Velkommen til mit køkken, her finder du en samling af mine yndlingsopskrifter. Mad er min store passion. Jeg elsker at være kreativ i køkkenet, her lader jeg op, imens nye retter opstår. Jeg inspireres af menukort, på rejser og hvor jeg ellers nyder mine måltider. Jeg prioriterer økologi og dyrevelfærd. Kig med og lad Dig inspirere. Tilmeld Dig gerne min facebookside "Evas Køkken" og få opdateringer v/nye indlæg
søndag den 4. oktober 2015
Frøsnappere med vaniljeremonce
Junior på 5 år fik i morges den idé, at vi skulle fejre fødselsdag for hans far, som først stod op her midt på dagen efter nattevagt. Min mand havde fødselsdag for næsten præcis et halvt år siden, så idéen om at fejre en halv-årsdag var da på sin plads.
Vi smuttede i Brugsen efter smør og gær, og så ellers hjem for at gøre klar til fødselsdag. Fordelingen var klar syntes junior: "du bager mor, og jeg pynter op" og sådan gik vi i gang med hver vores.
Dejen til frøsnapperne laves på samme måde, som dejen til croissanter. En dej som jeg kan bande langt væk, for den er bare så svær at arbejde med synes jeg. I dag gik det dog nemmere end nogen sinde, og som du måske kan ane på billedet, lykkes det mig at få lavet fine lag i wienerdejen, med bare 4 udruldninger.
Frøsnapperne blev rigtig gode, sprøde og med tydelig smag af vanilje, uhm! Og de blev godkendt af min københavnermand, som er frøsnapperfanatiker (og brunsvigerfornægter)
Det er en uhyggelig mængde smør der skal bruges til sådan en portion, men det går an, da det er yderst sjældent, at der er bagværk som dette på bordet hos os.
12 frøsnappere:
2,5 dl. mælk
1 pakke øko. gær (50 g.)
5 spsk. sukker
1 tsk. salt
1 tsk. kardemomme
500 g. hvedemel
1 æg
300 g. koldt øko. smør
remonce:
100 g. blødt øko. smør
100 g. sukker
2 spsk. vaniljesukker
Til pensling samt drys:
1 sammenpisket æg
sesamfrø - blå birkes - rørsukker
Lun mælken til den er "lillefingervarm" Opløs gær og sukker heri. Tilsæt salt og kardemomme.
Tilsæt mel og ægget til sidst.
Rul dejen ud til en firkant på 1/2 cm. tykkelse.
Skær smørret i skiver og fordel det på den halve firkant.
Fold siden over smørret. Strø mel på bordet og rul dejen ud og fold den igen. Fortsæt med det tre gange mere. Det er her, at min tålmodighed ofte sættes på prøve, men et godt melet bord kan hjælpe i processen.
Rul dejen ud så den er 60 x 40 cm. rør remoncen sammen.
Smør den på det halve af dejen på den lange side. Fold den anden side henover remoncen.
Pensl dejen med sammenpisket æg og drys med sesamfrø og blå birkes.
Del dejen i 12 dele af 5 cm. træk hvert dejstykke lidt i længden og sno hvert stykke 3 gange.
Læg stykkerne på 2 bageplader beklædt med bagepapir og drys frøsnapperne med rørsukker og evt. lidt mere birkes og sesam.
Lad dem hæve i ca. 40 min.
Bag en plade af gangen i 10-12 minutter ved 220 grader (ikke varmluft) hold øje med dem, når de er gyldne er de færdige.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar