Opskriften på disse lækre honningkagesnitter, er igen en opskrift fra min søde tante Lise.
Lise elsker mad og kager, ligesom mig, men er lige et par år foran i ekspertise ;-)
Når vi ses med hende og min morbror, er der altid lækker mad på programmet.
Honningkagerne her, har jeg faktisk ikke smagt hos Lise, men har hvert år kunnet læse om dem -og se dem på facebook, hvor mine fætre og kusiner har rost dem til skyerne, så forventningen til dem var stor.
I forgårs fik jeg dem omsider bagt, og jeg må give den øvrige familie ret, de smager fantastisk! De er meget chewy/seje, nærmest karamelagtige i konsistensen, og så giver abrikosmarmeladen og smørcremen den helt rigtige honningkage-smag.
Det er i hvert fald en julekage der er kommet for at blive hos os.
Lises fantastiske honningkagesnitter, ca. 45 stk.:
500 g. honning
500 g. brun farin
750 g. mel
3 æg
revet skal af en økologisk appelsin
1 tsk. natron
1 tsk. kardemomme
1 tsk. kanel
1 tsk. stødt ingefær
2 tsk. vaniljesukker
1/2 glas abrikosmarmelade uden klumper (kan du kun finde marmelade med abrikosstykker, kan du lige give det en omgang med en stavblender)
Smørcreme:
150 g. blødt/stuetempereret palmin
50 g. blødt/stuetempereret smør
2 dl. flormelis
3 tsk. vanillesukker
Overtræk:
300 g. mørk overtrækschokolade
50 g. palmin
Smelt for lav varme honning og farin i en gryde. Tilsæt krydderierne. Blandingen må ikke koge.
Tag gryden fra varmen og tilsæt sigtet hvedemel og derefter 3 sammenpiskede æg.
Rør dejen sammen og fordel den i en stor ovnbradepande på smurt bagepapir (hvis du har en amo-margarinespray er den nemmest at bruge, ellers lidt madolie som du smører ud med fingrene)
Dejen er meget sej og svær at få trukket ud, jeg brugte to skeer til at trække i den. Den kom ikke helt ud til kanterne af bradepanden, men under bagningen flød den ud. Sådan så den ud da den gik i ovnen.
Bag kagen ved 175 grader i ca. 25 minutter. Lad den køle af.
Efter en times afkøling skærer du den ud i ca. 48 stykker. Den er sej at skære i, så der skal en god kniv til.
Gør klar til at dekorere snitterne.
Fordel smørcreme og abrikosmarmelade i hver sin pose. Jeg bruger en rigtig sprøjtepose til smørcremen og en almindelig to-liters frysepose til abrikosmarmeladen, som jeg klipper et lillebitte hul i hjørnet af.
Ovenpå abrikosmarmeladen sprøjtes en stribe smørcreme
Kagerne stilles koldt et øjeblik, inden de overtrækkes med chokolade.
Til overtrækket varmer du palminen op ved aller laveste varme (trin 1) på kogepladen i en tykbundet gryde.
Tilsæt den hakkede overtrækschokolade og rør rundt indtil al chokoladen er smeltet.
Tag gryden fra varmen hold den på skrå, så chokoladen samler sig i et "hjørne" af gryden.
Dyp hver enkelt snitte med cremen nedad i den smeltede chokolade og sæt den til at tørre på bagepapir. Når alle stykkerne er dyppet, sættes de på køl så de kan størkne helt.
Tag dem ud efter ca. 30 min. og pak dem i lufttætte beholdere med bagepapir imellem.
Opbevar dem i køleskabet og spis dem direkte fra køleskabet.
Lise siger at de er bedst efter 1-2 uger på køl. Men de smager nu også ganske fint her to dage efter de er lavet :-)
Hej Eva
SvarSletVed du om de kan fryses når de er helt færdige?? Er lige ved at forsøge mig, og er ret spændt på resultat ;-)
Mange hilsner Lisbeth
Hej Lisbeth åh de er så gode, jeg har slet ikke fået lavet dem i år. Jeg har ikke prøvet at fryse dem, men min erfaring siger mig, at chokoladen bliver grim og svedig efter frysningen. Jeg ved, at de kan holde sig mindst en måned i køleskabet. God fornøjelse med dem, kh. Eva
Slet