søndag den 19. oktober 2014

Minestronesuppe


Inspirationen til denne dejlige minestrone, har jeg fundet i en Lone Kjær opskrift.
Jeg har dog ændret lidt på ingredienserne. Suppen er propfyldt med gode grøntsager og dejlig mættende.
Jeg har brugt tørre hestebønner til opskriften, da jeg havde nogle i skuffen. Hvis du vælger den løsning, skal bønnerne udblødes i vand i min. 12 timer og derefter koges i 1 time.

Minestronesuppe til 4 personer:

4 stængler bladselleri i tynde skiver
2 store gulerødder i tern
1 squash i små tern
1 stort løg, hakket
2 fed hvidløg, presset
1 dåse hestebønner
1/2 dl. æbleeddike
2 ds. hakkede tomater
6 dl. bouillon
2 laurbærblade
2 dl. grove suppehorn
125 g. bacon i tern
1 tsk. sukker
salt og peber
persille til drys

Steg bacon gyldent på en pande. Læg den på fedtsugende papir.

Steg løg og hvidløg i et par minutter, tilsæt squash, bladselleri og gulerødder. Hæld eddike ved, derefter bouillon, laurbærblade og de hakkede tomater. Læg låg på gryden og lad suppen simre i ca. 20 min.

Kog imens pastaen.

Tilsæt hestebønner og pasta til suppen. Smag til med sukker, salt og peber og drys det stegte bacon ud over suppen. Server med et drys hakket persille og evt. lidt godt brød.

torsdag den 16. oktober 2014

Eton Mess med chokolade og hindbær


Har ofte drømt om denne dessert, som jeg faktisk aldrig har smagt, men kun set billeder af gennem flere år. I går var der så endelig en anledning til at prøve den af, da vi fejrede fødselsdag i familien.

Jeg har lavet den i en chokoladeversion og jeg synes, at den mørke chokolade, den luftige chokoladefløde, og de lidt syrlige hindbær klæder hinanden rigtig godt.
Vær opmærksom på, at du skal lave marengsene aftenen før de skal bruges, så de kan tørre i ovnen natten over.

Eton Mess til 6 personer:

Marengs:
5 æggehvider (skal have stuetemperatur)
240 g. sukker
3 spsk. god kakao (evt. Valrhona)
80 g. 70 % chokolade, groft hakket

Rårørte hindbær:
300 g. friske hindbær
2 spsk. flormelis
1 spsk. vaniljesukker

Chokoladefløde:
5 dl. piskefløde
2 spsk. kakao

Pisk æggehviderne stive. Tilsæt sukkeret af flere omgange, imens der piskes konstant.
tilsæt kakao, pisk godt og vend til sidst den hakkede chokolade i.

Sæt marengsene i store skefulde på en bageplade. Tænd ovnen på 175 grader. Sæt marengsene i den varme ovn, og skru straks ned til 110 grader. Bag dem i en time. Sluk ovnen uden at åbne ovndøren, og lad marengsene tørre færdige i ovnen natten over.

Når du skal servere desserten, pisker du fløden med kakao til den er luftig og ikke alt for stiv.
Hindbærrene moser du med en gaffel, sammen med flormelis og vaniljesukker.

Læg lidt flødeskum i bunden af et serveringsglas, læg et godt lag knuste marengs over, så et lag hindbærmos og derpå fløde igen og knuste marengs osv. Der skal være overvægt af marengs i desserten.

Server straks.

søndag den 12. oktober 2014

Græsk farsbrød



Her er mit bud på et græsk farsbrød. Hvis du ikke bryder dig om lam, erstatter du det bare med oksekød.


Græsk farsbrød, til 4 personer i to dage, og måske en rest til madpakken..

fars:
500 g. hakket lam
500 g. hakket kalv (eller oksekød)
2 æg
2 mellemstore løg, revet
3 fed hvidløg, presset
1 spsk. tørret oregano
1 spsk. tørret timian
1 spsk. tørret basilikum
2 dl. mælk
1,5 dl. havregryn
1,5 tsk. salt
friskkværnet peber

Fyld:
100 g. god feta, smuldret
1,5 dl. hakket persille og frisk oregano
2 fed hvidløg, presset

Tilbehør: ovnkartofler, tomatsalat og tzatziki.

Rør alle ingredienserne sammen til farsen.
Læg halvdelen af farsen i en bradepande, formet som et fladt farsbrød. Bland fyldet sammen og bred det ud over kødet:


Bred den anden halvdel af farsen ud over fyldet og form til et "brød".
Læg smørklatter på toppen.



Ovnkartofler; vask/skrub kartofler og skær dem i både eller store tern. Læg dem i en plastpose egnet til madvarer og hæld lidt olivenolie i posen. Massér olien godt ind i kartoflerne, bred dem ud på en bageplade og krydr med salt og peber og evt. tørret rosmarin.

Bag farsbrød og kartofler sammen i ca. 45 min. ved 190 grader varmluft.

fredag den 10. oktober 2014

Biscotti med mange mandler


Vores 4 årige søn elsker biscotti kager. Vi havde indtil i går, ikke prøvet at lave dem selv.
Da jeg hentede junior fra børnehaven, blev vi enige om, at nu skulle vi prøve at lave vores egne biscotti´er, og det er bestemt ikke sidste gang, da de er nemme og hurtige at fremtrylle.
Jeg har forsøgt at lave en ikke alt for sød kage, sådan kan vi bedst lide dem.

Biscotti ca. 36 stk.

170 g. hele mandler (skal ikke smuttes)
190 g. sukker
2 hele æg
1 æggeblomme
250 g. mel
revet skal af en øko. citron
1 tsk. kardemomme
1/2 tsk. bagepulver
1 nip fint salt

Bag mandlerne i 8 min. i ovnen ved 180 grader. Afkøl dem til de kun er en smule lune.

Pisk æg og sukker godt sammen, tilsæt kardemomme, salt og citronskal. Sigt mel og pagepulver i æggemassen. Tilsæt mandler og vend det godt sammen.

Del dejen i to dele. Rul to stænger i bagepladens længde, og pres dem flade så de bliver ca. 6 cm. brede.


Bag dem ved 180 grader i ca. 15 min. eller indtil de er næsten færdigbagte, men ikke har taget farve.


Skær kagerne ud i skrå snit.


Læg dem tilbage på bagepladen og bag dem færdige i ca. 10-15 min.

Opbevar dem i en tætsluttende kagedåse.

søndag den 5. oktober 2014

Kanelsneglekage med mandelremonce


Det er efterhånden en del år siden, at jeg sidst har lavet en kanelsneglekage, altså kanelsnegle bagt i bradepande med dejbund. Med en bund under sneglene, sikrer du dig, at fyldet ikke flyder ud på pladen under bagning.
Jeg lavede en kanelsnegledej, men undervejs i processen, opdagede jeg, at jeg ikke havde nok hvedemel, så jeg måtte spæde til med groft speltmel og endda lidt durummel til sidst ved æltningen, så det endte altså med en lidt grov udgave, og resultatet blev faktisk rigtig fint.
Næste gang jeg laver kagen, vil jeg prøve med et lag vaniljecreme mellem bund og snegle.


Kanelsneglekage (16 snegle)

1/2 liter mælk
4 spsk. sukker
2 tsk. kardemomme
1/2 tsk. salt
50 g. gær
100 g. groft speltmel
50 g. smeltet smør
2 æg
ca. 900 - 950 g. hvedemel

Remonce:
200 g. blødt smør
100 g. farin
100 g. smuttede hakkede mandler
75 g. rosiner
2 tsk. kanel

æg til pensling

glasur:
Flormelis og vand

50 g. smeltet mørk chokolade.

Lun mælken til "lillefingervarm" tilsæt sukker, salt, kardemomme og gær.
Når gæren er opløst, tilsætter du speltmel, det halve af hvedemelet og de to æg. Rør godt og spæd til med resten af hvedemelet og det smeltede smør. Ælt dejen godt på maskine eller i hånden.
Lad dejen hæve tildækket i 30 min.

Tag 1/3 af dejen fra og rul den ud til et rektangel på ca. 35 x 45 cm.
Læg bagepapir i bunden af en bradepande på ca. 35 x 45 cm. og læg den udrullede dej heri. Træk i dejen, så den fylder bunden ud.

Rul resten af dejen ud i et rektangel på ca. 1/2 cm. i tykkelse og ca. 55 x 35 cm.
Rør remoncen sammen og fordel den over rektanglet.


Rul den på den lange led. Skær lidt af enderne, så de bliver lige.

Skær dejen midtover, og del igen de to stykker på midten, så du har 4 lige store ruller. Del hver rulle i 4 dele, på den måde sikrer du dig helt ens snegle i størrelse.



Læg sneglene i fire rækker på dejbunden.
Lad dem hæve i ca. 40 min.



Pensl med æggestrygelse og bag midt i ovnen ved 200 grader i 20 min.
Sæt bradepanden på nederste rille i ovnen og bag 10 min. mere. Hvis overfladen er blevet pænt gylden, så læg et stykke stanniol over.

Afkøl kagen til den kun er en anelse lun, før du overtrækker den med glasur og smeltet chokolade.