt: bær
Fremgangsmåde:
Start med at lave bunden; blend mandlerne og bland dem med kokosolie, salt og kakao. Brug hænderne til at presse massen sammen, så bliver den sammenhængende.
Pres massen ud i en form, evt. en springform.
Kør dadlerne til mos i en foodprocessor sammen med kokosolie.
Hæld massen over i en skål og tilsæt appelsinsaft, appelsinskal, kakao og vaniljepulver. Bland det godt sammen.
Bred daddelmassen ud over bunden.
Lav marcipanen; kør mandlerne til fint mel i en foodprocessor. Slå æggehviden ud i en skål og tilsæt mandelessens, pisk det sammen og tilsæt mandelmel og sukrin. Start med 1-2 spsk. sukrin og vurder om du vil have din marcipan sødere.
Rul marcipanen ud mellem to stykker bagepapir. Skær marcipanen til så den passer til din form og læg den ovenpå kagen.
Drys med et fint lag kakao gennem en sigte og fordel frisk frugt ovenpå kagen.
Opbevar kagen på køl, men tag den ud 1/2 time før den skal nydes.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar